Hej Signe,

woauw for en tekst! Hvor kender jeg godt til den følelse af, i første strofe, at binde sig selv og svinde ind. Og at finde friheden i fraværet af frygt, i fortabelsen, i at glemme sig selv. I ikke-væren.

"Jeg tænker, ergo er jeg til. Jeg føler, ergo tilbliver jeg".

Du skriver fremragende i denne tekst og i den anden delte, "Tre meter", med en klar rytme og komposition, autencitet og nedskreven nærvær. Jeg vil dog også sige at jeg, med al respekt for jeg er dybt imponeret af begge tekster, at titlerne er lidt kedelige. Netop titler har jeg selv sværest ved, og tænkte engang at de var ubetydelige. I en digtsamling er de det selvfølgelig også mere end her! Men særligt med så autentiske tekster i 1. person tror jeg det er vigtigt med titler der fæstner sig i hukommelsen hvis teksten skal forblive aktuel at genlæse for læseren. Selvfølgelig er det ikke nødvendigvis et mål at skrive til eftertiden, særligt med aktualitets-digte der foregår relativt i nu'et, men stadig.. titler er en kunst i sig selv!!!

Mvh Ansu