Hvor et det smukt. Vågerose. Blev helt rørt. Kan godt lide den måde du fortæller på. Giver dine oplysninger om situationen fra dig i behagelige mundrette bidder.

Hej Holly
Det er et meget fint eventyr som siger bare så meget.
Nænsomt fortæller du om rosens hverv: at være vågerose. Du har mange fine beskrivelser, f.eks. denne:" Den var dybrød, og dens kronblade var på en eller anden måde meget finere, end de andre rosers kronblade." Her for man allerede fornemmelsen af, at denne rose er speciel.
Disse linjer: "Alle rosens kammerater udenfor vinduet visnede og døde, men vågerosens kronblade ændrede slet ikke farve. De blev ikke gulnede eller visnede bort, rosen blev tværtimod endnu mere mørkerød, og den blev kønnere og kønnere jo længere tid der gik."
Og disse: "Endelig blev rosen plantet, og den iagttog sine nye omgivelser. Den var blevet plantet foran en stor, flad sten hvorpå der stod et navn som rosen dog ikke kunne tyde." "den forstod også, at dens ærefulde hverv som vågerose slet ikke var færdigt."
Vågerosen forstod endelig hvad den hverv var, ikke kun at våge, men at være omkring sjælene i deres grave, og give dem kærlighed.
Smukt afsluttet med: "Og kærlighed dør aldrig..."
Jeg er meget fascineret af dit levende og kærlige eventyr.
Vh. Jytte