Ubehageligt direkte og "skræmmende", men samtidigt flot, og ærligt. Tak fordi du delte

Ja, vi har det sgu lidt for godt i Danmark. Herlig ironi!

Man kunne jo sammenligne med Prædikerens Bog :)

Men en ting der ville være interessant ville være at skrive et digt med den modsatte påstand. Hvad hvis alt gentager sig?

Hej Mette, ja, tiden går, pludselig er det forbi. Det er en god formidling af stemningen omkring det, at tiden bare går og det, der er nu, forsvinder. Der er måske nok læsset meget på af ting, der siger det samme, men ellers meget smukt skrevet. VH Mons

Modigt af dig, at du tør kaste dig ud i de måske tungeste emne, sorg. Og du gør det rigtigt godt.

Man er så vant til plot og action, men den slags vil du ikke aflede læseren med.

Titlen giver en del væk, men det er fint, for konflikten præsenteres med det samme. Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke frivilligt var klikket ind på den - "En mors savn" lyder på en eller anden måde som noget, jeg har læst før.

Den del med veninden, som hun afskar kontakten til, er jeg personligt glad for. "Show, don't tell", når det er gjort godt!

Der er dog en del begynderfejl. Fx at Gitte bliver så hidsig over Jyttes ene (én) negative kommentar.
Eller at konflikten bliver løst, før den bliver introduceret. Jeg ville meget gerne have hørt om datterens forsvinden, før den tavse pige dukkede op. Af en eller anden grund formede jeg billedet af en (uden tvivl død) dreng i mit hoved, fordi jeg ikke fik historien i begyndelsen.
Dialogerne har andre påpeget.

Der er også nogle sproglige fejl, der er værd at nævne:
Der er alt, alt, alt for mange linjeskift. Sætninger, der efterfølger hinanden, skal være i samme afsnit - som minimum! Det er ikke et digt, du skriver :-)
Og så er der noget rod med nutids- og infinitiv-r.

Som et par andre kommentatorer følte jeg ikke for personerne. Der er alt for meget tell og alt for lidt show (ja, jeg vil mene, at klichéer hører under "tell"-kategorien, jvf. ChristianB's kommentar). Det er sjældent, jeg siger det, men historien kunne snildt have været en side eller to længere.

Det skal også pointeres, at en ekstra side eller to ville have gjort det til en rigtig god novelle. Det er et tungt emne, og der er perler i teksten, som ville skinne, hvis alt det udenomstående var mere solidt (veninden Marie, "Nu skal hun ud på en stor opgave. Men denne gang, ikke som sygeplejerske.", at gemme ansigtet bag makeup, etc.).

Der er noget lige ud ad landevejen ved denne historie, og så alligevel ikke. Plottet er ligefremt, men følelserne er det så langt fra. Jeg synes det virker realistisk at moren er så lamslået over datterens tilbagekomst, at hun ikke springer lige derind. Og pigen var tre da hun forsvandt, og har været udsat for tolv års lidelser af forskellig art; det ville undre mig hvis hendes mor kunne genkende hende.

Gitte tyer ofte til floskler når hun skal beskrive sig selv. For eksempel: ”Hun nyder at kunne være noget for andre, at kunne hjælpe nogen af de svageste.” (Det skal for resten være ”nogle”). Når man har læst eller hørt en sætning lidt for mange gange mister man som læser interessen, som når man har hørt den samme sang i radioen dag efter dag. Ved at finde på en ny måde at sige tingene på tvinger man sit publikum til at stoppe op og tænke sig om: Hvad er det jeg får at vide om denne person? Jeg kan for eksempel godt lide da Gitte endelig – næsten – finder en ’undskyldning’ for at lukke alle de undertrykte følelser ud, men at hun ”bobler af raseri” fortæller mig ikke noget om alle hendes frustrationer, skuffelser og ensomhed. Historien handler jo netop om "En mors savn", men jeg kunne godt tænke mig at få dette savn manifesteret lidt tydeligere.

Jeg synes historien indeholder potentiale til en rigtig spændende diskussion. Hvornår holder man op med at være mor? Hvordan takler man et ubærligt savn? Hvordan forstår man det uforståelige? Og selvom Gitte har fået sin datter tilbage i kød og blod, hvad er der så tilbage af den pige der forsvandt? I den sidste sætning kan Gitte endelig trække i moderrollen igen, men er der bare mere skuffelse forude? Dét kunne jeg godt tænke mig, at historien måske stillede et par spørgsmål om. Håber du har lyst til at arbejde videre med historien, det er et spændende emne.

Venlig hilsen Karen

Meget rørende og fantastisk historie, for at citere Teenagerliv ovenover. Du opfylder konkurrencekravene og dit fantastiske element er tydeligt.

Jin Oh

En fantastisk og rørende historie, som jeg meget gerne ville have en 2'er :-)

Hej Mette.

Det er ikke nemt at kommentere på noget, der ikke allerede er nævnt. Godt emne, hjerteskærende og vedkommende, og et sprog, der mangler en gennemlæsning(især for nutids-r)
Din kommasætning virker mange steder tilfældig. Komma sættes primært mellem helsætninger(der har både et grundled og et verbum), i opremsninger og rundt om indskudte sætninger.

Sidste linje er flot, dog burde du have sat komma inden "der", ikke punktum.

Det er bestemt en fantastisk historie, som er meget rørende beskrevet og stærk, men som forstyrres en smule af fejlene og inkonsekvensen i ord skrevet med stort.

Mvh. Cecilie.

Hej Mette

God og indlevende historie om det, som må være en mors værste mareridt. Men heldigvis sker det fantastiske...

Flere kritikpunkter er nævnt, ingen grund til gentagelse. Ville/burde hun være styrtet ind til sin datter med det samme hun fik nyheden? Måske, men jeg køber også,at hun bliver overvældet af følelser, og derfor må have styr på sig selv først. Ville dog gerne have oplevet deres genforening.

En fantastisk begivenhed - det er sikkert og set fra en synsvinkel, som ikke har været belyst i de faktiske sager, som desværre har været i medierne de seneste år.

Jeg elsker åbne slutninger og synes, du lader novellen ende på det helt rigtige sted.

Min eneste kritik går på det sproglige. Der er flere steder, hvor verber mangler nutidsendelser. Min dansklærer lærte mig at prøve med "prøve", forbi det er nemt at høre forskellen. Jeg vil give dig samme råd. Endvidere undrer det mig, at du vælger at skrive pige, datter og kjole med store forbogstaver og har linjeskift i den direkte tale.

Louise

Hej!
Det er bestemt ikke et nemt emne, du har valgt at kaste dig ud i her. At beskrive en genforening efter tolv år - det er alt andet et end nemt projekt, hvis det skal virke troværdigt. Jeg synes, du slipper okay fra det :)
Jeg bliver fanget undervejs i din historie, men oplevede flere gange at støde mod en hård mur af klicheer og alt for kendte talemåder, såsom følgende udtryk, der optræder i din tekst:
"lader den kolde bruser løbe for fuld drøn
med tunge skridt
Får hende til at glemme for en stund
at kunne være noget for andre
sat på standby
i det samme træder ind af døren
bobler af raseri
et kæmpe møgfald
en mand i starten af trediverne tager ordet
Tankerne kværner rundt i hovedet
Gitte rejser sig i en fart.
Hun kan ikke rumme mere i sit hoved.
bryder ud i gråd"
Det irriterer mig, at du anvender disse udtryk, for jeg bliver forstyrret af dem. Det ville være sjovere, hvis du legede lidt med sproget selv - især når du nu engang beskriver et så svært emne, som du har valgt! (det er et godt valg til denne konkurrence i øvrigt). Når det så er sagt, kan man næsten forstå hele handlingen ved at læse de ovenstående linjer som digt - så det er ikke fordi at du ikke kan beskrive følelserne - det gør du fint. Det ville bare være sjovere, hvis det var dit eget sprog og dine egne billeder, du brugte.

Hej Mette

Det er helt bestemt fantastisk, at gense sin datter efter så lang tid. Det er sket i virkeligheden, så det er realistisk. Tiden er også på plads, så alle konkurrencekravene er opfyldt.
Sproget er i orden, stort set jævnt glidende og almindeligt. Enkelte formuleringer hæver sig over de andre, f.eks den med at Gitte gemmer sit trætte ansigt med make-up. Det er vel noget ikke så få gør.
Plottet hænger sammen og bevæger sig fremad. Du får redegjort for situationen, der sker noget uventet og Gittes liv bliver næppe som nogensinde før.
Sådan set er det hele i orden, så jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke rigtigt bliver rørt.
Måske har jeg et stenhjerte, der forlanger, at kunne SE og næsten mærke personerne? Det kan jeg ikke rigtigt her.
Måske kunne du, hvis du altså vil røre en som mig, spille på lidt flere tangenter. Lade den tre-årige springe ud af billedrammen og kyle en porcelænskat ud af vinduet, dappe over gulvet, smile og vræle - så jeg tvinges til at se, hvem Gitte har mistet?
Måske lade et håb fare gennem hende ved synet af den tynde pige på hospitalet og lade Gitte mane det bort igen, fordi hun så mange gange har set sin datter i andre piger, grædt ved synet af cyklende børn, hulket efter en konfirmation, fordi det skulle være Nanna, der sad der ...
Nå, det er jo din historie, og visse læsere ønsker sig da også alt muligt! ;->

Pia H

En fantastisk oplevelse der ændrer en persons liv. Du har løst konkurrencens krav.
Dit titel er lovlig afslørende. Jeg blev meget hurtigt klar over, hvor vi skulle hen i handlingen.
Selvom oplevelsen er fantastisk (og realistisk med alle de sager vi har set i medierne) - så tror jeg ikke rigtig på Gittes adfærd, da hun får sandheden at vide. Hun vil ikke løbe på toilettet, men spurte ind til datteren. Jeg tror også, hun måske ville kunne genkende noget adfærd i pigens væsen, selvom der er gået 12 år. Især når det på dagen er præcis 12 år siden. Selvom det ikke er en total genkendelse, så bare noget der sætter nogle følelser i gang hos Gitte. Det ville også hinte lidt, hvis du ikke allerede gjorde det i titlen
Sprogligt har du temmelig mange fejl. Du bruger den alvidende forfatter som synsvinkel, så fortællingen bliver meget refererende og holder læseren noget på afstand. Af samme grund virker personerne noget flade. Lidt mindre tell og lidt mere show ville gavne, især i en så følelsesbetonet handling.
Emnet er fint, men skulle måske ikke lægge sig så meget op ad de sager, vi kender fra medierne. Længden på historien er perfekt. Ingen unødige gentagelser og langstrakte udsagn.

Bibelot

Hejsa Mette

Jeg synes du varmer op til et rigtig spændende plot her, og formår at beskrive din hovedperson særdeles godt, man kommer virkelig ind på livet af hende. Du får dælme fyret op for spændingen, da hun møder på arbejdet og det fortælles at politiet har fundet den nye pige, der ikke vil sige noget. Det er virkelig noget der driver en læse frem - og bestemt også mig.

Ja, du har nogle slåfejl/stavefejl, men det kan jeg sagtens se igennem, når din historie er så spændende. Jeg føler dog du har meget mere på hjerte, end den alt for korte novelle her. Jeg ville også gerne have hørt meget meget mere, og jeg føler du stopper for tidligt, som om du var kommet i tidsnød.

Mange hilsner Peter

Hej Mette, fin ironisk hyldest til det danske vejr, ja, hvad skulle vi ellers snakke om, det er jo blevet sagt så mange gange, at vi altid snakker om vejret, men når det komme lige i enden af hele din karakteristik af, hvad vores vejrlig gør, så får det en helt ny drejning. VH Mons

Hej Mette, det kan roligt siges, at den opfylder konkurrencekravet om en fantastisk hændelse, ja, nu vil jeg nødig røbe for meget for kommende læsere, men det er jo netop noget, som man har hørt og læst i nyheder flere gange, børn gemt i mange år. Jeg synes Gitte er fint tegnet, med hendes smerte og så hendes prof-facade på arbejdet, den sidste krakelerer så ved politiets besøg og afsløringen. Af bipersonerne synes jeg mest den evigt negative kollega er taget på kornet. Bestemt en god historie, men lige en formel indvending: skift til nye afsnit midt i replikker kan virke forvirrende. En enkelt korrekturlæsning kunne også have været på sin plads. Men ellers god hverdagsskildring med drama. VH Mons

Hej Mette,
Det er den helt tunge smerte, som behandles i din novelle, og jeg synes egentlig at du kommer godt rundt om det. Din kortfattede og kontante skrivestil egner sig godt til de følelser Gitte gennemgår og den sysnvinkel du fortæller historien i. Det giver et godt flow i historien.

Du skal også roses for at give en i sandheden fantastisk historie, et præg af realisme, som gør det hele mere troværdigt.

Selvom en historien er enkel, så er plottet godt skruet sammen med et problem, en opbygning og en løsning. Måske ikke stor kunst, men effektivt!

-christian

Min umiddelbare tanke var, at det var synd for teksten at den var skrevet til netop denne konkurrence, for den rummer så stort potentiale til at være fantastisk, men det er som om du har været begrænset af konkurrencekravet om at det højst måtte foregå over et døgn til at du kunne "lade historien rulle sig ud".

Jeg savner mere information om pigen, hvordan ser hun ud? Hvorfor kan moren/HP ikke genkende hende - har manden fx. ændret hendes hårfarve? + hvordan så pigen ud som lille / mere info om billederne derhjemme. Hvordan blev pigen fundet ude i skoven? Af hvem? Hvordan fandt politiet derefter frem til manden, når nu pigen intet har sagt?

Jeg synes du har fat i en virkelig god historie her. Der mangler bare noget "kød" på den, så man virkelig kan leve sig ind i den og lade den krybe under huden.

/Gitte

Jeg synes idéen med din historie er rigtig fin! :)
Men som det også allerede er blevet sagt, var der en del stavefejl/slåfejl og også nogle problemer med dialogen. Det er altid vigtigt at gennemlæse sin tekst, når man har sat det sidste punktum...
Jeg synes desværre, at den slutter alt alt for brat. Det er lidt som om, vi mangler at høre pigens historie.
Men du får i hvert fald dækket "en fantastisk historie" godt! ;)

Hej Mette!

Sikke en sød og rørende historie! Jeg synes, du beskriver Gittes følelser rigtig fint, og man får virkelig medfølelse med hende.

Der er en del småfejl, som for mit vedkommende er lidt irriterende, men de kan hurtigt rettes. Måske med lidt hjælp udefra?

Det, jeg synes, der er vigtigst at få rettet, er dialogen. Du skriver:

"Okay, kan være jeg kan få noget ud af hende. Kan se jeg skal havde hende i dag."
Svare Gitte mens hun gennemlæser tavlen på væggen, for at opdaterer sig om, hvilke personaler der i dag, har ansvaret for hvilke patienter.

Når du skriver noget som direkte tale, skal du ikke lave linjeskift bagefter. I stedet skal du skrive:

"Okay, kan være jeg kan få noget ud af hende. Kan se jeg skal have hende i dag," svarer Gitte mens hun gennemlæser tavlen på væggen, for at opdaterer sig om, hvilke personaler der i dag, har ansvaret for hvilke patienter.

Med et linjeskift laver du et alt for stort ophold i teksten på et dumt sted :) Derudover ville jeg nok ikke udelade grundledene, som du gør i netop denne sætning.

Men derudover er det en virkelig rørende historie. Godt gået!

/minoh

God start og god ide

Sprogligt halter fortællingen. Hver sætning får sin egen linie.

På flere punker noget urealistisk. Som at hun helt tilfældigt får sin egen datter, at det at pigen er dukket op efter så mange år ikke får nogen til at reagere anderleds end normalt.

Lige der hvor alt er klar tilk at nu kommer det -, nu skal vi høre hvad pigen har at fortælle.
Lige der stopper novellen.

Jeg kan virkelig godt lide din idé

Mvh. Gert Tind

Mange tak for alle jeres kommentarer som jeg selvfølgelig tager imod med glæde, altid skønt at få noget respons på hvad man burde gøre sig mere umage med.
Men der er dog en enkelt ting jeg ikke forstår. Flere af jer mener jeg skal øve mig i dialog, hvilket jeg naturligs højst sandsynligt også skal.
Men jeg kan ikke helt se hvad det er jeg gør forkert med min dialog, håber der er en der vil hjælpe mig med at gøre det lidt mere tydeligt.