Din fortælling vokser, efterhånden som man 'kæmper' sig igennem den. Første afsnit er fuldstændigt ligegyldigt, og jeg ville ønske at du lagde flere kræfter i detaljerne - lys, lyd, andre personer...
Alligevel kan jeg godt li' din historie - den er dejlig uskyldig, og midt i det hele smider du en sætning som 'Der er nok tanker inde i mit lille hoved, tænk hvor mange, der må være inde i hans!' i hovedet på din læser - den er god.
Jeg er en stor tilhænger af åbne spørgsmål - alt skal ikke forklares - men hvad er det for nogle sår ?

Fin lille novelle om dét, der ligner en bagatel: en blodprøve. Jeg forstår dog ikke helt slutningen. Er der i øvrigt en grund til, at du gang på gang sætter to punktummer, når der kun skal være ét?