Hej Ian

Denne tekst er en utrolig fin skildring af livet set fra en 10-årig drengs øjne. Selvom den er skrevet i tredjeperson, føler jeg nærmest jeg-fortælleren, og det gør novellen utrolig troværdig, at du bliver ved med at perspektivere fra Ians synspunkt. Du gør dig nogle rigtig fine observationer, hvor du benytter dig af et barns logik. På den måde bliver din novelle lidt minimalistisk, og det klæder den.

Jeg holder af din tålmodige skrivestil, og du har et behageligt formuleret sprog, der ikke bliver formelt. Derimod søger du en hverdagsagtig stil, og dette lykkes du i uden det hele bliver for "løst", hvis du forstår hvad jeg mener. Den balance har du fundet godt.
Desværre tror jeg også din tålmodighed optræder som lidt af svagheden i denne novelle. Du har nemlig skrevet en lang novelle. Dette er ikke på grund af de tegn, du har benyttet, men den måde hvorpå du har benyttet dine tegn. For taget i betragtning af, at du skriver så godt og skildrer så fint, formår din novelle efter min mening at blive lidt langtrukken. Jeg holder rigtig meget af realisme og skriver det selv - derfor ved jeg også, hvor svært det at være at begrænse sig. Der er en risiko for, at man tager sin læser ind i et "realisme-helvede", og selvom du ikke fører din læser helt ind ad porten i denne tekst, betræder man stien dertil. Dette kan lyde voldsomt, men det er ikke ment sådan. Jeg tror, begrænsning og varierende scenisk fremstilling er kodeordene her. Jeg savner noget mere dialog og mindre beretning. For du er god til den direkte tale - der hvor du bruger den i denne novelle, fungerer det rigtig godt - og den slags er bare vildt nyttig, specielt når du skriver denne slags realisme. Lad mig lige huske at tilføje, at dette naturligvis ikke er lov, men blot min beskedne mening :)

Jeg ser et sammentræf mellem hovedpersonens og dit navn. Er det selvbiografisk?

På grund af din meget fine skrivestil bliver det en dejlig oplevelse at læse din tekst. Det, som du her gør, er ganske svært, og jeg formoder at kræver nogle år med skrivning, før man når dertil.

Tak for læseoplevelsen,

Rasmus