Verden bliver stående, også selvom du ik er hos mig længere. Egentlig har du jo aldrig været min. Ellers nogens. Kun din egen. Og det er først gået op for mig nu, at håbet om at eje dig blot var en illusion, et stykke af en bortkommen kulisse. Og når jeg sidder her alene og venter på dig, føler jeg mig dum. Når jeg egentlig godt ved du aldrig vil tage min hånd. Det var vel bare mig og mine dumme tanker, der fik dig til at være min. Og kun min.