Helt enig med Mikala, det er alt for deskriptivt, der trænger helt klart til noget mere visuelt. Vis med nogle fysiske handlinger eller dialog, hvordan personerne skildres negativt/positivt i stedet for at beskrive det.

Det kaldes dog ikke forfatterkommentarer, det er noget andet. Det forsømte forår gør meget brug af forfatterkommentarer, hvilket ikke er tilfældet i din novelle dog.

VH
JL

Hej Tobias

Velkommen hertil med dine tekster.
Jeg læste her din debuttekst, og lægger mærke til et par ting, som du måske kan overveje i redigeringen.

Hele begyndelsen er god. Fine portrætter af byen med duftende brændte mandler og sne, gaver og travlhed. Det er vældig godt, og viser at du kan skrive. Så er det, at der sker noget med historien i visse afsnit. Som om forfatteren skal være helt sikker på at hans læser fanger pointen.

"Giv mig lidt, blot lidt, jeg ber' dig," hvisker han, og i et kort øjeblik fanger han mandens opmærksomhed. Manden stirrer tilbage på ham, (men der er ingen medlidenhed at finde i hans travle blik, ingen kærlighed for sin næste, og med en vred knurren i sin stemme brummer han):
"Åh, så forsvind dog din skide tigger! Udlænding! Skrub af, tag hjem til hvor end din slags rakkerpak kommer fra!"
"Jeg ber' dig, vær barmhjertig, jeg fryser sådan. Giv mig blot lidt til noget mad - eller bare en kop kaffe?" (Siger den magre skikkelse atter med sin svage hvisken. Han ser, med desperation i blikket, op på den skæggede mand - ham med pakken under armen. Den skæggede mand stirrer tilbage mod ham, og det travle blik i hans øjne erstattes med et vredt udtryk, der får den pjaltede skikkelse til at skutte sig frygtsomt sammen.")

Ovenstående, teksten i parentes, er, hvor jeg synes at det bliver til forfatterkommentarer, der stjæler fantasien og afskærer læseren fra at komme til konklusionen selv.

Min første tanke, da jeg læste historien var derfor "Den lille pige med svovlstikkerne ". Der er også et par fællestræk. Det ensomme, triste, fattige og nederst-i-hierakiet-menneske, der oplever så meget skidt fra de andre/de rige/de onde - og så dør og bliver reddet/lever videre og bliver reddet.
Det er ikke noget dårligt over, at skrive meget socialrealistisk, men det skal gøres med forsigtighed.
Jeg kan faktisk godt lide teksten flere steder, men synes også, at den skæmmes lidt af den tommetykke morale, og den måde hvorpå de onde er virkelig onde, og den gode er virkelig god.
Problemet opstår altså i forfatterkommentarerne, hvor det skæres unødigt ud. Når fortælleren presser holdningen ned i min hals.

Det er tydeligt at du holder af at skrive, så jeg håber at du vil dele flere historier med os. Herinde får du kritik på dine tekster, og skal selv give. Det er noget, som vi forfattere lærer en masse af, fordi vi får første læsers første blik. Derfor håber jeg heller ikke at jeg har skræmt dig med denne kommentar. Jeg ville aldrig gide skrive så langt, hvis ikke din tekst rørte mig på et eller andet plan.

Mikala