Du får et stort virtuelt kram herfra ....gå med kærlighed ...selvom det kan være fandens svært når man vandrer i angstens skygge..

Hold da op...
Vil give Tommi ret...rigtig flot skrevet...og uhyre rystende.
Det er længe siden jeg har læst noget som nok vil forfølge mig et par dage.
Men flot :)

C

Hej Camilla
Intens, rystende, frastødende, men først og fremmest uhyre velskrevet. En af de tekster man ikke så nemt får lagt bag sig.
Mvh Tommi

Hej Camilla

Jeg kan rigtig godt lide din tekst, temaet du har valgt er meget aktuelt og uhyggeligt, synes jeg. Du fortæller meget indlevende og beskriver forholdet mellem de to rigtig godt, og skræmmende.

Jeg synes dine tidsspring er lidt forvirrende, men det kan selvfølgelig bare være mig. Udover det vil jeg gerne vide hvor det foregår henne? Ikke i Danmark, men hvorfor egentlig ikke? Ville have gjort den endnu stærkere, tror jeg, endnu mere nærværende.

Men alt i alt en rigtig god tekst.

Hilsen Pia

Lækker titel.

Sproget er svært at læse. Der er nogle gange, udsagnsordene skifter tid midt i en sætning (fx "Jeg havde siddet på min seng, da de var kommet ind og fortalt mig,"), og historien trænger virkelig til en opgradering i kommateringen. Der er også for mange "havde", hvor "var" havde fungeret bedre.
Det gør det også temmelig forvirrende at forstå, hvor vi tidsmæssigt er i historien (måske især fordi nutiden er i datid, mens fortiden er i nutid. Hmm)
I replikker bør der også være linjeskift mellem X's replik og Y's reaktion. Hvis det giver mening?

Det er, som om det sproglige fundament er til stede, men skønhedsfejlene gør alligevel læsningen svær. Du har mange gode formuleringer, men de drukner lidt, når formen ikke er i orden.

Afdækningen af anoreksien er godt fortalt. Og skræmmende.
Jeg kan godt lide, hvor meget du har ladet kontrol fylde i historien. Det handler ikke om mad, men om perfektion og kontrol. Har du selv erfaring med anoreksi?

Ah, og den måde, Elliot ser Lea er fantastisk. Den kombinerede kulde, tiltro og kærlighed. Av.

Det virker næsten for let; den måde, lægen får overbevist hende. For at nå det resultat må han vel have talt meget med hende i tiden op til det, vi læser om. Det kunne have været rart, hvis vi havde fået det at vide; bare som sidebemærkning. Og er det normalt for anorektikere at være psykotiske oveni?
Undskyld, men jeg synes bare, at det virker, som om du har skruet dramafaktoren unødigt op. Men måske er det bare mig...

Fantastisk opbygning, skræmmende historie, men lidt... utilfredsstillende vendepunkt. Desværre. Til gengæld er der noget stærkt ved den måde, Elliot forlader historien på.

Fin tekst! Men en dårlig overskrift. Den fik mig til at vælge teksten som en af de sidste, der skulle læses i konkurrencen desværre. (Ikke for at lyde mavesur, men den er ikke på niveau med resten af teksten!) Selvom du har et dobbeltspil og leg med ord, så holder det ikke i en overskrift. Det forstyrrer og irriterer mig bare.

Du fortæller historien flot - godt at vælge en anden person end den det fantastiske sker for! Jeg-fortællerstilen virker fint, men du kan sagtens udnytte det noget mere. Hvorfor ikke gøre teksten mere "personlig": Bruge flere af de billeder, han må have inde i sit hoved til at beskrive lægen, rummet osv.! Altså få skabt et psykologisk spillerum for novellen - det ville højne teksten!
Ellers en fin og anderledes tekst.

Meget alvorligt emne. Jeg kan utrolig godt lide, hvordan Lea og Elliot er hinandens støtte på godt og ondt, men jeg synes, der mangler et fantstisk element. Denne styrke, bliver også en svaghed, for efter jeg havde læst novellen, havde jeg svært ved at se, hvordan Elliot kunne være sådan en del på hospitalet. Hvorfor får han lov til at komme ind? Jeg forestiller mig, at de begge er unge teenagere.

Efter min mening kunne der godt være lidt mere beskrivelse i novellen især på grund af sceneskiftene. Lidt beskrivelse for at markere, at vi nu er hjemme hos Elliot, på hospitalet eller hovedbanegården.

Dit sprog er meget levende, dog genbruger du ord, eksempelvis i første scene, hvor du bruger "bore" tre gange.

Louise

Hej Camilla

Puh, det er sådan et tungt emne - og svært beskriveligt og jeg synes, du rammer mange fine stemninger med dit sprog!

Alligevel følte jeg mig ikke helt hjemme i din tekst. Det gled ikke ned - jeg var forvirret over navne og steder. Først troede jeg de boede på en psykiatrisk afdeling, men så skrev du noget om 'kostskole' og 'helt i Danmark'. Navnede forvirrede mig også -Elliot. Det er et drengenavn og selvom det måske virker underordnet, ville jeg ønske, jeg vidste mere om, hvor han kom fra, for jeg kan ikke placere ham. Tog han til Danmark på kostskole eller sit hjemland. Problemet for mig er, at jeg ikke aner, hvor disse to mennesker befinder sig.

Lægens sprog virker stift på mig. Jeg ved ikke, hvordan de normalt ville snakke til anoretiske patienter, men det virker mærkeligt på mig her. Det samme gør mammas sprog. Det virker ikke på mig som talesprog, mere som noget klinisk opremsende. Måske ville det hjælpe, hvis du brød talestrømmene mere op, og indskød tanker, handlinger eller beskrivelser ind i mellem?

Noget af sproget studser jeg over. Blandt andet sætningen:
Det er noget jeg vil forsøge med, ellers ved jeg ikke hvordan hun skal reddes.
Blot en bagatel, men det 'med' i sætningen synes overflødigt.

Jeg er enig med mange af kommentargiverne. Teksten er modig, det er så kringlet et emne at forsøge at give et indblik i - så ros for emnevalg og idé. Novellen i sig selv gik bare ikke rigtig ind hos mig.

Mange hilsner Stinne

Meget stærk og intens novelle! Jeg blev revet med af føleleserne. Især til sidst da Lea græder.
Et relevant emne beskrevet på en skræmmende, men alligevel realistisk måde.
Enkelte steder føler jeg, at du bruger "havde" forkert. Fx
Det havde begyndt at bore dybere. Her ville jeg synes, at sætningen burde lyde:
"Det var begyndt at bore dybere." Jeg er ikke het klar over, om det er bevidst eller ej.
Men i hvert fald spændende læsning! :)

Hej Camilla!

Du indleder med en meget stærk scene, hvor din HP står og kigger gennem en glasrude på den pige (jeg gættede på søster), der er indlagt på et psykiatrisk opholdssted.

Jeg havde gennem hele første afsnit forventet at vi fulgte en pige (fortælleren, din HP). Hvorfor ved jeg ikke, men da Elliot hilser på Dr. White, kigger denne ned på din HP, og det understregede at jeg gættede rigtigt på hunkøn.
Måske kan du lægge noget ind lidt før, der afgør kønnet for læseren, allerede i første afsnit?

Det er til gengæld fremragende at du fortæller hvad Lea normalt var iført, før hun fik hospitalsskjorten på, jeg gætter straks at de må være kostskolebørn.

Dr. White siger at han vil lave et forsøg med Lea og Elliot replicerer:
”Så du vil lade hendes liv afhænge af et forsøg.”
- Det er et mærkeligt replikskifte, for det har White jo ikke sagt noget om han vil– og har han er det ikke noget, forfatteren har delt med læseren. Måske mangler der noget?

Du veksler fint mellem datid og nutid og det fungerer fint, synes jeg. Man er ikke i tvivl.

”Jeg prøvede at fange hendes øjenkontakt.”
Enten prøver du at ”fange hendes blik” – eller prøver du at ”få øjenkontakt”. Det andet er hjemmedigt.

Langt inde i novellen, går det op for mig at Lea og Elliot ikke er søskende. Det ville jeg gerne have vidst før.

Det er flot du venter så længe med at vise os, hvad Elliots rolle er i det her. Hans private agenda. Det er et skræmmende perspektiv, du her lægger i novellen. Godt emne behandlet på en anden måde, end man er vant til. Det kan jeg godt lide.

Held og lykke i konkurrencen

Mikala

Yep, vil lige bakke op om Pias iagttagelse og Camillas novelle:

Opgaven hedder ordret (og det har jeg copy-pastet):

"Skriv en historie om en fantastisk begivenhed som betyder et vendepunkt for en person i novellen."

Og den person kan sagtens være Lea.

(så Carsten og Karen: novellen falder bestemt ikke på det krav. Det er et ekstraord I har sat ind - hovedpersonen)


Men hvis vi nu skal ordkløve, så slå lige ordet fantastisk op her: ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fantastisk

Ordet fantastisk behøver nemlig ikke at være positivt ladet, som det ses af pkt. 2 kan det fx også betyde: utrolig; uforståelig; uacceptabel. Og vi husker vel alle klasselæreren der rød i hovedet råbte: "Det var dog fantastisk, Bo og Michael, at I ikke kan holde mund! Nu har jeg sagt det fire gange!" :) Eller pkt 3. hvor fantastisk kan betyde (tilsyneladende) indbildt eller uvirkelig; udsprunget af fantasi.


Så når Elliot mister sin forbundsfælde (Lea) i anoreksien, må det siges at være et fantastisk vendepunkt for ham også!

Om det får Elliot til at gå helt i hundene, eller det netop er det som får Elliot til at indse, at han må samme vej som Lea, behøver vi ikke at afgøre. For uanset, er det er da et fantastisk stort vendepunkt for ham, at han ikke længere har Lea til at bekræfte sin tankegang.

Så selv om opgaveformuleringen havde heddet "hovedpersonen", holder Camillas novelle!


Mange hilsner Peter

Hej Camilla

Det er et stort og alvorligt problem, du skriver om. Det synes jeg er rigtigt godt. Det er bestemt også fantastisk, at Lea indser, at hun er syg.
Og det gør ikke noget, at hun muligvis ikke er hovedpersonen, for i konkurrencebetingelserne står der, at det fantastiske skal ske for en person i novellen (altså ikke nødvendigvis for hp., som jeg ser nogle tror).
Det er fint nok, at novellen foregår i England (formoder jeg p.g.a skoleuniform og navne)
Plottet er udmærket bygget op. Det gør jo ikke noget, at man ikke fra første sætning er helt med på situation og problem; der må gerne være lidt til den indvendige side af skallen :-)
Jeg har altså en del ros til historien, men den den går ikke "under huden" på mig, jeg føler ikke rigtigt med hverken Elliot og Lea. Jo, det er noget skidt, og helt skrækkeligt, at de og nogle derude i virkeligheden har det sådan! - men det kan en fagartikel, nyhedsartikel af de bedre eller lignende, også få mig til at føle.
Da det her nu er en novelle, vil jeg gerne vide lidt mere, om hvem de to unge er, ud over at de altså begge har anorexi - ikke nødvendigvis deres udseende, men nogle glimt af deres personligheder, evt. før de blev syge; fiskede de sammen? Samlede Lea på glansbilleder og drømte om at blive kunstmaler? Eller - om at ligne feen på det stopre glansbillede med glimmer`
Et eller andet ...
Sprogligt kan novellen også strammes op, synes jeg. Der er ikke direkte noget i vejen med dit nuværende, der er sådan nærmest lige ud ad landevejen, og måske skal sproget være netop sådan. På mig virker det en anelse for enkelt og lig tusindvis af andres stil.
Hvis du har lyst, kan du jo lege lidt med sproget. Du kan også jo også bare fastholde stilen - eller måske ændre den i en anden fortælling.
God historie.

Pia H

Det sætter tankerne i gang når ting ikke er det, som de giver sig ud for at være.

I din novelle bruger du temaet om hvem der er normal. Det tema kan køres meget langt ud, men her vælger du at lade os tro, at den raske er syg (og omvendt) ved at lade den syge fortælle.

Det gør du rigtig godt. Dit problem er at det er svært at gøre en sørgelig anledning munter og spændende. Derfor er den ikke så letlæst som de mere muntrer af novellerne.

Da novellen var slut var det hjernen der kørte ikke følelsen eller den varme klump.

Ellers et stykke godt håndværk.

Mvh. Geert Tind

Hej Camilla,
Det gik langsomt op for mig at din novelle handlede om anoreksi, men der var meget andet jeg ikke rigtig forstod. Din novelle er indforstået, som om at forfatteren ved en masse om personerne, som ikke rigtig kommer ned på papiret. Personerne er komplekse, hvilket normalt er godt, men jeg har ikke det fulde billede af personerne for mig. Jeg brugte lang tid på at finde ud af kønnet på Elliot, og hvad er det for en skole de går på, og hvad er det med hans familie som åbenbart bor langt væk? Og hvorfor har Elliot selv valgt en skole "helt i Danmark", hvor gamle er vores hovedpersoner? Hvorfor er Elliot alene mens Lea er på hospitalet (han virker som Palle alene i verdenen)? Hvis Elliot er en dreng, hvorfor er de så venner og ikke kærester, eller er de? Er de med i en hemmelig sekt (svaret er måske ja), eller hvad gør at de er så afhængige af hinanden? - alle de spørgsmål tumlede jeg med, og fik ikke svar på det hele.

Grundlæggende tror jeg ikke at jeg forstår hvad du vil mig som læser med denne historie, og det er selvfølgelig ikke så godt. Det virker ellers som om at sproget og forståelsen er på plads hos dig, så det er synd at plottet/persontegningerne smutter. Eller også er det bare fordi jeg ikke forstod noget af historien i starten at helhedsindtrykket bliver dårligt. Jeg burde selvfølgelig læse den igen, men det trækker ned.

-christian

Du bruger ordet "havde" mange gange og jeg synes det virker forstyrrende på mig. Du har en del sproglige fejl, som også andre kommentatorer påpeger. Lidt langtrukken og ikke meget handling. Men historien er stærk, emnet relevant og du får lagt mange følelser i sin historie, som jeg synes er flot!

Selvom du har forklaret det, synes jeg dog stadig ikke kravene til novellen er opfyldt tilstrækkeligt.

Mens jeg læste troede jeg en overgang, at Elliot var "skabt" af Leas fantasi. At han ligesom tog form for Lea og VAR en personificering af anoreksien. Det kunne forklare, hvorfor Dr. White ikke reagerer da Elliot giver Lea en lussing. Det havde givet historien et interessant twist.

To unge indgår et usædvanligt partnerskab. Deres sammenhold er stærkt og intenst, men resultaterne er langt fra positive.

Jeg kan godt lide ideen med at beskrive anoreksi som en form for teamwork: Hvad end der er tale om pro-ana hjemmesider eller de sammenhold som kan opstå på behandlingshjem, så er der helt sikkert et element af ’os mod dem’ i lidelsen. Jeg synes også det fungerer godt, at det er en dreng og en pige, det forstærker på en eller anden måde deres bånd, selvom de ikke nødvendigvis er kærester.

Den sidste scene er jeg usikker på. Elliot og Dr. White er sammen inde hos Lea, og Elliot stikker Lea en lussing; Dr. White fortsætter som om intet er hændt, og med et par velvalgte ord får han omvendt Lea. Jeg synes ikke jeg får en god grund til hvorfor vendepunktet kommer netop der. White har forklaret at han prøver en ny metode, som går ud på at Elliot skal være tilstede. Er dét grunden? Er ikke helt med på hvorfor det gør en stor forskel.

(Er også enig i, at det ikke er hovedpersonens, altså Elliots, fantastiske vendepunkt, men Leas. Og de forskellige ’nu’er’ – et af dem er i nutid, og kan dermed ikke også være flashback – strækker vist også handlingen ud over de 24 timer.)

Det sagt, så er det en intenst fortalt historie, som fint afspejler den nærmest klaustrofobiske verden som personerne lever i.

Venlig hilsen Karen

Din titel er morsom. Det giver et flot hint til flere muligheder. Elegant.
Du har vel nok opfyldt kravene til en fantastisk - og realistisk - oplevelse, der ændrer en persons liv. Problemet er bare, at den HP som fremtræder mest markant er Elliot, og det er ham der runder novellen af med ...Løgne. det var hvad det var. Så for Elliot er der ingen ændring. Det overstråler lidt det positive fokus på Lea, som skal bære historien.
Der er lidt svært at se, om ændringen sker i løbet af et døgn, som konkurrencen kræver.
Du har ingen reelle stavefejl, men der er en hel del sproglige fejl (ombytning var/havde - en enkelt af/ad - problemer med verberne, kommaer, strukturløse sætninger osv).
I første afsnit bruger du ordet havde utrolig mange gange, det mindsker læseglæden. Et par pudsige sætninger (mærke hendes aroma - fange hendes øjenkontakt). Sprogligt kører du mest på den alvidende fortæller. Lidt mere kropssprog ville pynte (show don't tell).
Dit emnevalg er flot og altid brugbart og du får fat i det centrale på en god måde.
Jeg har ry for at være hård i min kritik, men husk, det er kun MIN mening og du skal kun bruge det du selv mener er relevant.

Bibelot

Hej Camilla, det er et utroligt svært emne, som du her har taget op, og det er flot. Du skildrer det også i nogle stærke vendinger, omend jeg så lige måtte læse første halvdel en gang til for at finde ud af, hvad der skete. Efterhånden gik det op for mig, at Elliot også havde spisefosstyrelser, og det er uhyggeligt som han vil fastholde Lea i det, som lægen siger, det bliver en livsstil. Alt i alt er den smukt beskrevet, der er lige nogle sproglige bommerter, som f. eks. "det styrer dig selv" i stedet for "det styrer dig." Men det er så ikke mange. Ja, nu læste jeg jo lige i kommentarerne din forklaring på, hvad det fantastiske var, så det ved jeg jo :-) VH Mons

Hej Chammalia,

God komponeret og et svært emne. Ang. en afgørende vending i HPs liv. Kun hvis vi betragter Lea som HP er der en ændring. Hvis vi betragter Elliot, som er fortælleren som HP er der ingen. Nu er det ikke altid at fortælleren er HP, men i denne historie er Elliot HP

Så - god historie, men den opfylder ikke kravet til en afgørende vending i HPs liv.

Flot novelle. Har man selv haft spiseforstyrrelser tæt inde på livet, ved man også, hvor fantastisk det er, når det "vender"! Dine personer er meget levende og autentiske. Av, for en fortælling!
Jeg har prøvet at forestille mig, hvordan novellen ville være, hvis Elliot havde været en pige, og jeg giver dig helt ret, Camilla - Elliot skulle ikke have været en pige. Som dreng er han et ekstra spændingfelt i novellen, og netop det faktum, at drenge også har spiseforstyrrelser, men slet ikke er så synlige som (nogle) piger, tilføjer novellen en ekstra uhyggelig, men desværre realistisk dimension.

Lige til de næste, der kunne finde på at spørge om det samme: Det fantastiske element indgår, idet Lea indser, at det er forkert det kun gør. For lige at citere fra min synopsis: "Dr. White får hende til at indse, at det ikke længere er hendes ’livsstil’ og hende der har kontrollen, men at sygdommen styrer hende. Herved sker et ’mirakel’ eller en fantastisk begivenhed, som det med rette psykologhjælp også er mulig at opnå i den virkelige verden. Denne psykolog betyder et vendepunkt for Lea og giver hende en anden opfattelse af pro spiseforstyrrede."

Og Elliot skulle ikke have været en pige, nej (: Der er også drenge, der lider af spiseforstyrrelser.

Hej Camilla

Jeg synes det er et fantastisk emne du har valgt. Fantastisk, at du har valgt noget der går i dybden, er fyldt med følelser, har betydning for så mange og alligevel alt for ofte bliver fortiet. Jeg synes der er rimelig mange overfladiske tekster - endelig en forfatter, oven i købet en meget ung én af slagsen, der modigt og ufortrødent svømmer ud på det rigtig dybe vand - der hvor alt kan gå fuldstændig galt, og der ingenting er at holde fast i :)

Dine beskrivelser er virkelig fine, og jeg bliver straks suget ind i historien og følelserne, og glemmer alt om skriveteknik. Ah, næsten alt - dine tilbageblik og nuet, hvor du skifter mellem nutid og datid, kunne jeg godt have tænkt mig var gjort tydeligere - evt. det ene med kursiv.

Jeg er utrolig fascineret af, at det er Lea som er patienten, den indlagt på psyk, den som Elliot og lægerne og familien er bekymret for, og så alligevel viser det sig at Elliot måske har det største problem og fastholder Lea - det er virkelig, virkelig, VIRKELIG stærkt! Jeg sad sådan "Wauh, hvor er det godt komponeret." Der lå en enorm spænding i at Elliot gjorde mig mere og mere usikker, og ja, det kunne ende med hvad som helst. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre slutreplik :) (hvor fortælleren så pludselig gør brug af sit bagudsyn).

Det som jeg ikke forstå i denne fremragende, helt fantastiske novelle, er navnet "Elliot". Elliot er jo et drengenavn, og en dreng som fastholder en pige i anorexien/spiseforstyrrelsen er jo yderst, yderst sjældent. Skulle Elliot ikke have været en pige? :)

Mange hilsner Peter

Fantastisk tekst, og som jeg har været inde på hos flere af kommentatorerne på min egen tekst, så kan jeg godt selv lide staccato-sætninger. Jeg mener, at de skaber en fart, der også tit er ved mundtlige fortællinger, og dét synes jeg er fremragende, også selvom historien foregår på et hospital.

Virkelig fantastisk tekst, du har begået dig her. Jeg sidder tilbage med en forstærket følelse af uro.

Dog vil jeg give Cecilie ret i, at det er svært at gennemskue, hvor præcis det fantastiske element indtræder.

Men alt i alt en fremragende novelle.

Jin Oh

Hej Camilla.

Det er en meget stærk historie. Jeg fandt den nærmest ubehagelig at læse, hvilket tyder på at den rammer et sted inde i mig. Det er et frygteligt emne du har valgt at skrive om, i den forstand at det ikke efterlader én med meget håb men i stedet en frustration over at der findes så megen sandhed i dine ord. (Hjemmesider der lærer én at blive en god anorektiker osv)

Jeg har et par råd og bemærkninger.
Først og fremmest sætter du mange kommaer og punktummer, som ikke er nødvendige i mine øjne. Det var hårdt, at se på hende, se fortvivlelsen vokse, se det tage om muligt mere og mere kontrol over hende. Almindeligvis skal du kun sætte kommaer mellem hovedsætninger(sætninger der indeholder både et verbum og et grundled). Dine mange punktummer gør teksten hektisk og staccato, hvilket står lidt i kontrast til at den primært foregår på et hospital, hvor alting er langsommeligt, dræbende, etc.

Jeg har svært ved rigtigt at gennemskue hvor det fantastiske element indtræder, i slutningen måske? Der ved vi som læsere bare endnu ikke om det vil betyde et vendepunkt for hovedpersonen.

Du har skrevet en god novelle som vækker en masse ting i mig, og det er det vigtigste.

Mvh. Cecilie.