Hej Sofie
God tekst, viser hvor "nemt" det er, at blive misforstået og set som en "belastning" i psykiatrien. Jeg har selv prøvet mange gange at blive afvist på akutmodtagelser og generelt i psykiatrien. Tog ca. 5 år, før der var en der så mig, og satte ting i gang.
Det er ikke fair, at man skal kæmpe for hjælp, når man ligger ned.
Vh Camilla
(har set dig på tiktok, sejt at du fortæller om din historie).

Ja det er nemlig helt rigtigt, de skal ikke gemmes væk og er perfekte som de er. Sjov måde du har fortolket det på :)


Anne

Hold da kæft et stærkt digt. Det minder om det jeg ligger op lige om lidt. Ord mod ord er en lorte-situation. Jeg føler med dig. Tusinde tak for at dele og for at lade mig læse dette. Det rammer mig
Kram

Hej Sofie.
Nu har jeg læst dit digt 2 gange.
Undskyld er et fattigt ord, når man har gjort stor skade. Det for du så fint formuleret ind i dit digt.
Jeg mærker din skuffelse og tristhed, det er meget dygtigt.
Tak.
Kærligst fra
Rebecca Rahbek..

Tak for at dele det med os, og jeg er glad for at du fortalte det til din veninde i stedet for at skulle gå med det hele alene. Jeg er vild med 'røg en smøg ... fløj ordene ud som røg'.

Puha... håber der er flest af de sidste...gode.
Voldsom liste, som gør mig trist at læse.
Poul.

Det er rigtig fint og skrøbeligt. Det er en opremsning - en slags huskeseddel, og jeg ved PRÆCIS hvad du skriver om, for jeg render selv rundt med sådan en seddel hver eneste dag og har to gange i mit liv undladt "kun at tænke tanken." Man skal derfor huske at tage sedlen op ad lommen og læse den op for sig selv når bølgerne går højt. Det må du love mig at du gør.

Der er ikke så meget lyrik over dit digt, men netop på grund af det virker det så stærkt. Der skal ikke pakkes noget ind når der er tale om en sådan "note to self". Er det med vilje, at du afslutter hver linje med et punktum, i øvrigt?

Jeg har også læst noget andet du har skrevet, og du er altså ret god.

#FreeTheNipple

og lad os venligst være som de højere magter har skabt os.
Tak for denne lille hyldest til de kvindelige former.
Mvh :Adam.

Selvfølgelig skal du det. Tænkte også mere fremadrettet :-)

Hej
Fint og brutalt digt.

Du begiver dig virkelig ud i selvbiografiens univers. Bekendelseslitteraturen har kronede dage for tiden, så der rammer du spot on.

Min eneste anke mod dit digt, og det er en lille en, er, at du burde droppe dine rim og omvendte ordstillinger. Du har et fint sprog, og det bør sættes fri så meget som overhovedet muligt. Lyrikken behøver ikke rim mm. for at springe op fra siden.
Det er dog klart en personlig betragtning fra min side. Jeg skal jo ikke, på nogen som helst måde, bestemme, hvordan andres lyrik skal være :-)

ClPollux

Well, shiiiiiiiit!!!! Stærkt, på den voldsomme måde, igen.

Jeg kan ikke rigtig forholde mig til og blive enig med mig selv om, det virker som et digt. Dertil er mine (digt-)redskaber for begrænsede og ordene for rå og voldsomme.

Mine tanker fwiw:

Jeg er normalt ikke begejstret for en titel, der er så meget et give-away om, ”hvor” vi skal hen. Her virker det dog sublimt i kombination med de fire første linjer. Jeg er fanget mellem at føle det lyse og glade i beskrivelserne, og så - med titlen in mente - at vide, at det bliver mørkt om lidt.

Du formår netop den overgang uden, at det bliver kammer over i at blive for mørkt. Ej heller for skrigende ala se min smerte. Men blot nøgtern og langsomt ledende mig som læser ind i mørket, og ligeså langsomt ud igen; eller i hvert fald tilpas ud til, at det omhandler konsekvenserne og efterspillet, snarere end selve handlingen/oplevelsen.

Som en overordnet observation: Hvis man har læst noget andet fra dig og din bio, er antagelsen, at dette rent faktisk skete for dig. Hvilket ikke er for at stikke næsen i, hvorvidt det er tilfældet. Det er modigt, hvis det er tilfældet, men jeg nævner det mere, hvis det ikke er tilfældet, og du ikke ønsker, at læsere springer til den konklusion.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er en novelle gemt i de ord. Fordi du tager mig på en tur af ”oh no, what next” adskillige gange med få ord, uden at gøre det overvældende kun for at overvælde mig som læser. Med tanke på hvad du selv fortæller om dine bevægegrunde for at skrive, kan jeg bare sige, at jeg har haft utallige oh snap, where did that come from-momenter af selvindsigt. Hvilket ikke var sket uden et længere format, som krævede, at jeg gravede lidt dybere. At jeg skulle se både det onde og det sårbare (og alt midt imellem) i mig selv, for at formå at beskrive onde og sårbare handlinger/sitautioner. Jeg ved naturligvis ikke, om du tænker, at det ville være sundt for dig at grave de spadestik dybere, om du har lyst til det, om du ønsker at skrive længere format, og skal egentlig heller ikke blande mig i det. Jeg skal nok undlade at stikke endnu længere af ud af den tangent, men jeg ville ikke afslutte uden at nævne det, fordi jeg føler, du formår en god story arc med en følelsesindlevelse, som kunne blive til en superb novelle.

Stærke sager, Sofie. Tilpas stærke til at jeg næsten ikke kan nænne det, men fwiw får du min, dybt subjektive, følelse af dit endnu mere dybtfølte digt.

Jeg er enig med Claus i, at flere linjeskift vil pynte, men også enig med ham i, at det ikke er mere nødvendigt end, at det kun skal være, hvis du vil have det nye tempo.

De første fem linjer fortæller i mit hoved fire forskellige "ting" og ikke fem. Nummer to og tre er det samme; i to forskellige beskrivelser. Anden linje drukner lidt i den, sammenligneligt, lange tredje linje. Hvilket er ærgerligt, fordi kniven er, for mig, et stærkere billede end togskinnerne.

Jeg kan sagtens se, hvorfor du vælger at bruge anførselstegn ved kun. Netop derfor synes jeg, du skal stole på, at læseren selv oplever det, du vil fortælle, i stedet for at fortælle det så aktivt. Effekten vil være stærkere uden.

Sidste linje bliver en smule tung i rumpen. Ikke kritisk så, men lidt. Hvilket er nok til, at jeg også her vil kalde det ærgerligt. Når nu det er her, du slår pointe-sømmet i. Altid, hver dag eller hele tiden....blot for at kaste tre rå tanker afsted som forslag, du sikkert kan gøre bedre :) Jeg ved godt, at det er en lidt en vinkel, end det du faktisk siger. Men jeg er sikker på, at du godt kan stole på, at læseren kan drage deres egen slutning. Hvis du gerne vil beholde den nuværende mening, så måske: på dårlige dage (eller på de dårlige dage).

Eftersom det er min første kommentar til en af dine tekster, og jeg kan se, det er tema: Alt det bedste. Med digtene, og langt vigtigere med livet :)