Hvis jeg må vende lidt tilbage:

Vi husker René Descartes' forsøg på at finde et grundlag for erkendelse. Han sagde da, at man kunne begynde med: "Jeg tænker, altså eksisterer jeg."
Det fører nok for vidt at sige det modsatte: "Jeg tænker ikke, altså eksisterer jeg ikke." Dette udsagn er jo selvmodsigende! Så vi kan ikke bruge det om os selv.
Men vi kan da ty til at sige: "Denne snegl tænker ikke. Ergo eksisterer den ikke. "
Men det er heller ikke rigtigt.
Derfor er Descartes' udtryk ikke et absolut eksistenskriterium.

Og jeg tror heller ikke, at det skal forstås sådan.
Men derimod på denne måde: "Jeg tænker, derfor VED JEG, at jeg eksisterer."
Og det er jo ikke helt det samme. Til gengæld forekommer det at være sandt.

Vi må også huske, at livet er meget ældre end renæssancen! Det var der også før den bevidste tænkning opstod.

Det er fristende at sammenligne narkose - koma - med døden. Men det er i så fald en død, som vi kan vende tilbage fra. Og herved ved vi trods alt, at koma ikke er døden. For døden vender man ikke tilbage fra.
Skulle der alligevel være liv efter døden, vil det være et andet liv, som man intet kan vide om. End ikke troværdigt gætte på.
I det spørgsmål må jeg støtte mig til Kai Sørlanders bog: "Det uomgængelige."

Men givet, at man kan vende tilbage fra koma, må vi konstatere, at koma ikke er døden.
Det kan idethøjeste være noget, der bringer os til en vis forståelse af, hvad døden indebærer: At døden er livets modsætning. Døden giver os samme følelse, som vi havde, før vi blev født. Noget helt uden eksistens og væren.
Vi havde ikke en levende sjæl før fødslen. Selv tror jeg heller ikke, at vi har en efter døden. Eller imellem fødsel og død.
Sjæl/legeme dualismen er ironisk nok noget, som ikke mindst netop Descartes har medvirket til troen på.

For mig er det lige så absurd at leve efter døden som før fødslen.
Narkosen påvirker ved kemiske metoder. Kemien påvirker vor egen kemi.
Det er altså vor kemiske materie, der bedøves.
Hvis der var en selvstændig sjæl, burde den ikke påvirkes af narkosen, da kemi ikke bør skulle indvirke på åndelige ting. Så burde narkose ikke kunne berøve os bevidstheden.

Men ét ved vi af erfaring - med samme sikkerhed som Descartes indså tænkningens betydning: At i spørgsmålet om døden og hvad eventuelt kan ske derefter - der bliver vi ikke alle enige. Her vil uenighed og tvivl nok altid herske.

Niels Buus har begået en fremragende og meget inspirerende tekst.

Venlig hilsen Dino.