Hej Minimimse.

Her en kommentar til din novelle, men jeg må desværre tilstå, at jeg aldrig ville have læst mere end de første 10-15 linjer hvis jeg ikke havde lovet dig en kommentar.
Problemet er, at handlingen overhovedet ikke interesserer mig, og jeg oplever den i begyndelsen som én lang opremsning af en landbrugsmedhjælpers dagligdag. Først da Nanna kommer på banen med sin snak om abort, begynder jeg at ane en historie af en art.
Så kommer afsløringen om Cecilie, og ... Jeg tvivler på at det er din hensigt, men fordi du aldrig går rigtigt i dybden med Mariannes følelser omkring barnet, kommer hun - i mine øjne - til at virke socialt afstumpet. Hun har tilsyneladende haft sin 2-årige datter i pleje hele barnets liv FORDI HUN HAR FOR TRAVLT MED GÅRDEN???
Som sagt kan jeg godt se, at det ikke er din mening at fremstille Marianne som mere eller mindre ligeglad med sin datter, men læseren mangler i dén grad nogle følelser omkring det hele. Det er i følelserne, historien ligger, for egentlig er jeg ligeglad med hvad de laver før og efter middagen, og hvornår henholdsvis barnet og Marianne går i seng.
Det samme er problemet ved hendes forhold til Dennis. Igen glemmer du at beskrive hendes følelser, men fortæller mig bare at hun da er glad for ham, og de aftaler så at de da kan prøve at være sammen hvorpå hun går i (sin egen) seng. Det giver mig et billede af at de sidder over for hinanden, bliver enige om det hensigtsmæssige i at slå pjalterne sammen, giver hinanden hånd derpå og går hver til sit.

Jeg beklager hvis min kommentar virker alt for kritisk, men du bad om råd til hvordan du kan forbedre din skrivestil, og mit råd er meget simpelt:
Du skal øve dig på at vægte dit stof, så du giver det vigtige MEGET mere plads, og det uvigtige MEGET mindre plads. Prøv at tænke på dit eget liv. Hvad er vigtigst for dig? Dine følelser eller farven på dine vægge?
For læseren der jo ikke engang kan SE farven på væggene, er det helt sikkert følelserne, så det er dem der skal fylde i historien. Ellers har jeg (stadig som læser) ingen mulighed for at forstå hvorfor din hovedperson gør og siger, som hun gør, og hvis jeg ikke har en chance for at forstå hende, bliver hun uinteressant for mig.

I teksten her ligger der faktisk to dramaer (hendes forhold til barnet og hendes forhold til Dennis), og hvis du dropper arbejdsbeskrivelserne, bliver der bedre plads til at de kan folde sig ud til den spændende historie som du garanteret også kan skrive.

Mvh
Eddie