Hej William,

Det er helt uforståeligt for mig, at en så ærlig, modig og velskrevet tekst ikke har fået én eneste kommentar på 4 år. Men det synes jeg faktisk generelt er et symptom her på Fyldepennen, at de længere tekster nogle gange bliver ignoreret til fordel for de kortere, uanset indhold eller hvor godt skrevet de end måtte være. Det er synd og skam, for din tekst fortjener virkelig ros. Din historie er barsk læsning og jeg kan desværre selv genkende mange af de ting du har oplevet. Jeg er selv opvokset med en syg mor (dog selv fremkaldt af mange års druk) som også forsøgte selvmord. Jeg forstår fuldt ud hvad det vil sige at have behov for at lægge afstand, selv til ens nærmeste, når man føler sig svigtet på den måde. Det er ikke nemt når facaden krakelerer og det man troede var trygt og godt, pludselig viser sig at være helt forkert. Men jeg synes at du beskriver det så flot og skriver med en kæmpe indsigt, især overfor din far. Det virker virkelig til at det var dig muligt at gennemskue ham som menneske og dermed også forhindre selv at gentage de samme giftige mønstre som så mange bliver fanget i. I mit eget tilfælde så har det virkelig hjulpet mig at få disse ting ned på skrift og dele det med andre. Jeg har selv følt at ved at blotlægge disse oplevelser og mennesker som har "brændt" en, at en helingsproces er gået i gang for hvert ord skrevet. Mange af os har oplevet svigt, men noget af det allerbedste jeg har fundet at du kan gøre, at at dele det med nogen, i stedet for at lukke det inde. Om det så er at dele det med venner, familie, i terapi eller med "fremmede" i skriftlig form, så hjælper det hele. Du skriver brandgodt og jeg ved at din historie også vil vække genklang i mange andre der har haft lignende oplevelser. Tak fordi du havde lyst til at dele din historie. Jeg ved at det efterhånden er flere år siden at du har skrevet dette, men jeg håber på at du på et tidspunkt har lyst til og mod på at dele kapitel 2. Jeg håber på at se mere fra din hånd af her på Fyldepennen!

Mvh. Michelle