Hej Martin, sørgeligt, men sandt - vi har svært ved at tage os sammen som din jeg-person i teksten har det. Din skildring af den ensomme mand på bænken er god. Typerne findes jo rundt om i byen, men så kan man lige ske køre meget forbi en af dem. Det er en tekst, der sætter tanker i gang. VH Mons

Kommentar til "Manden På Bænken."
af Martin Hjortlund Nohns.

Det ligner for mig en drøm. Måske en drøm om engang at møde en far, som man altid har savnet.
Hvorfor skulle der sidde en sådan mand på en bænk altid? Og hvorfor bliver vi ikke skræmt væk? Hvorfor drages vi nærmere? Hvordan kan vi tro, at artigt venskab kan opstå? At visdom vil strømme til os fra den kloge mand?

Sådan er drømme. Usandsynlige og urealistiske. Men de har et skær af sandhed.

Martins sprog fungerer uden dog at nå svimlende højder. Jeg vil anbefale lidt skarpere brug af tegnsætning og lidt tænkepauser, hvor det besluttes, om der skal være komma eller punktum.
Men det væsentlige - fortællingen - er rigtig god. Ikke mindst, fordi den kalder på fortolkning.

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

Du er en af mine favoritforfattere herinde, fordi dine tekster altid er vedkommende og interessante. Således også denne fine lille perle af en kortprosatekst.

Som tidligere kommentar af Gitte Morsund er jeg også imponeret. Fin tegning af manden på bænken. Smuk tekst.

Mikala

Endnu engang brillerer du med at skrive, så man sidder limet til skærmen. Du kan noget med at skabe en stemning, så læseren bare er nødt til at læse videre. Meget tydelige scener. Stemningen realistisk og skræmmende. Alle de uforløste ord.

Småfejl. Spilde ned af s i n skjorte og ligge/lægge-problematikken. Men det er småting, - småting i endnu en god tekst fra din hånd. Mener du er den fødte forfatter. Virkelig.

Mikala

Jeg er helt vild med din novelle!! Virkelig godt skrevet, fantastisk enkelt og åbenlyst, hvad der foregår og hvad der tænkes. Og så at alle har en byrde på trods af den flotte facade, rigtig godt!

Argh! Ja, vi mennesker er jo så forskellige, men ventetider kan være utrolig laaaange (vist især for nogen af os).
Lige fået invitation, hvor der står: hvis nogen kommer for sent; må de selv betale entre!
-så ka' de lære det!

Hilsen
-levi

Hold da op en gribende og sørgelig historie.
Den stakkels far.....
God novelle, og flot beskrevet. Stormen er også flot beskrevet, hvordan den startede med de grå skyer, en enkelt dråbe, fire dråber osv.
Flot bidrag...

Uh, gys, hvor godt. Smertelig skildring af en stakkels skilsmissefars kejtede og akavede forsøg på at give sine døtre kvalitetstid. Øv, hvor tragisk. Rigtig god karaktaristik af teenage Sofie som er i opposition og af lille Ina, som stadig har lyst til at snakke med far, men som holdes tilbage af mor og Sofie. Hvor er det synd for Allan. Jeg gik på seminarie med én, Hans, som også nar skilsmissebarn. Han sagde engang: Hver søndag eftermiddag kunne man se en horde af enlige fædre, vandrende op over Valby bakke med hver deres respektive skilsmissebørn ved hånden... Det skærer én i hjertet at overvære fars forsøg på at overgå Thomas og det mislykkes jo i den grad. Skidegodt beskrevet, én af de bedre noveller.

afmagten stormer fra din historie, godt fortalt
Held og lykke
Tina

Jeg elsker dit sprog og din stil - og den er også med her, men alligevel "svigter" du mig lidt med denne tekst, som jeg ikke rigtigt ved, hvor du vil hen med. Som altid er det velskrevet og du er altid letlæst og fejlfri (fangede i hvert fald ikke noget) - men jeg savner den grundlæggende pointe i denne fortælling - så velskrevet den end er.


Mikala

Jeg er imponeret. Du skriver godt og flydende med realistiske dialoger og en spændende handling. Jeg er underholdt fra start til slut, men jeg er måske ligesom andre kommentargivere en smule lunken på slutningen. Småfejlene generer ikke ret meget fordi alt andet er så fint, men pas på med dem. Men absolut en af de bedste noveller, jeg har læst i konkurrencen!

Pessimistisk historie om et familieliv der ikke fungerer. Selve rejsen bliver godt beskrevet, men handlingen er alt for ensidig. Konklusionen på det hele er dyster og absurd.

Sproget er flydende, og twistet med, at det er børnene, der giver op overfor faren er fint. Jeg synes dog, at det virker lidt overdramatisk, at faren giver slip.

Jeg synes, at faren (ikke faderen men faren) ved novellen er normaliteten, den til dels protrættere. Personerne går hen og bliver lidt uinteressante. Den bedste personbeskrivelse er efter min mening Ina i hendes umiddelbarhed og den måde, hun "skifter side" ubesværet først fra mor til far og så frem og tilbage mellem faren og storesøsteren.

Louise.

Dens tema er jo velkendt. Skilsmisse og de konflikter der af og til følger med.
Stakkels far! Og Stakkels børn.
Den endte vel som forventet!
Gribende, tragisk.
Jytte Westendahl

Fantastisk velskrevet historie. Jeg læser med glubbende appetit fra første side og kulden mellem de to tidligere gifte voksne og antydningen af at børnene bruges i konflikten. Alle medlemmerne af familien slår sig på hinanden i en håbløs situation, hvor alle ser ud til at blive tabere på den ene eller anden led. Det er meget fint beskrevet af dig.

Det, der gør denne novelle bedre end gennemsnittet er at du fortæller de rigtige ting og lader resten stå hen i det uvisse eller bruger antydninger.

Hej Martin, fantastisk efter-skilsmissen-drama, som du ridser op her, med så godt som alle elementerne omkring forholdet til børnene. Vi får alle Allans tanker om hans eks, hans forsøg på at "give børnene noget natur" som han siger, og får opridset et forløb, der tydeligt afslører, at han vist ikke ved meget om børn. Der er virkelig indre drama i teksten, især med den rapkæftede teenager Sofie, og sikke et højdepunkt det når, da han giver hende lussingen og mobilen ryger ud. Det er en vellykket historie, og sproget fungerer fint. Et par steder glemmer du, at man ser det fra Allans synsvinkel, men det er kun få steder. Den sidder fint. VH Mons

En lidt trist historie. Men du fortæller godt og spændende. Men at lægge hånd på børn, og så sine egne, er utilgiveligt.
Superfortælling.
Mvh. Michael

Det er en virkelig velskrevet novelle med meget fine personkarakteristikker, og jeg var fanget fra starten. Du har formået at gøre historien meget levende, og man må bare læse færdig for at finde ud af, helt nøjagtig hvor langt ude Allan egentlig er. Ideen med udflugten er jo i og for sig fin, men slutningen bliver næsten lidt for utroværdig. Ville pigerne virkelig efterlade deres far på den måde, selv efter den frygtelige tur han har hevet dem med på?

Du har fundet et godt og solidt emne at beskrive, en skilsmissefamilie, som du får krydret med gode dialoger og fin spændingsopbygning.

Tak for god læsning!

Vh Susan

Du har et dejligt flydende sprog, der er til at holde ud at læse.
Historien er god, og sætter fokus på et problem, som desværre bliver mere og mere almindeligt.
Skilsmisse!
Dine børn, mine børn, vores børn. "Rigtige" forældre, papforældre, halvbrødre, kvartsøstre o.s.v.

SÅ mange forskellige personer var der så ikke i din novelle, men det var også rigeligt blot med en enkel familie.
Fin historie, godt fortalt.
V.h. BEJ1

Så kan han lære det, ham Allan!

Det må vist være himlens straf for at slæbe ungerne ud på dette gudsforladte sted....men måske han også selv er langt ude, sådan i en lidt overført betydning?

Du er god til at bygge spændingen op, det må man sige.

Det eneste kritikpunkt kunne måske være, at der mangler lidt i teksten om, hvorfor Allan er som han er?
hvorfor skal han med vold og magt slæbe ungerne derop?

Eller vil han ubevidst hævne sig...

Fin historie!

Keep it up!

God titel som passer til handlingen uden at røbe noget. Der er endda lidt symbolik i den, en psykologisk udflugt på en eller anden måde (eller måske: udflugt ud over skrænten!!) . Du skriver godt, som du plejer. Der er nogle slåfejl og nogle akavede ord i teksten, men det er småting.
Personerne virker runde og levende. Monica hører vi ikke så meget til, men ved hjælp af lidt show effekt i starten, kom der lidt god fylde på hende.
Ellers får du portrætteret Allan godt, som den selvoptagede taber han er ifølge Monica. Pigerne står også markant beskrevet.
At du bruger replikker så meget, hjælper gevaldigt på personbeskrivelserne. Især Sofie.
Handlingen er nok lidt forudsigelig, men med den spændingsskabende frygt indlagt, at du lader pigerne omkomme.
Nu blev det heldigvis skurken.
Et aktuelt emne- ja sågar et motiv - på tiden. Skilsmissebørn og tidligere ægtefæller der ikke kan enes, selvom de har fælles børn.
Nogle af sætningerne bør nok strammes op (Ina kom løbende ham i møde - du kan nøjes med - Ina løb ham i møde).

Særdeles smart personkarakteristik på moderen i indledningen, med diverse "titler" på selvhjælpsmagasiner. Det virker lidt "sladder-agtigt" - og sikrer at man ivrigt læser videre. Samt at man straks holder med Allan. I hvert fald indtil hans holding til Sofie præsenteres. Det er vist ikke grundet travlhed at han ikke nåede hendes fødselsdag.

Enkelte steder virker Inas replikker en tak for avancerede i forhold til hendes alder, men omvendt så har hun jo nok lært en del af sin teenage-storesøster, som til gengæld er fremragende beskrevet.

Allans frustrationer gennemsyrer denne novelle og titlen er helt rigtig.

Kun ganske få smuttere:
"Sådan ordner dit liv. Med en skilsmisse." -> ordner du (mangler du)
"vejrbidt stup." -> stub med b (samt flere andre slåfejl i stykket herefter)

/Gitte

Din novelle er virkelig relavant for tiden. Spændende tema, og som skilsmisse barn selv, der kendre mange andre skrilsmissebørn, kan jeg uden problemer genkende kampen mellem forældrene om at 'vinde' børnene. Forældrene begynder at fremhæve alle de dårlige træk ved hinanden, når de har børnene for sig selv, hvorved børnene bliver forvirrede og frustrede - det ender så ofte med, at de vælger den ene part frem for den anden, men det er altid et hårdt valg. Sproget er godt, og man fornemmer virkelig farens desperation og afmagt.

Fejlfrit! Både sprog- men også kompositionsmæssigt. Som Engkilde siger, - den har alt, en novelle skal have.

Hvis jeg skal komme med konstruktiv kritik, må det være, at du godt kunne have nuanceret familierelationerne, således at der ikke kun er frustrationer/had mellem far og børn, men også overbærenhed, tålmodighed, kærlighed, -. komponenter der ville gøre novellen mere realistisk, fordi de er uundgåelige i virkelighedens familierelationer. Det ville samtidig også gøre det endnu mere ærgeligt, når de bliver uvenner, for så har de i det mindste forsøgt...
Men på den anden side skriver du så godt, at jeg godt kan mistænke dig for at have truffet et bevidst valg omkring, hvordan forholdet Allan contra Sofie+Ina skal være. Altså, at du bevidst har valgt at skrive en 'bitter' novelle. Uanset hvad, gør du det overlegent. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være gjort anderledes.
En helstøbt, flot formuleret og vedkommende novelle.