Klokken er tæt på sengetid. Jeg har haft så travlt hele dagen, at jeg ikke en gang kan huske hvad jeg har haft travlt med. I det mindste har jeg ikke tænkt på Ham - indtil nu selvfølgelig.
Han dumper altid ind i mine tanker når jeg har mindst brug for det. Det skulle ikke undre mig, hvis han gør det med vilje. Vi har jo efterhånden kendt hinanden i så mange år at vi kender hinandens rutiner. Så selvfølgelig lægger han et "perfekt" billede op på instagram nu.
Og ja, jeg ved godt at jeg burde unfollow ham alle steder det overhovedet er muligt, men der er jeg bare ikke nået til endnu.
Så nu sidder jeg her, i min sofa, alene. Med bukserne knappet op, mascara under øjnene og hår der burde have været vasket i forgårs. Det er vidst ret tydeligt at jeg er hårdt ramt. Men hvem fanden ville ikke være det?
I 4 år har jeg tilsidesat alt for ham. Gjort hvad han har bedt mig om, givet ham min krop, min sjæl og mine drømme - og hvad har jeg fået ud af det? Blå mærker, blodige sår og et hjerte der har seriøst brug for genoplivning. Jeg gjorde det for ham. For os forhelvede. Og nu er han skredet, han fandt en anden, der sikkert er smukkere, sjovere og mere like-able end jeg er.
Men helt ærligt, det er jo min egen skyld. Jeg har en fucking kandidatgrad og en halv phd - og alligevel var jeg for dum til at se at jeg lod mig udnytte og manipulere.
Og det værste er...
At jeg vil gøre det hele igen, hvis han banker på min dør i morgen.