Jeg var i jubilæumsstemning endnu dagen efter, at Finland havde vundet VM-titlen i ishockey. Jeg besluttede at gøre glæden fuldkommen og besluttede at støvsuge lejligheden før min kone vågner. Men støvsugeren ville ikke være med på festen, den sat sig i hak bag rynkerne af gulvtæppet. Jeg hev i slangen og tænkte: "Du skal være med, vil du eller ej." Støvsugeren hoppede som en skrubtudse, fløj et par meter, og landede lige i spidsen af min storetå. Ud fra min mund fløj en serie ord, som havde fået mig til at rødme, hvis der havde været andre finner tilstede og jeg dansede cha cha, som en af Le Lidos piger. Min kone vågnede, styrtede ud af sengen og da hun så mig med en himmelvendt fod gættede hun hvad der var sket. Selv om hun var søvnig, var hun parat til at lave skæg på bekostning af mig og spurgte: " Er det på den måde du fejrer Finlands VM-mesterskab?" Jeg kunne ikke gøre andet end at lave grimasser med min tandløse mund og humpede til den nærmeste stol.
Varsomt, meget varsomt, trak jeg hjemmeskoen af og sokken fulgte med - lige så varsomt. Ud af den farve min storetå havde, kunne man have troet, at jeg havde blå blod i mine åre (i tåen), neglen var hvid og strittede lidt op. Mette kom for at se på min skade og da jeg hørte hvordan hun hev vejret, udnyttede jeg situationen og skød tilbage: "Se der, blåhvid som det finske flag."
Hun grinede ikke. Så var den betalt.