Det gør ondt i mit hjerte at du fik mig til at føle sådan, hvorfor? Har du glemt os, det vi havde? Vi havde noget specielt, vi havde en connection jeg aldrig ville have været foruden, alle vores ture til norden og tilbage igen.

Jeg er sikker på at der er en mening med alt her i livet, at vores veje skiltes, at vi aldrig kunne få tingene til at passe sammen. Men det kommer, jeg er sikker på at det ikke er sidste gang vores veje skulle krydses, vi høre sammen på et højere plan, hvis ikke nu, så i et andet liv.

Du skal bare vide at du ikke er glemt, du vil forevigt være i mit hjerte, i mine tanker og jeg vil altid huske på dig, dit smil, dit glimt i øjet. Jeg er dig taknemlig.

Kan du huske dengang i bilen, vi kørte ind til siden, du kiggede mig dybt i øjnene og observerede solens stråler ramme mine brune øjne.

Alle vores sange, når jeg bad dig synge for mig, "Im looking through the glass", "Bother", "Vermillion" og mange flere, hver gang jeg høre dem, tænker jeg på dig. Jeg har en video hvor du sidder og synger for mig, du ved ikke jeg filmer, men det finder du ud af, jeg grinte så meget.

Du virker meget forandret, jeg er glad for at jeg kan mindes denne side af dig og ikke denne nye side. Jeg skriver heller ej decideret til dig, men måske for at lukke kapitlet helt mit eget liv, det har været svært, da jeg ofte tænker på dig og stadigt elsker dig. Jeg savner dig og mig og det vil tiden nok aldrig kunne ændre på, måske fordi jeg ikke lader den, men jeg har besluttet nu at vie min krop med et evigt minde.