Talte med en kammerat i dag om mit skrantende kærlighedsliv. Han virkede mildest talt uforstående overfor det faktum at jeg igen var blevet droppet - For som han, sikkert velmenende, sagde så er jeg jo en trophy wife og hvem vil ikke have det?
Han mente det sikkert som et kompliment, men det er jo alt andet end det. Jeg er ikke en eller anden ting man viser frem til vennerne, når man lige skal blære sig lidt - og jeg er ej heller en man skal være sammen med fordi det ser godt ud på papiret. Det er 2019 og jeg troede ærlig talt at den generelle opfattelse af kvinder var blevet mere moderne - især blandt min egen generation.
Jeg vil elskes for den jeg er - ikke for måden jeg ser ud på eller det jeg kan.
Er det stadigvæk for meget at bede om?