Elsker digtet, formatet og især dette: "dog er det dem som ikke smiler jeg notere. hvad man de tænker på. hvad har taget overskuddet til at smile til en fremmed fra dem. hvem har gjort dem fortræd. det er dem jeg vil tale med, det er dem jeg vil høre på og deres minder jeg vil se."

I min egen ydmyg mening bliver digtet dog til sidst fastlåst i sin egen tematik.

Det går fra en virkelig hårdtslående sætning: "når efteråret har efterladt skeletter bag sig titter vinteren frem. årstiden der er mørkest og nøgenst."

til at være en beskrivelse af vinteren uden at have din egen personlige tilknytning til tiden. Hele digtet har været en strøm fra dit hjerte, men ender så ud med at være meget beskrivende omkring en sæson og tanker, vi alle kender ... i stedet for dit hjerte og dine følelser.

Jeg tror, du kan genbesøge digtet ved at runde det tidligere af — eller endnu bedre: afslutte det inde i vinter månederne, når alle følelserne er helt under frakken.

Varme efterårs hilsner
Christian Haugbølle.

indlevelsesrig tekst, med en dejlig foksu på de simple hverdagsoplevelser der kan fylde ens tanker