Hej Marie - Louise

Af en eller anden grund er det en neglebiddende tekst. Jeg forestillede mig, at først, at personen vi følger er et spøgelse, som er vendt tilbage til det sidste sted, hvor han var i live. Derefter kom jeg til at tænke på helvede - en persons egen private helvede, hvor det han fryger lurer lige udenfor og han aldrig kan undslippe og derefter tænkte jeg på skærsilden. Et sted befolket af ens værste frygt, som man skal have mod til at kæmpe imod, for at komme videre til et bedre sted.

Absolut en tankevækkende tekst, som jeg nød at læse.

Der var dog lige en lille ting:
Før havde han været helt spændt af spænding...
Af en eller anden grund lyder det lidt for "spændt" ;o)

Mvh

Excelsia/Louise Haiberg

Sikke en tankestrøm!! Igennem teksten havde jeg blandet følelser. I bølger synes jeg om teksten og synes den var for opbrudt i strømme. Der er nogle af associationstråde, som jeg virkelig godt kan lide, eksempelvis Afhængig af tillid. Tillid indgående. Indgående tillid. Eller udgående.

Louise

Dybe tekster for vidderekommende - flot gaaet.

Ok, jeg giver lige et lille input til forståelsen af teksten. Den er kommet lang tid undervejs, og oprindeligt skulle det have været en længere tekst, hvis ikke udkast til en roman, der gerne skulle kunne gøre op med nogle fordomme, også gerne nogle, jeg selv har om forskellige folk. Derfor er manden, der ser anderledes en lidt klichéfyldt, med vilje overeksponeret metafor for en person, der har et andet virkelighedssyn. Politibetjenten og journalisten er to stereotyper, der bliver gjort grin med og samtidig er det en kritik af læserens egne stereotype opfattelser af folk. Idet stereotyperne bliver yderligere manifesteret, ved tildelingen af navne fra et velkendt børneeventyr, er de også nemmere at operere med og twiste.

Det sker, at man starter på en tekst, der har et handlingsskelet, som så bliver drejet af sproget, og jeg kan godt lide legen med ord. Jeg synes ikke altid, det er handlingen, der skal bære teksten, det kan sagtens være sproget, og i legen med ord kan man også nemt skabe mangfoldige betydninger, hvilket gør teksten farverig. Det er en del sjovere end at læne sig op af alle de gamle kendinge inden for symbolernes verden, og lade dem bære budskabet hen i en psykologisk, eksistentialistisk, politisk eller hvad-ved-jeg retning.

Det er også fedt at lave en tekst helt uden mening, fordi folk er vant til at fortolke (og overfortolke) tekster med arme og ben, hvorfor læseren også engang imellem skal have lov at ryge ud af stolen, lette måsen og kæmpe sig igennem, hvis de død og pine vil have en mening. Og hvis de kun søger en mening, håber jeg ikke det bliver fra denne tekst.

Der kunne nok siges mere, men jeg håber, det er nok i øjeblikket (; Og mange tak for kommentarerne, det er lækkert at læse andres tanker..

Hej Marie-Louise.

Du er rigtig god til at lege med ord.
Jeg opfatter din tekst som et abstrakt maleri, og har fundet indtil flere meninger med teksten. Det er ikke sikkert, du har tænkt nogle af disse ind i dit ordbroderi, da du begik det, men det er udfordrende at opleve og sanse teksten.
Jeg nød det...;-)

Pia H

Ordækvilibrisme! Du er dygtig til at lege med ord, med sproget, men jeg har svært ved at se hvad der kommer ud af det. Jeg plejer ikke at ønske en forklaring fra forfatteren. Svaret burde jo ligge i historien, men her trænger jeg godt nok til en forklaring.
Kåemer

Jeg synes det er en ret underlig tekst det her og jeg forstår den simpelthen nok bare ikke – heller ikke det med at de to mænd kaldes ”Hans og Grethe”. Titlen forvirrer mig også.

Hvis du gerne vil leve af at skrive, (som du skriver i din forfatterprofil) så skal du øve dig og du skal som forfatter vide, hvor du vil hen med din tekst – det er desværre ikke nok bare at sætte ord sammen. - Du skal lave en alliance med læseren, så han får lyst til at følge med dig ind i fantasiens verden, du skal gribe ham og med fast, men venlig hånd vise ham din fortælling. Du må også gerne lægge spændende spor ud, men de skal gribes og bruges til noget, hvis du skal have læseren med hele vejen frem. Her postulerer du en hel masse, men jeg synes ikke teksten flytter hverken mig eller sig selv. Og hvem er mon den alvidende fortællerstemme, der hele tiden kommer frem og fortæller hvad der sker på scenen. Og slutningen? Med mindre der er en højere mening, jeg bare gik glip af er det en historie totalt uden mening – eller hvad?

Jeg kunne godt være nysgerrig for at høre hvad forfatterens tanke med denne novelle er.

Mikala