Er det vigtigere at blive set eller gøre det som er nødvendigt tænker jeg?

mvh
Jan

smukt og rørende bittersød hyldest til de fleste. Stærkt skrevet i et flydende skriv.

Ha...ha...så rigtigt
Poul

Det er så godt set og observeret.
Sådan er vi flest
en døgnflue i livet
et cpr nummer i rækken
til det udløber.
Rammende og indsigtsfuldt.
Poul.

Hej igen
Det er rigtigt, ja. Der er mennesker, som bare har den der store personlighed. Jeg ved ikke om den så er naturlig, eller endnu en maske, som er baseret på en masse selvtillid....
Det gør i hvert fald ikke dit digt mindre spændende :-)

Hej
Fin tekst!
Du skriver om noget alment - noget de fleste har tænkt/følt. Det gør din tekst tilgængelig for alle - godt gået.

I min læsning handler teksten om at blive set og anerkendt for den man er, uden at skulle tage masker på, for at passe ind og være en succes. Det er altid en svær balancegang. Vi påtager os altid en form for masker alt efter, hvor og hvem vi er sammen med. Sådan er vores psyke indrettet. Det har jeg i hvert fald læst mig frem til :-)
Det er når vi skal påtvinge os selv nogle masker, for at blive bemærket, at det bliver for kunstigt, og man siger stop....de fleste gør i hvert fald.
Der er en pris at betale for det, og den skal betales af ens eget ego. Derfor skal man, som din tekst også gør klart, kunne retfærdiggøre sit valg for sig selv.
Alt det beskriver du fint i din tekst.

Det var de tanker, som jeg umiddelbart fik, da jeg læste dit digt

Godt gået

ClPollux

Elsker hvordan digtet føles som om det beskriver de afsavn man af og til har som et menneske der ikke lægges synderligt mærke til. Ved selv hvordan det er og være usynlig og at kun de "heldige" får lov at se mig før det er for sent.

Elsker digtet.

Hej Jesper :)
Du har begået et digt som får en til at reflektere. For hvad er egentlig det vigtigste i livet?
Er det berømmelse for en tid for derefter at ligge i åben strid?
Eller er det at værdsætte livet inden det er forbi? :D

D

Hej Jesper

Sikke dog et smukt og rørende digt.

Jeg kan specielt godt lide ordene ´mig skal du lede, kigge efter, mig skal du lytte til, mærke, for at kunne li´

Er det ikke netop det,, relationer handler om - at give sig tid til at lære, opdage og se det smukke i det andet menneske.

Vid at vi er mange derude, der ikke søger kendisser, fanklubber, statuer, biografier, men blot og enkelt et hjerte, man kan røre.

Tak for din ærlighed og synlighed.

Kh

Christina

Smukt og velklingende digt, der jo i virkeligheden hylder os helt almindelige eksistenser. :-) Like it
PS tastefejl i ordet "følegsvend"

Hej
Godt digt!

At finde den fulde accept hos en anden er vel drømmen for de fleste af os. Dertil kan jeg kun give dig ret i, at verden er fuld af overflade, nudging, talrytteri og andre triste tendenser, som skaber vrede og afmagt i lige store mål. Det beskriver du, i min læsning, fint i din tekst.

Om svaret er at blive fuldstændig ligeglad, tør jeg ikke svare på, men det rammer fint dit budskab ind.

Godt gået

ClPollux

Hej Jesper
Jeg kan i den grad mærke dit digt!

Det er forløsende for mig, at du sætter så rammende ord på følelser, fra start til slut i digtet, som jeg også har oplevet at have.

Lige på og ærligt!
Flot skrevet
Mvh Charlotte

Hej Jesper
Et superstærkt digt, der går rent ind. Enkelt og præcist affotograferet. Det er egentlig bare det jeg vil sige. Tak for ordene fra Ulla

Hej Jesper,

av for den - du har virkelig skabt en tekst der bryder et af de sværeste tabuer at bryde, som jeg læser det, nemlig bitterhed. Det er til stede overalt i verden, men modsat teksten her kamufleres det med alverdens midler af andre inklusive mig selv, der ikke har dit mod til at få det fuldstændig ærligt ned på papir og skærm. Særligt internettet har det med at give et falsk håb om forandring, om at nogle derude rent faktisk giver en fuck for om man lever eller dør - at der sidder et helt menneske på den anden side af skærmen, og ikke en endimensionel film-person eller en forudsigelig romankarakter. Ikke en kop vand der bare skal have lidt sukker og vupti, så er man sød igen. Ikke en fucking tegning.

Som alle andre tekster jeg har læst af dig får du succesfuldt leveret følelsen og stemningen uden omsvøb, uden at afvige fra den sande følelse bag, og uden at pakke det ind i misforstået 'omsorg' for læseren - alle herinde er vel voksne mennesker, og trods det ikke er alle der indrømmer det tror jeg mange kan genkende følelsen der, som jeg tolker teksten, er et behov for at blive elsket betingelsesløst, at blive mødt med solidaritet uden at skulle læse det med småt; rent faktisk at blive set i al sin ensomhed og håbløshed, uden en forventning om at man fra bunden af kravler opad - når hjælp og omsorg tilbydes, føles det ofte som om at hjælperen så også forventer fremgang, at man skuffer vedkommende hvis masken der er taget af, ikke erstattes af en ny, af at stamme "amen, det går nok, jeg skal nok klare mig. Hvordan har DU det så? Stadig ikke forfremmet?" uanset hvor uoprigtigt og forræderisk det føles mod ens sjæl. At illusionen SKAL opretholdes - the show must go on og bla bla bla.

Trods jeg gør præcis det der frabedes, både hidtil og nu, håber jeg alligevel inderligt at du finder hvad eller hvem du søger - da jeg i starten af 20'erne var mest fyldt af følelsen af at være ligegyldig og usynlig, familiens affald, rendte jeg, sjældent ædru, rundt i gaderne i Århus og frontede på alle, inklusive de, som jeg oplevede det, falske venner der alle havde knive klar når man vendte dem ryggen. Trods flere slagsmål og alvorlige tæsk, kunne ikke engang et tilbud om en 'smiley' efterfølgende tæsk, eller et tilfælde af kniv mod struben fra en hjemløs der dækket i blod lige havde smadret en butiksekspedient, 'vække' mig, få mig til at ramme muren jeg søgte.

Det var først da jeg i en anden by besøgte en ven, der var omtrent ligeså selvdestruktiv som jeg selv, at jeg vågnede. At min apati blev omdannet til et spørgsmålstegn om hvad fuck det var han lavede, og i forlængelse jeg selv. Han var relativt rig, havde en skøn kæreste, en stor familie og masser af venner, og alligevel søgte også han muren. En dag var han på coke i køkkenet med nogle andre, med sit lille barn parkeret foran TV'et, og eftersom jeg aldrig har sniffet (velvidende at jeg ville blive hooked fra dag 1, og ikke have råd), holdt jeg barnet med selskab sammen med Kaj og Andrea på TV'et (den der frø og fugl). K & A begyndte at 'rappe'/synge, og jeg sang med og fik endda barnet til at gøre ligeså, efterfulgt af en freestylerap i K&A-jargon. Inden jeg vidste af det var min (tidligere) ven også med på sangen og freestylen, høj som en giraf men alligevel legende med for barnets, sin egen og rappens skyld, og barnet lyste op og smilte endda ved synet af sin far der endelig gav det opmærksomhed, både for hans egen, for kreativiteten og for barnets skyld. Jeg sværger at alle havde det sjovt i kort tid (pånær måske gangsterne i køkkenet), og omend der gik mange år for mig før drukken og rygeren blev skrottet, oplevede jeg den dag musikken som det kraftigste narkotikum der findes - som en blød mur at kunne rende ind i, uden sneens, pissets og lortens eftersmag.

Vær fucking ligeglad med andre mand. Ingen giver en fuck, og ingen kan se hele dig eller gider dit lort. Omsorgen du søger må komme indefra, fra det sted den i sin tid blev berøvet. Jeg ved ikke hvordan, men jeg føler mit hjerte slå og vejrtrækningen igen blive automatisk ved lyden af tunge trommer og et repetitivt beat jeg ikke skal forholde mig til - igen at blive hel, måske bare for en stund, ved at forbinde kulden i maven med varmen i hovedet, og derimellem finde sjælen midtvejs. At give slip på bitterheden ved at omfavne den, eller at få den ud på en boksepude, en dyne eller i luften, fremfor på dig selv.

- Ansu
PS: Netop oprettet vredes-playliste; https://www.youtube.com/watch?v=tkLuEVoRzhY&list=PLxIfxBdMuflC3Eml99oShKlUzmYZS3ATj&index=1

Hej
Stærkt digt
Du fanger virkelig en genkendelig stemning. Desuden får du læseren til at tænke over eget liv. Det er stærkt.

Du har en god opdeling af strofer, som stille og roligt bærer teksten fremad til din konklusion, som er meget poetisk, og også oftest sand.

Hvis du ikke havde brugt "jaget damer", så ville digtet være kønsneutralt. Ved ikke om det er en tanke, som du kan bruge til så meget, men kom til at tænke over det, da digtet virkeligt favner bredt på en god måde.

ClPollux

Hej
Stærkt digt

God dynamik mellem de 2 dele - både i forhold til dem/jeg og sarkasme/oprigtighed.

Vi vil jo alle have, hvad vi ikke har...eller vil vi? Det er og forbliver et af menneskehedens store spørgsmål. Der er ført krige over det. Du formår dog at samle denne konflikt til det nære.

Der er ikke brug for rim eller noget andet. Digtet står allerede fint med dets struktur og indhold.

Godt gået!

ClPollux

Hej
Godt digt
Du tager virkelig tyren ved hornene og skriver om de store eksistentielle ting. Spørgsmålet som formuleres til sidst er dybt relevant for os alle, og derfor også for lyrikken.

Jeg kan godt lide dine korte strofer - man dvæler lidt længere ved digtet på den måde, og det har det fortjent. Dit sprog er næsten fuldstændigt berøvet for sproglige billeder, og alligevel er der ingen tvivl om, at der er tale om lyrik. Det er sgu godt gået.

Mine personlige overvejelser til dit spørgsmål ender ud i et JA. At glemme døden er at leve så meget vi formår.

Der er en masse interessante linjer, som man kan tænke videre ud af, efter at man har læst dit digt. Ex.: fylder den slags tanker mere, når man bliver lidt ældre, og hvad siger det så om ungdom som en psykisk tilstand?

Denne og mange andre tanker har dit digt givet mig - Tak!