Vi drikker kaffe i Hundige Storcenter. Sammen med resten af pøblen. Hælder du dine dagpenge ned i halsen. Jeg hader Hundige Storcenter. Jeg hader Hundige og hele proletariatet. Og Bilka. Gud hvor jeg dog hader Bilka. Vi køber billigt hakket kød og frostkartofler. Ligesom alle bistandsklienterne. Ingen friske grøntsager. For du har ikke råd til at tabe dig. Med fem meter afstand fra hinanden. Beundrer jeg. Hvor lidt jeg afskyr dig. Som en besættelse. Betragter jeg dig. Som du betragter discountvarer. Og jeg har brugt mine sidste kroner. På at købe en souvinier. Et par fucking, dyre fodboldshorts. Selv om jeg godt ved. At du ikke købte noget til mig. Og du kigger på mig. Tomhændet og siger tak. Men det gør ikke noget. For jeg elsker dig jo. Og jeg ved, at du havde mig med i tankerne. Hele den sommer. Og det er jo det vigtigste. For det er jo det der tæller. Der er gået tre år. Og vi har stadigvæk ikke afsløret. Hvor højt vi elsker hinanden. Som den kolde krig. Holder vi hinanden for nar. Så den fredag. Drikker jeg mig mod til. For nu skal det saftsuseme være. Jeg skriver en besked. Jeg har følelser for dig. Ikke så meget pis. Det kan du så godt lide. Og jeg ser vores børn for mig. To. Måske tre. Og dit efternavn. Med mit mellemnavn. Og du kan passe ungerne. For du har alligevel så meget tid. Så jeg kan danse rundt, som den moderne powerkvinde jeg er. Men lige nu. Lige nu danser jeg bare med en bajer i den ene hånd. Og min telefon i den anden. Der aldrig bipper. Selv om du er online. For Facebook sladrer altid. Og sammen med sommerens afbrændingsforbud. Forsvinder du. Og som dagene går. Indser jeg. At Petersen nok alligevel. Stinker for meget af Hundige Storcenter.