En sort-sort-sort historie, næsten for meget. Jeg tvivler på at den vil fungere på film, da den, bortset fra indledning og afslutning, ikke er særlig visuel. Det meste af handlingen foregår på det indre plan, stream af consciousness, men som novelle er den fin nok, også med den filmiske indledning og afslutning. Ind imellem smører du lovlig tykt på, f.eks. at psykologen skal have forgrebet sig på sin datter - og at Nick ikke for længst har fattet Basses intensioner, virker ikke troværdigt. Der er antydninger af Nicks blidere følelser, f. eks. i de små stumper poesi, men de får ikke lov til at udfolde sig. Det er iøvrigt i disse få, lyse momenter vi ser ham som et levende menneske. - Denne "anmeldelse" ser vist mest negativ ud, men jeg ønsker at være konstruktiv, og at du kan skrive tvivler jeg ikke på. Kåemer