Det er bare en fornøjelse, at læse sådan et digt, - kæmpe cadeau til dig.
Mvh. Karl Johan

Træerne skygger for solen, men det kan lade sig gøre at se solen på trods af træerne. Jeg kan godt lide, at du vender tilbage til de samme temaer senere i teksten. Det binder på en måde det hele sammen. Ligesom det ser ud til, at der er et tema om proces og (som jeg fortolker det) et spændingsfelt mellem den naturlige og unaturlige proces. Altså det, at være i en proces med at "genplantet" sig selv og gro - dvs. ikke blot at "kigge til blomsten hver fjerde dag" eller "kopier livet" så det passer til et boligmagasin, men at være blomsten. Hver dag. Som jeg fortolker det, beskriver du også, at man ikke kan spole henover den langsommelige og naturlige udvikling, som man kan på film. Man må lære, at flytte på sig, så man kan se solen på trods af træerne.

Allerede i de første sætninger oplever jeg, at forholdet mellem det naturlige og unaturlige skildres. Du beskriver, at film er anderledes end virkeligheden. I virkeligheden kan træerne skygge for solen.

Slutningen er rigtig fin og sød. På en måde slutter teksten med en refleksion, et svar og en personliggørelse af teksten/selv-afsløring.

Refleksion: "Der var vel en grund til, at rosen i allerførste omgang ville vokse."

Svar: "Rosentorne kan lige pludseligt fylde langt mere end rosenblade og duft..."

Selv-afsløring: "Vand mig."

Hej Desirée
Jeg har lidt svært ved at forstå aerofismer og gruk.
Her handlende om en rose og dens torne. Som stikker. Og du skriver det ufuldkomne faktisk er perfektion.
Jeg må vist læse dit digt flere gange for at forstå det.
Vh. Jytte

"Når et kys flyver på eventyr og vender hjem igen; dét er livet." Hvilken herlig sætning den er et digt i sig selv. Ellers er din tekst jo ikke så gennemskuelig (for mig) - så tak for den forvirrende mavepuster også. Mvh Benny..

Rigtig spændende og tvetydig tekst. Måske har han bare smadret en vase og købt en ny. Men der ligger nogle måske symbolske muligheder, og de er ret fint foldet ud her.

Hej Desiree, man siger jo vi drømmer i sort-hvid. Du får i hvert fald skildret en oplevelse i sort-hvid her, som tydeligt nok er en drøm. Den er bestemt morsomt skildret.

VH Mons

Hej Decirees

Du oplever tydeligvis meget visuelt, og jeg læser en farve-psykologi i din fortælling med det hvide som sårbarhed, håb, troskyldighed, men også sindsyge. Og det sorte som elegance, men også fortrængning og vrede. Rød står for sår som smerter. Og grå er noget underligt noget, i mandens og/eller (den kvindelige) vases optik. Det gør mig iøvrigt glad, når et ungt menneske kalder København for "hjertebyen". Og tak for, at der også er træer i byen.

Venlig hilsen
Frank

Godt gennemtænkt digt,følsomt og smukt

Tak Desiree

Hilsen

Eigil

Sikke dog et spændende digt, som giver mig en god fornemmelse

Det er rigtig godt. Staccatolignende ord, som rejser spørgsmål og giver udsagn på samme tid. Jeg er underholdt

Fint digt med flotte billeder, jeg tror du skal være meget bevidst om, hvorvidt din hyppige brug af punktum fremmer eller hænger kraften i dit digt. /S

Der er stor intensitet i teksten, næsten overvældende for dens længde. Jeg bliver efterladt med en fornemmelse af, at noget meget afgørende er sket i denne scene. Noget, der tvinger et ungt uskyldigt sind til at reflektere over tilværelsen. Ikke blot blive på altanen og drikke kaffe, men flytte sig i stedet for at glemme helt.

Jeg læste din personlige tekst bagefter og mit øje faldt på sætningen: "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne". For mig fanger den hele essensen af "Hvid gang".

Det er muligt, du slet ikke har gjort dig disse tanker, men jo flere gange jeg læser den, desto flere billeder skabes der.

Vh. Sophie

godt med gentagelsen det giver en hæsblæsende rytme i digtet. Er der en dybere mening med digtet at venskab skal bevares selv om det er svært engang imellem?