Rambo - the untold story (kunne man fristes til at sige).. Krigsveteraners liv og mareridt var måske en bedre titel. - Det er tydeligt at du har talent, stort talent, men du mangler professionalismen. Hvad mener jeg så med det? Jo, - hvis du skærer ned på de sublime beskrivelser så der bliver en jævn gang i teksten hvor beskrivelserne ikke overdøver sig selv, så kan du nå rigtigt langt, bredt og højt. Bravo.

Det er nu 3½ time siden jeg læste din novelle, og har siden har jeg tænkt på, hvordan jeg skulle kommentere den, og jeg ved det endnu ikke, så jeg nøjes med:
Den var god.

Hej

En velskreven, interessant og sammenhængende historie.Dog er der også noget, som irriterer mig.
Du har komponeret historien på en god måde, for mig at se som en blanding af bevidsthedsstrøm og flashbacks. Dog er det vel en altvidende fortæller, der blander sig ind imellem? F.eks kan Johnny Cole vel ikke se arrene på sin ryg?
Det kan jo også være, at det ikke er tænkt som direkte bevidsthedstrøm. Nå, det virker nu meget godt uanset hvad. Det irriterer mig egentlig ikke.
Nu jeg er i småtingsafdelingen, kan jeg lige nævne, at der lugter af billig spiritus hjemme hos moderen - men hun dør af en overdosis? Er det ikke noget man normalt forbinder med tungt stofmisbrug? (og det har du ikke nævnt noget om)
De væmmelige oplevelser Johnny Cole har haft i barndommen tjener som en plausibel forklaring på de grumme handlinger han har udført. Og det virker heller ikke helt usandsynligt, at oplevelser og medicinindtag under en krig, kan have forstærket traumerne.
Det er skildret godt og troværdigt. Ikke desto mindre irriterer det mig, at det virker så ensidigt dystert. Moderen må da også have gjort noget positivt? Ellers havde de to børn vel næppe overlevet? Og så ville jeg ønske, jeg vidste, om hun var blevet sådan efter faderens død.
Selvølgelig er det husket af den voksne, og det eventuellle gode, kan jo nok være fortrængt af de overdrevne og grusomme straffe. Det samme kan gøre sig gældende, hvad angår søsteren, der portrætteres som noget nær en engel.
Så da dette vel er Coles tågede erindringer, tror jeg, at jeg så nogenlunde køber det. Men det irriterer altså lidt.
Det der nok irriterer mig mest, er dog slutningen. Du har brugt en hel historie på at fremmane uhyrlige oplevelser - dog afbrudt af fisketur og samvær med søsteren - men slutter som om det allerværste er, at Wendy er hans søster. Det er vel værre, hvad han har gjort mod hende?
Nå, jeg skal lige huske at fremdrage, at det er meget flot, som du dølger hvem kvinden er - og sådan set også flot at du kan blive ved med at hale grumme overraskelser frem.
Sproget kunne måske blive flottere, men er ikke dårligt eller forkert. Det er blot nogle få ord hist og her, hvis effekt måske skærpes ved at bytte lidt rundt på syntaksen.
Alt i alt en god historie, og en udfordrende tekst.

vh. Pia H

Super god novelle, som fastholder mig fra start til slut. Alt det positive, som jeg har at sige, er allerede sagt af andre kommentargivere.

Du skriver meget flot, flydende og behersket.
Desværre havde jeg meget svært ved at forstå din novelle til fulde - hvordan den egentlig hang sammen, og hvad der skete og ikke skete, samt de forskellige flashbacks. Jeg blev også i tvivl om, hvem Johnny er?
Men rigtig fin historie, som fastholder læseren fra først til sidst.
Held og lykke i konkurrencen!

Spændende og velskreven. Historien læser næsten sig selv, nå man først er i gang. Her var storm i dobbelt forstand.
Hilsen
-levi

Virkelig fed historie...
Det er en af de bedste jeg har læst. Jeg blev fanget fra starten af :-)

Mvh. Marie

Hej Michael.

Tak for kommentaren.
Jytte

Hej Mikael

Jeg synes nu din tekst har mange kvaliteter.

Men jeg vil lige prøve at forklare, hvor jeg står mht. konkret/abstrakt , åben/lukket-læsning i en tekst (og i din), for jeg er ikke sikker på det lykkedes mig i kommentaren.

Altså, der hvor jeg synes man skal være konkret, er når man beskriver hvad personerne gør og siger (show it, don’t tell it). Det synes jeg også du gør, og det er bl.a. fint, som du gør alle dine flashbackscener ret konkrete og sceniske. Jeg synes bare du kan gøre det endnu mere, især i scenerne på gården.

Der hvor jeg synes man skal passe på med at være for konkret/eksplicit, er når man beskriver hvad personerne føler, og til dels tænker. Hvis man beskriver personernes konkrete handlinger (show), vil det oftest være tydeligt for læseren, hvad personen føler, uden at man behøver fortælle det (tell). Der synes jeg nogle gange du overforklarer hovedpersonens følelser, og f.eks. i scenen med faren i båden, forstår jeg udmærket hvor vigtigt øjeblikket er for hovedpersonen, uden at du fortæller mig at der breder sig varme og glæde i kroppen og han føler sig lykkelig. Her synes jeg, at man skal overlade mere til læseren, og lade teksten være mere åben.

Og det kan vi jo bare være uenige om, jeg ville bare sikre mig, at vi forstod hinanden.

Mvh. Kristian

Hej Mikael

Lidt forskellige kommentarer:
- Godt setup med en martret krigsveteran der er blevet eneboer - set før, men udansk og med masser af potentielt indre og ydre konfliktstof.

- Jeg er ret vild med den hund der ligger fastklemt fra start af - det gør at historien griber mig med det samme.

- De konkrete ting, hvor han rydder op efter stormen, brænder affald af, skyder hunden, mm. fungerer rigtig godt - de dele kunne du godt fortælle mere om, og konkretisere yderligere.

- Til gengæld synes jeg godt du kan skrue ned for følelserne i de mange flash-back scener, hvor han føler så fandes meget (”han havde følt sig lykkelig i dette korte øjeblik”, ”elskede sin søster mere end alt andet på jorden”, og lign). Dels fordi det bliver lidt klicheagtigt, men især fordi man sagtens kan læse sig til det, gennem det han gør med søsteren/morderen/faren/konen, uden at du behøver eksplicitere det for læseren.

- Selve plottet er lidt for patetisk og storladent for min smag - jeg kunne godt tænke mig det mindre dramatisk - og at datteren og faren interagerer mere.

- Jeg synes at kun det er hovedpersonen der rigtig får liv - resten bliver nogle meget forenklede typer - er vores relationer til andre mennesker ikke altid mere komplekse, end dem du beskriver her?

Flot beherskelse af sproget og efterdønningerne af krigen hos Cole. Er Johnny og Cole den samme?

Jeg synes handlingen vedrørende Wendy bliver lidt mudret; det måtte gerne stå lidt klarere frem, selv om det tydeligvis er noget, Cole ikke vil huske. Rigtig flot.

Umiddelbart så jeg Cole som en yngre mand (måske i 30'erne), derfor måtte jeg revurdere mit billede af ham, da hans datter var i 20'erne.

Louise.

En rejse i den sorteste sjæl. God tekstbehandling, der holdt mig fangen til sidste linie.
Mvh. Michael.

Uret, en genstand og/eller en tilstand? Genialt til denne fortælling, hvad enten det er bevidst eller ej.

En dyster og skæbnetung fortælling uden glæde. Selvom den er nogenlunde let at forstå, er den ikke let at læse - og det skyldes ikke ord- eller stavefejl, ihvertfald ikke i nævneværdig grad. Du har osse opdelt teksten i gode afsnit, så overblikket ikke mistes.

Ikke alt siges i denne fortælling, meget skal man tænke sig til, og det kan jeg så lide eller det modsatte, det har jeg ikke besluttet endnu.

I skrivende stund har jeg givet din tekst karakterer, men efter at have læst de øvrige kommentarer og efter at have læst teksten igennem lidt grundigere, rykker jeg dig et trin op ad skalaen.

Go' vind med konkurrencen.

Kalle

Jeg har svært ved at forstå historien, som er grusom. Men manden har jo mange traumer at slås med.
Jytte

Der er ikke mange solstråler i denne deprimerende fortælling.

Portrættet af Cole giver til gengæld god forståelse for hans afstumpede handlinger.

vh. Benno

Denne novelle var helt igennem fantastisk, og jeg sidder tilbage med blanke øjne. Stakkels mand med alle hans traumer og erindringer. Jeg kan ikke andet end have medlidenhed med ham uanset, hvad han selv gjorde.
BEJ1

Ja, du behersker sproget med gode billeder og fantasifulde farver. På det plan er du i gruppe med de bedste. Temaet med den forkvaklede opvækst er også fin.
Det der generer mig mest i teksten er din gentagne brug af førdatid. Det vrimler med havde - op til 2 gange i hver linie. Et par steder slår du genialt over i datid - (han havde efter lang tid fået hende op. Hendes øjne tindrede = fin datid).
Førdatid lægger en dum distance til tiden for handlingen - mens datid er mere nærværende -se blot din egen sætning - øjne tindrede = mere nærvær end hvis du skrev - øjne havde tindret (som du faktisk gør på side 4).
Jeg synes også du kan introducere pigen noget tidligere - for det er først når hun kommer ind i billedet jeg fanges af din tekst for alvor. Slutningen er noget komprimeret i forhold til resten, og jeg måtte koncentrere mig for at følge med.
Du har ikke mange fejl grammatisk, men lidt slåfejl er der selvfølgelig. Cole bliver et sted til Johnny. Ufravendt stirrede - mener du uafladelig/uafbrudt? - Bliver i tvivl, selvom hun kigger uden at lade sig distrahere. Måske ville lidt tilsat show være bedre her end tell.
Wendys hang til depression - vel næppe en hang - måske tendens eller tilbøjelighed.
Men ellers fremragende tekst med godt tema, der kan gøres meget mere nærværende/fængende i datid.
Og komma - kan altid diskuteres, men du rammer pauserne. Jeg ville måske fravælge komma før og - selvom grammatikken påsiger det. Men det er en unødvendig petitessejagt.

Det er nu 3 dage siden jeg har læst denne novelle, og jeg har ikke kunnet finde de rigtige ord.
Det kan jeg stadig ikke - jeg forbliver mundlam.
Hvordan føles det gøre sine læsere stumme og uden ord?? Du skulle skamme dig.

Enestående, grusom og kaotisk..mere har jeg ikke at sige ;)

Jeg kiggede den lige igennem igen, for at finde noget kritik, for du skulle jo gerne have kritik også, men de kritikpunkter jeg havde mens jeg læste teksten, blev gjort til skamme, fordi historien snørrer sig sammen mod slut. En enkelt gang syntes jeg, at du overforklarede, men det kan jeg ikke finde nu, så det er lige meget.

"En kort raslen af strandskaller flød ind i hans bevidsthed, da han greb fat i det (uret), og han fornemmede sin søsters feberhede tilstedeværelse. "
En kort raslen af strandskaller...
- hvor får du det fra?

Med kun tyve ulæste tekster tilbage, er dette den mest vellykket billedrige, - du har metaforer på alt, og det er sjældent, at så mange metaforer stadig kan forblive præcise og relevante gennem en hel tekst, - men her er de jo en del af at fundamentet for 3. prs. fortællerens mentale tilstand, som må siges at være temmelig distanceret fra virkeligheden.
Selve plottet er også rigtig godt. Jeg blev overrasket til sidst. God Bless America. En historie om sindssyge og negativ social arv..

En spændende novelle og et flot sprog. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det hele fuldstændigt, men det er måske bare mig!? :) Din slutning var virkelig smuk og rørende!

Flot skrevet med suveræne beskrivelser. Selvom novellen er kort formår du ufattelig godt, at fortælle en langt længere, dyberliggende, og virkelig grusom historie.

godt skrevet.

Historien hænger fint sammen, men selve plottet er for mig lidt ugennemsigtig.

Imponerende novelle og godt skrevet. Der mangler lidt kommaer hist og pist, men det glemmer man, når man læser den.