God skildring af alderdom og den bitterhed, der ofte følger med erkendelse af forfald. Du er god til direkte tale - var vild med farfarens syrlige kommentarer om plejehjem. Har du læst Jens Blendstrups "Gud taler ud??". Kom til at tænke på din farfar som faren i den bog. Flot sprog også.

Jeg vil dog lige tilføje, at til allersidst er det da meget smukt at skæbnen så at sige genforener far og søn, og det er da et lyspunkt. Men det kunne have været større, mere dramatisk opløftende.

Ikke lige min kop te. Personerne fremstår for mig som upersonlige og usympatiske, og barnebarnet allerhøjst som en smule lalleglad og smådum. Farfaderen virker som en gammel tvær starut og faderen i historien er helt periferær og kommer aldrig rigtigt ind i billedet. Så er der alle de mange små "bloopers" undervejs, og de rene fejl. F.eks. sagde Armstrong ikke: "It's one small step for man", men "It's one small step for a man", ellers giver sætningen ingen mening. Helhedsindtrykket var for mig, at du nok har nogle evner for at skrue en handling sammen, men at den så er grå og meningsløs og trist og egentlig ikke rigtig løfter nogen op, gør nok at det hele ikke rigtigt fænger for mig.

Hej Susan

God historie i godt sprog.
Det er dog som om den mangler et par forklarende overgange. F.eks virker det meget brat, at KIm efter så lang tids manglende besøg går ind og ser fjernsyn. Det kunne måske hjælpe med en sætning som: Efter lidt snak, sagde Johan godnat...eller lignende.
Hvorfor skal der ske noget med Kims mor for at Johan og søn kan forenes?
Teksten antyder da, at sønnen tænker på sin far, selvom han ikke besøger ham. Så ville han vel kigge ind i denne situation?
Ros: fiks og fornem forklaring omkring Kims alder, og troværdig dialog.
God afbalancering af typiske veninger og originale metaforer.

vh. Pia Hansen

Den er virkelig god.
Jeg forstod den straks, både alderen, den brækkede arm og storm.
Men en ting jeg ikke forstår: Mens hans livs kærlighed sygnede hen i sengen og blev mere og mere farveløs, forsvandt den ukuelige gnist aldrig fra hendes øjne. Han havde siddet ved hendes side mens syrentræet uden for vinduet iførte sig sit lyserøde skrud, mens solsortene sang deres seranader og mens den indigoblå himmel overgav sig til et tæppe af grå regn. Hun tabte kampen otte dage før årtusindeskiftet blev fejret af hele verden. Johan fejrede ikke længere den slags begivenheder. Hun tabte kampen otte dage før årtusindskiftet..... Mine syrener blomstrer altså ca i april... Så medmindre du følger kinesik kalender, er det noget af en fejlberegning:)
Kune Johan ikke blive forenet med sin søn på hospitalet, uden svigerdatteren skulle køre galt? Det er for urealistisk og opdigtet, efter min smag.
Men ellers virkelig god.

Hej Susan, her får vi så en skildring af en enkemand, der lever en ensom, triviel hverdag, der så pludselig bliver brudt, først af barnebarnets uventede opdukken, så mere dramatisk af ildebrand. Det er især Johan og hans lidt triste hverdag og minderne, som du skildrer meget nærværende, han kommer til at fremstå levende for en. Da hændelserne så ruller med ildebranden, da er det måske lidt som om det bare remses op. Men historien har så til sidst en god pointe. VH Mons

En velfortalt historie der berører et emne vi vel alle kender til.
Med alderen får vi ”gamle” jo lidt særheder.
Godt fortalt, og du rammer mange følelser helt korrekt, efter min ringe mening.
mvh. Michael.

Dit sprog er flot og malende, men pas på at du ikke svinger paletten for meget.

" Han havde siddet ved hendes side mens syrentræet uden for vinduet iførte sig sit lyserøde skrud, mens solsortene sang deres seranader og mens den indigoblå himmel overgav sig til et tæppe af grå regn."
Smukt,men lige på kanten af for mange sprogblomster.

Godt portræt af den bitre, gamle mand, men hvor blev stormen lige af - regned med, at den kom sammen med barnebarnet, og at de så blev tvunget til at være sammen evt. rede trådene ud og - ok, nu løber forfatteren vist a' med mig ;0)

Jeg kunne rigtig godt lide indgangen til Johans drøm.
Moderens ulykke virker en anelse for "plukket i sidste øjeblik". Den når ikke at vedrøre mig.

Men ellers er novellen et af de bedre bidrag til konkurrencen.

vh. Benno

Meget smukt sprog, meget malende med fare for at være lidt højtidig floromspunden til tider. Historien er lidt langsom i optrækket, men det er en fantastisk historie! Jeg kan rigtig godt lide twistet med branden og moren.

Godt gået!

Louise.

Meget fin beskrivelse af en gammel mand, mæt af dage, og så dog ikke alligevel. Med den rette tilskyndelse, kan man jo skifte retning og se fremad igen, og det handler din tekst her om.
Man kan tydeligt se denne gamle gnavpotte for sig, i al hans ensomhed, efter at have mistet hans livs kærlighed.
Og så er det ikke nemt at se ud over sin egen næsetip.

Dialogerne flyder net, nemt og naturligt og dit sprog er upåklageligt.

Temaet er godt valgt, og med godt med "kød på".

keep it up!

En virkelig god novelle! Din brug af sproget "maler" tydeligt situationerne - du har en gave til at portrættere historien, så den fremstår krystalklar. I mine øjn en perfekt, rørende fortælling. Jeg var solgt fra starten!

(Jeg er sikker på, at du når højt her i Ordkløverenes Dyst)

Mvh
Thomas

Ja, det er et rigtig godt sprog, - det er detaljeret, varieret og alligevel nemt at læse. Jeg kunne også godt lide plottet. Det var dog lidt svært at følge, hvad der skete, da der udbrød brand (her måtte jeg læse afsnittet nogle gange) og hvad der var sket med Kims mor.
Jeg kom til at holde af Johan og kunne genkende ham som den gamle rare, men til tider grovkæftede, støder, der lever i minderne om sin kone, hendes duftlys og magnetiske storme, men alligevel, som de sidste linjer fortæller, vågner op til virkeligheden og de levende. En god slutning, som jeg egentlig godt kunne have tænkt mig var uddybet og måske forklaret, - jeg er ikke helt med på, hvordan Johan har fået sin søn igen.
MVH

Goldbeck

Tak Susan for din fortælling.

Jeg blev grebet af den ro og værdighed der er over Johan, med hans ret til og ønske om at være gammel i sin ensomhed, og så det brud på det behov der kommer med barnebarnets opdukken. Endnu et bevis på at vi kun til en vis grad kan styre begivenhederne omkring os.

Din tekst er så vidt jeg kan skønne fejlfri og ihvertfald godt disponeret, så alt i alt kan jeg blot tilføje 'held og lykke med konkurrencen'.

Kalle

En enestående fortælling, der kommer helt ind under huden på en. Den er på en gang en smuk hyldest til to mennesker det har elsket hinanden til døden, og en gribende skildring af savn og glemsel. Dette er en fortælling jeg vil huske længe.
Jeg kan lide den stille storm du beskriver i nordlyset, som du rigtignok skriver er en magnetetnisk storm fremkaldt af et soludbrud.
Jeg har ikke så meget konstruktiv kritik, men lidt er der.
Jeg stødet på nogle skrivefejl, men det var ikke noget af betydning. Imidlertid vil jeg foreslå dig at se på slutningen. Revuder om det virkelig er der fortællingen skal slutte. Genforeningen er en udmærket ide, men det er som om historien skal forsætte lid længere. Hvad sker der med moderen? Bliver far og søn forenet igen? Der er stof nok til en fortsættelse vil jeg mene.

En lille sjov ting om nordlys: Når det viser sig, er der samtidig sydlys på den sydlige halvkugle. Der er bare ikke så mange andre end pingviner der ser det.
André Nørgaard

Rigtig god og fængende historie med et virkelig fint og malende sprogbrug. Du havde mig fanget lige til slut, hvor min oplevelse af historien bliver lidt ødelagt af slutningen, som forvirrede mig. Jeg opfattede først senere, at farfaren og Kims mor er indlagt på samme hospital. Jeg kan godt se din idé med genforeningen, men den virker forceret og for usandsynlig efter min mening. Ellers super godt!

Det er en fin fortælling, men den afsluttes alt for brat. Den må kunne afrundes bedre. Men ellers er det meget fine portrætter af den gamle mand og barnebarnet, og en fin dialog.
Kåemer

Jeg kan godt lide dit sprogbrug - og kan se jeg ikke er den eneste - men der er noget der ærgre mig i starten af din novelle. Det starter ganske med det med pilleglaset osv, men så kommer der en lidt grov overgang til hans kone og hans gyngestol. Du tvinger det frem istedet for at lade informationerne komme af sig selv. Giv dig selv lidt bedre tid. Det er det samme når du fortæller om hans påske, hvor ensom den er og så går du direkte over til at sige: Dengang Nora havde fået diagnosen.. Det er igen for tvunget, der knækker dit ellers så flydende sprog. Du kunne have lempet det lidt mere forsigtigt ind - men er selvfølgelig bare min mening (:.

"Duften af skov hang i luften og beroligede ham med sin velkendthed" Jeg er helt vild med den sætning. kan godt lide den ro du vise i din måde at skrive på - bare pas på du ikke bryer den! Den er svær at holde en hel novelle igennem..

Men alt i alt er det en god historie - det er kun lidt finpudsning. Godt arbejde!

/Astrid

Du kan dit håndværk når det kommer til at skrive. Jeg læste uden på noget tidspunkt at studse over noget eller lade mig irritere over dårlige billeder. Meget flot arbejde.

Din personkarakteristik af farfaren er også meget fin, men mange gode detaljer, som til sammen tegner et billede af den gamle mand. Din holder dig i øvrigt helt konsekvent til en alvidende fortæller som kun har indblik i farfarens tanker - meget fint. En dårligere forfattere kunne let være fristet til at springe over i Kims hoved.

Plottet er ikke helt på omdrejningshøjde med ovenståede kvaliteter. Første gang jeg undre mig er da Kim bare går ind og ser fjernsyn. Det virker som et bræk i handlingen og en utroværdig måde at opfører sig på, når man kommer på besøg efter mange års fravær. Jeg fik heller ikke nogen informationer om at Kim skulle overnatte. Slutningen er igen lidt pudsig. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om man skal se den som et nyt håb eller hvad? Kims mor har været ude for en trafikulykke og ender på samme hospital som Johan - så Johan kan gense sin søn. Hvis man ikke gider se hinanden i familien, vil dette nok ikke ændre stort på det, tænker jeg. Lidt øv, når du nu er så dygtig en håndværker.

-christian

Flot og velskrevet historie, der beskriver livets aftenskumring på fineste vis.

Jeg har ikke så meget nyt at tilføje, fangede barnebarnets alder (som ældre i hvert fald - du kan ikke gå ud fra at læseren regner med at fortælletiden er nutid) uden problemer, og synes også slutningen blev for forjaget.
Symbolikken er stærk, og netop derfor er det synd at den ikke fylder mere, der kunne du med fordel have skåret ned i starten af novellen i stedet.

Pilleglasset er også brugt rigtig godt til at give hints om hans intentioner undervejs.

Held og lykke i konkurrencen!

/Mette

" Han havde siddet ved hendes side mens syrentræet uden for vinduet iførte sig sit lyserøde skrud, mens solsortene sang deres seranader og mens den indigoblå himmel overgav sig til et tæppe af grå regn." Meget smukt.

Ligeledes denne:"Gyngestolens knirken mod verandagulvet blev overdøvet af græshoppernes flittige orkester." Der er flere, men jeg nøjes med disse to.

Dine personbeskrivelser er gode især farfaderens
Selve novellen er velskrevet, og den holdt mig fanget.
V.h.
BEJ1

God kort titel, som pirrer, fordi den kan være symbolsk. Ekstra fint at du så også bruger titlen i teksten.
Det andet geniale er din gode brug af kontraster. Du kommer flere gange med ubesvarede antydninger (i starten pilleglasset - men ikke noget om hvad glasset indeholder - alene det pirrer spændingen).
Dit sprog er også flot malende. Måske bliver det lige lovligt rosenrødt i starten, hvor Johan nærmest virker lidt negativ og trist.
Du portrætterer den gamle mand fint. Der er nogle gode særprægede træk, som gør ham spændende. Så bruger du igen pilleglasset til antydninger uden svar. Selvom man sagtens kan gennemskue sagen, så kan man jo aldrig være sikker -altså mere spænding.
Kim introduceres på en fin måde - mere særpræg og mere rumlig facade på personerne.
Episoden med Kims mor er for kontrastfuld og kort, man kan ikke overskue meningen med den. Ideen er god nok, men den skal forberedes lidt bedre, eller gribes an på en måde læseren umiddelbart fatter.
Du har en smule slåfejl og du benytter et par klicheer, hvor du sagtens kunne have lavet dine egne.
De ubetydelige myreturer - først troede jeg det var en fejl, men det er faktisk en morsom kontrast, da man helt klart forventer betydelige myretuer.

Utroligt flot sprog. Har så mange favoritter, at det er svært at vælge. Men fx. denne "sprunget fra sky til sky og tæmmet solen med sin lykkes skjold." og denne: "Gyngestolens knirken mod verandagulvet blev overdøvet af græshoppernes flittige orkester." Du maler jo med ord. Det er en fryd at læse.

Din personbeskrivelse af farfaren er gennemført. Han har forsøgt at leve uden sin Nora, men er ved at løbe tør for kampvilje. Flot inddragelse af barnebarnet for at skabe den overraskende slutning.

Og særdeles flot med det sidste twist der dels forhindrer slutningen i at blive sukkersød, dels binder sløjfen vedrørende farfarens tanker om guds terningespil. (som jeg kan se at du selv har været inde på i en opfølgende kommentar - men det synes jeg nu fremgår fint af novellen).

Nordlyset/den magnetiske storm for du dels inddraget, dels fortalt - og endelig er det titlen på novellen, fordi det er dét der får ham til at tænke tilbage / giver os hele handlingen.

Jeg var fanget hele vejen, fascineret af sproget, af personen, af skæbnen.

/Gitte

Hej Susan - ja jeg kunne da godt lide din novelle - nok ikke en overraskelse - besynderlig og mærkeligt at vi lige har tænkt i så ens baner! Meget velskrevet.
Held og lykke i konkurrencen!
/Sofie

Jeg vil da gerne komme med nogle uddybende kommentarer, hvis der er noget der er uklart.

Du spørger hvordan farfaderen brækker armen i sengen - det sker idet Kim, som har sovet på sofaen og er vågnet ved lugten af røg der vælter ud under den aflukkede soveværelsesdør, kommer ind i det brændende rum og hurtigt trækker sin farfar ned på gulvet så han ikke bliver fanget i flammerne. Han tager automatisk fra med armen, men der skal ikke så meget til at brække en gammel knogle.

Kims mors ulykke hører vi kun om via den ene side af en telefonsamtale, som Johan lytter halvt om halvt til. Det har til formål, ved skæbnens ironi eller Guds straf som Johan tænker, at placere hans søn Peter på samme hospital som Johan, således at den dobbelte ulykke egentlig medfører en genforening i stedet for den afslutning, som Johan havde besluttet sig for.

Kim er naturligvis ikke længere 15 år. Det var han sidst Johan så ham, ved Noras begravelse for ni år siden (lige før årtusindeskiftet).
"Sidst jeg så dig, var det din plan at kysse alle pigerne til dimissionsfesten," mindedes Johan og så den 15-årige lømmel for sig. Han kvalte et smil i skjul af en tår øl.
"Der er vist løbet meget vand i åen siden dengang," svarede Kim..
Stormen synes jeg nu har en vigtig betydning i historien. Den magnetiske storm som nordlyset også kaldes, får Johan til at tage beslutningen om at tage en overdosis af sovepiller, da han i lang tid har været bitter og ensom og mindes de lykkelige tider med Nora, som elskede dette lysfænomen, da nordlyset igen viser sig for ham på himlen.

Det blev en længere smøre, men håber det kunne kaste lys over dine spørgsmål. Tak fordi du gav dig tid til en grundig og uddybende kommentar :)

Vh Susan