Hej Cecilie,

virkelig stærkt værk, i al dets frustration, som jeg tolker det - undskyld hvis det er en helt hen i vejret tolkning af følelsen bag. Eskapismen beskrevet kender jeg selv, fra såvel forældre som eget liv, og i mange mange år nærmiljø, hvor alle søgte at ramme en mur - muren man har bygget op om sig selv, som du så.. fint er et fattigt ord.. som du virkelig rammende fanger. Særligt dine "..." er veltimede, og hele teksten føles dybt autentisk og stærk, i al dens sensitivitet iblandet en viis kynisme. På den fede måde - frustration er vrede og sorg kombineret, tror jeg. "Sorg er inaktiv vrede, vrede er inaktiv sorg" - Osho.

Jeg tror ikke at man kan kurere eskapisme (alkoholisme, narkotisering, ludomani, sex-afhængighed, religion, ideologi osv osv = -ismer), før man kan kurerer smerte, hvilket aldrig vil lykkedes. Du ved, yin-yang.

Men man kan kultivere selvomsorg - ikke ydmygheden der driver den, men selve selvomsorgen. Mit største idol som barn, Murai, var en tidligere stofmisbruger - han var frygtløs, ikke fordi at han havde ramt "muren", og nedbrudt egen barrier imod kærlighed, men frygtløs fordi han accepterede hvad han ikke kunne ændre, ikke var bange for at ændre hvad han ikke kunne acceptere, og havde en hvis visdom i at kende forskel - han havde en skøn sort humor, men var samtidig sensitiv. Jeg lærte ikke selvomsorg af ham, men af HipHop og i terapi, men intet af det havde været muligt uden en rollemodel i ham, tror jeg - at selvironi kan være sensitivt og ikke kun kynisk.

Jeg håber at teksten som ordene er henvendt til, hvis den er autentisk, har modtaget dem, holistisk. For sådanne ord tror jeg virkelig på kan redde liv - ikke bare den "syge", men de mange der påvirkes af dem. Det er aldrig deres elskedes ansvar at få den flygtende til at stoppe op og gå til roden/rødderne af hvad det er de flygter fra, men hele landsbyens, og selvfølgelig ultimativt deres eget ansvar. Tak for at dele et inspirerende værk læst flere gange, og tak for dine andre værker - jeg har ikke læst dem endnu, da jeg ville kommentere dette først og kun forholde mig til dét, men viid at titlerne alene på dine andre fordrer læsning, som jeg lover at gøre.

mvh Ansu
PS: sangen Stic.Man - I Believe, handler om at tro på sig selv; om at finde selvomsorgen i en selv, og om at vælge den, ved at fravælge jagten - og derigennem stoppe flugten. Så kommer taknemmeligheden automatisk. Selvfølgelig er Gil Scott-Heron's "The Bottle" også en livsredder, men den anden nok mere relevant eller i hvert fald mere moderne - måske ikke til dig, eller til subjektet i dit digt, udover observatøren/skaberen bag selvfølgelig som er vigtigst, men.. måske kan den inspirere :-) - jeg håber at dit værks subjekt er et andet sted i dag, og forfatteren, som jeg tolker værket, også; man kan ikke frelse andre, men man kan hjælpe dem til selvhjælp, ved at appellere til frelseren i dem; at de sårer en med deres eskapisme -- https://www.youtube.com/watch?v=-DiZym5nqyc&list=PLxIfxBdMuflDGvVr25IODrBORNMFQZNK-&index=5