"Hvad vil du være når du bliver stor, Anne?" spørger min klasselærer under en spørgerunde i hvad jeg vil tro var 4-5. klasse. Vi snakker en fremtid.

Der bliver helt stille. Jeg kigger ned og tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg er 10 år. Jeg ved ikke, hvad jeg vil være eller hvad jeg skal sige. Før jeg når at formulere et fornuftigt svar, som jeg tør sige højt, udbryder én af drengene fra klassen:

"Anne skal være stumtjener!"

Klassen knækker sammen af grin...

Jeg kikker ned. Helt rød i hovedet. Anstrenger mig for at holde tårerne tilbage. Dem må de ikke se.

Anne, hende den stille pige i klassen. Den flittige og pligtopfyldende pige, der laver sine lektier, men ikke deltager i timerne. Ikke fordi hun ikke kan. Hun kender typisk svaret, men de andre er hurtigere.

Jeg troede, at jeg ville vokse fra det. Blive en anden. Et talende og selskabeligt menneske. En man lyttede til. Jeg prøvede i mange år, ihærdigt, at bekæmpe mit stille jeg. Jeg ville ikke være stumtjeneren. Jeg ville ses, høres og anerkendes.

Alkohol hjalp hen ad vejen. Det gjorde, at jeg kunne tale frit, ubesværet og ubekymret. Senere tog jeg uddannelse, ikke en drømmeuddannelse, men en marketinguddannelse. Et fag, som jeg fik det svært i. Nu er jeg arbejdsløs.

I dag er det 20 år siden jeg udnævnt, som stumtjener. Jeg er stadig en stille pige, men også en voksen kvinde.
Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil være, men jeg ved at mine ambitioner strækker langt ud over at 'betjene' det ekstroverte ideal - de, der verbalt fylder mest i rummet.