10 år siden
 | Kristian Andersen (Den_Friske)
Den anden verden - Erkedelse - Kapitel 1 - ...Hej Lotte. Jeg er lige blevet færdig med at læse din tekst og går den igennem for de stavefejl, som jeg kunne få øje på og rettet dem efter bedste evne. Stavefejl til siden, så mener jeg at det er en fremragende første kapitel du har skrevet her med gode beskrivelser af Lisa's humør, sorg, vrede, omgivelser, hendes lejlighed, hvordan hun har det og udseende.
Her er de stavefejl jeg lige kunne få øje på:
Tårerne er tørreT nu, og ud over hans røde øjne er der intet spor af dem i hans ansigt.
Jeg føler knuden af gråd vokse i mit bryst, de er alle sammen nogLE idioter, spader og det, der er langt værre.
Ligegyldigt hvad jeg har roDede mig ud i, har han altid været der til at hjælpe mig.
Jeg kan, næsten, høre(r) hans stemme, der fortæller mig at jeg ikke skal være bange for at sove
der må forholde sig til en bror, der ligger i koma, og forældre vil slukke for respiratoren. Måske skulle du overveje at sætte et som ind efter forældre, synes det virker som om
at der mangler et ord der.
"Undskyld jeg blev forsinket, min partner var syg, så jeg blev lige nødT - er ikke lige 100% her, så tilgiv mig hvis jeg tager fejl, men vil mene at der skal et t efter nød -
til at tage et møde."
Hadet mod dem alle sammen er en følelse, jeg kan forholde mig til, den er tryG midt i alt det kaotiske.
Men alt for hurtigt opfanger en fjern(e) krog af min bevidsthed min mor der sige noget til lægen.
Uden jeg registrereR, hvad der egentlig er foregået, opdager jeg, at der er en lyd der mangler.
Mine øjne vandreR ned til hans tæer, eller rettere sagt, der hvor hans tæer burde have været.
Edwards ben blev hårdt kvæstet, og da han kom til felthospitalET, var de nødT til at amputere(r) dem.
Jeg når hen til bilen og smIDER mIG ned i lædersædet, inden Mattias smækker døren.
Jeg træder skoene af og trækker benene op under mig, jeg fryser helt vildt. Måske ville det lyde bedre med jeg sparker skoene af i stedet for jeg træder skoene af? Bare et forslag.
trækker jeg vejret dybt ind geNNeM næsen, der bringer duften af det velkendte læder videre ind i min bevidsthed.
Edwards drømmebil, som jeg nu kører væk i, uden han sidder ved rAttet
overvejer jeg, om jeg hellere skulle havDe taget en taxa.
En trancelignende tur op af trapperne senere stikker jeg nøgleN i låsen. Jeg orker ingenting, styrter bare gennem døren og smideR mig på sengen, hvor jeg giver slip og lader mig selv græde.
Jeg vågner, og min hals føles tør. Endnu et mareridt. Jeg vender mig om på siden og prøver at finde tryGhed.
hvordan jeg stadig kan være træt, og hvor dagen og aftenen er blevET af. Jeg spænder hele min krop og koncentrereR mig om ikke at tænke.
Jeg smidDER masken som det sidste hver aften, når jeg tager mit tøj af.
Jeg er nødT til at stå op, så jeg læner mine ben ud over sengekanten
og installereDE kontakter, hvor man kan justerer lysstyrken i hele min lejlighed.
er en fugleunge - her var der et r for meget -, der ikke kan flyve, men som er faldet ud af reden.
Jeg tager mit ur fra kanten af vaskeN og kigger på klokken samtidig med jeg tager det på. Jeg kan se i det til duggede spejl, at jeg trækker ironisk på smilebåndet. Jeg har lige konstateret, at et langT bad for mig tageR præcis 6 minutter.
Det giver mig tryGhed, at der er styr på tingene.
Det er en sørgelig lille lyd, der fortæller mig, at jeg er på ydersiden af den tryGhed, døren ellers giver mig.
Efter jeg har droppet at stirre(r) på mine forældre, har jeg tid til at kaste flygtige blikke rundt i kirken.
Den uløselige knude(n) i mit bryst vokser da tonerne, fra kirkeorglet fylder kirkerummet.
DeR kommer ikke en lyd over mine læber.
Vi er alle tre hjælpeløse og det bånd, der holdTe os sammen er forsvundet.
Jeg trækker på skulderne og sætter med rystende hænder nøgleN i entredøren og låser mig ind.
Min hånd(en) løber hen over det gråstribede tapet i gangen en velkendt følelse, som jeg godt kan lide.
Det giver mig tryGhed at mærke de forskellige materialer under mine fingre.
mens jeg kan høre(r), at det vand jeg har sat over til the allerede er ved at koge. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor jeg laver(Mellemrum mangler her)en kop Chai, inden jeg sætter mig ned i den bløde stol foran mit antikke skrivebord.
Inden i huset er de øverste 30 cm af alle væggene lavet af glas, så lyseT kommer rundt.
Selv størrelsen på huset er helt ude af demissioner - tror der skal stå dimensioner i stedetfor -, hvem i alverden har brug for et hus på lige knap 400 kvadratmeter?
Jeg overvejer eT sekund at læse en bog, men nej, jeg ved allerede nu
Der fulgte et lille håndholdt spejl med, og spejlene udgøreR sammen et sæt.
Jeg er i sandhed(en) ved at blive gal.
om jeg bure(r) mig selv inden i min lejlighed.
Det er lige præcis det, jeg vil gøre, jeg vil havDe lov til at være her, og jeg vil havDe lov til at være i fred.
Mvh
Kristian.
Hav en god skrivelyst. ;)
Ser frem til det næstte kapitel. 10 år siden |