Det har været en sovedag - en hængedag. En dag, hvor jeg har hængt lidt i bremseren. Men, men men - jeg kan godt på egne og min mands vegne være festen bekendt, som vi holdt for Jacob i aftes. De unge tog til Silkeborg igen i går og i dag ringede han hjem og takkede for festen og sagde at det hele havde været i top. Det må jeg så - eller rettere det vil jeg så tro på. Vore gæster hyggede sig og vi havde det bare så sjovt, så jeg behøver vel ikke have skrupler, men de er der alligevel. De dukker frem som irritationsmomenter fra mine yngre dage, hvor jeg havde mange flere mindreværdskomplekser og selvudslettende tendenser, end jeg har i dag og jeg nogensinde vil få igen.

Min bror og hans kæreste og min lillebror overnattede hos os. De hjalp med at rydde op og vaske op inden sengetid ved 3-tiden, så det var et nydeligt og ryddeligt hus, at stå op til i morges. Min svigerinde og jeg fik også en rigtig god snak om de forskellige ting, som jeg går og tumler med. Hun er meget forstående og allertiders at snakke med. En gæv pige med ben i næsen, som selv har været ude for en masse.
Jo, det er godt nok at være åben, men jeg må lige klappe hesten. Jeg har virkeligt et problem, hvis jeg kun kan snakke sygdom og hælde vand ud af ørerne. Jeg må finde en gylden middelvej, men den er måske allerede fundet. Igen mangler jeg en fornemmelse af - det tror jeg da - at sortere skidt og kanel.

Jeg ville ønske, at jeg kunne starte forfra. At jeg kunne begynde mit liv og levned på et helt nyt, hvidt stykke papir og at jeg kunne forme min tilværelse uden - ubevidst - at bruge mønstre, der er opstået af en masse "lort", som er havnet i min rygsæk. Eller rettere - jeg trænger til at få ryddet godt og grundigt op i den rygsæk.
Det synes så let at være glad og i godt humør og det lyder så ubesværet at sige, at problemerne bare er opgaver, der skal løses. Jeg forsøger, men synes at jeg af og til og så igen, bliver bremset af forhindringer eller bremseren blokerer ligefrem. Jeg vil tro på mig selv. Jeg kan, jeg vil og jeg gør et forsøg.

I dag har jeg fået et dejligt brev, som jeg kan bruge til noget. Mine øjne åbnede sig for nogle kloge ord, der stod skrevet og jeg kan kun give ret . Nemlig, at jeg trods min kroniske sygdom, formår at føre et normalt liv med mand, børn, arbejde og fritid. Jeg passer hus og have. Jeg har mine fritidsinteresser og jeg arrangerer de forskellige mærkedage og højtider, som hører med til et familieliv. Ret og slet - jeg lever mit liv, men er blevet meget mere tænksom, fri for bagateller, blød og nok også mere sårbar, siden jeg blev syg.

I går kom der deltagerliste til kurset i Odense for parkinsonramte i erhverv. Nu er der kun 14 dage til. Jeg vil med toget derover og skal have bestilt pladsbilletter til både ud- og hjemrejse. Jeg glæder mig - både til kurset og til et weekend-ophold i socialt samvær med de andre 19 kursister og de to undervisere. Jeg glæder mig til et pusterum.

Det blev vist en selv-terapeutisk tekst i dag, men det gav mig selv en ro og en behagelig følelse. Nu vil jeg gå i min seng.

Dog vil jeg gerne først ønske mine læsere en GOD NAT og sov godt. Pas godt på jer selv.

Hyggehejsa fra en mere afslappet Nellemor.