Kære Mianah
Sikke en kommentar du har fået. ;-)
Jeg synes egentlig, du er lykkedes helt godt med din tekst, hvis den er henvendt til et ungt, kvindeligt publikum, der vil læse en kærlighedshistorie. En genre, der sjældent bliver anmeldt pænt. :-)
Jeg kan godt mærke hovedpersonen via hendes iagttagelser og overvejelser og synes at hun er ganske menneskelig.
Du har også gjort dig nogle kompositoriske overvejelser.
Jeg synes helt klart, at første del er bedst. Der ligger noget mellem linjerne i beskrivelsen af kæresten og man bliver nysgerrig på, hvem "du" er.
Jeg kan også godt lide beskrivelserne af kærestens omgangkreds og nogle af udtrykkene, fx "som et nys, der gik i sig selv" og "nøglehulsmad".
Om man kan lide den del, hvor hovedpersonen først har mødt "du", er nok et spørgsmål om smag og behag. Der synes jeg ikke, at der ligger så meget "mellem linjerne".
Men slet ikke dårligt! :-)

Kære Mianah Zoya. Af princip kommenterer jeg kun tekster hvis jeg har noget positivt ,at sige om dem---Men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Her er intet personligt nag i det. Det har intet ,at gøre med dit lidt fremmedklingende navn. Kun teksten tæller. Jeg sparker til bolden og ikke til manden ,som skrevet står --

Her forleden var jeg på restaurant i en mindre by i Nordjylland. Vi var nogle stykker og bestilte hver en ret af blandet indhold. Vi havde medbragt en hund og måtte derfor sidde udenfor ved fortovskanten, hvor der var borde og stole stillet op ---Opvartersken kom svingende med enorme tallerkner, hvorfra rene bjerge af den blandede rodsammenret hævede sig , og med et udtryk i ansigtet der mere end antydede, at det var da godt hun ikke selv skulle æde det hun serverede . Efter måltidet , vi efterlod det meste, blev vi tænksomme ,. og i et kort øjeblik forestillede jeg mig , i rollen som madanmelder: Vi indtog de bestilte retter, og til alt held havde vi medbragt en hund, og som den eneste i selskabet havde hunden en virkelig god dag , ingen andre orkede nemlig ,at spise det hundeæde som restauranten serverede----Jeg havde lidt samme fornemmelse ,da jeg tyggede mig gennem dit skriveri! For meget og for dårligt! Jeg hittede ikke en ægte følelse eller fornemmelse i denne uorganiserede ordstrøm. Jeg følte intet for personerne. Ikke antydning af hverken smerte eller vellyst. Jeg havde mest fornemmelsen af en mislykket familiefest., hvor den absolut umusikalske Onkel Peter sætter kronen på værket ved ,at forsøge sig som violinspiller --

Med alle hilsner.


Per Nilen.