Hej Bo

Jeg plejer som regel at sige, at replikker fungerer som katalysator for en tekst. I dette tilfælde er jeg bange for, at det lige er modsat. Denne meget trivielle snak (jeg mener ikke trivialitet behøver at være en dårlig ting) suger i højere grad livet ud af historien, end den giver liv. Jeg forstår, det er en eksperiment, og det er fair nok. Jeg synes bare, at realismen i dette tilfælde bliver så tør, at kom novellen på trykt papir, ville siderne smuldre ud i skøddet på en, inden man nåede sidste side.
Inden jeg går videre, vil jeg altså lige sige, at jeg stærkt har på fornemmelsen, at du kan gøre det bedre, og derfor går jeg måske lidt hårdt til klingen ;) Jeg gør det udelukkende fordi jeg tror på dig.

Og hvorfor tror jeg nu på dig, når det nærmest virker til, at jeg har været ved at kradse mine øjne ud under læsningen? Fordi du også har haft i noget af det rigtige, og jeg har en fornemmelse af, hvad du i virkeligheden gerne vil med denne tekst. Miljøet er beskrevet meget nøgternt, og det samme er personerne egentlig. Vi får det meste at vide gennem replikkerne, og det er jo en fremstillingsform, som jeg selv er stor tilhænger og praktiserer af. Vi befinder os i et miljø af samfundets "sociale tabere". Kontantshjælpsmodtagerne. Dem uden arbejde eller studium. Folk, som ingen har brug for på deres arbejdsplads. Fordommene står i kø, når vi taler om disse mennesker. I en tid hvor du kan blive det, som du gerne vil, bare du arbejder nok for det. Krisen har aldrig været større, end man gjorde den til. De, som gider, kan. Der er ingen undskyldninger. Alligevel er de der, og vi undres. Vi er godt klar over, at folk kan stå i en vanskelig situation, men alligevel ... er det virkelig så svært at finde et arbejde. Jeg mener ... flere år uden beskæftigelse?
Personerne bliver skildret på en måde, hvor læseren selv må danne sig billeder og forestillinger for at få det fulde billede med. Og netop i den forbindelse har fordommene stadig livspotentiale, og netop derfor kommer den nøgterne stil til sin ret. Vi ser, hvad vi gerne vil se.
Eftersom jeg synes denne plan egentlig fungerer meget godt, undrer det mig også, at du pludselig begynder at udpensle hovedpersonens fortid. Da dette sker bliver jeg oprigtigt i tvivl om din idé. Jeg ved ikke, hvad jeg skal udlede af din påstand andet end: "Se hvor er det synd for disse mennesker." Det er også fint nok, men jeg synes, du kunne have fået så meget mere ud af det. Jeg synes måske også, at du lidt bryder din kontrakt med læseren, når du i 90 % af hele novellen benytter en meget nøgtern stil, som indbyder læseren til at skulle stå for meget af fyldet selv (du sår frøet, læseren plejer det for at få det til at spire og vokse), for at gå i dybden med udpenslende informationer de sidste 10 % af foretagenet.
Det er når sådan noget sker, at jeg bliver i tvivl om din plan for denne novelle. Jeg bliver i tvivl om, hvad du egentlig forlanger af din læser, og jeg bliver i tvivl om dit budskab og din påstand.
Det er meget ambivalente følelser, jeg sidder med, når jeg skal vurdere denne kommentar, og inderst inde føler jeg, at du har haft noget rigtig godt i gære.
Jeg glæder mig til at læse mere fra dig, så jeg måske kan bedømme det lidt bedre. Jeg håber du kan bruge min kommentar til noget.

Og undskyld hvis jeg var for hård. Du skal vide, at det kun er fordi, jeg tror på dig.

Alt det bedste,

Rasmus

Hej Bo
Selv om overdrivelse naturligvis fremmer forståelsen, så synes jeg, du har godt fat i det absurde i myndighedernes mange projekter med os alle (aktivering, psykologhjælp m.m.). For mig kulminerer det, da du lader to mand om at lave en omgang ris (hvor svært kan dét være?). Dit emne fejler altså bestemt ikke noget!
Når det så er sagt, så synes jeg i øvrigt, din novelle lader meget tilbage at ønske. Den virker, selv med de intense dialoger, som én lang og temmelig kedelig opremsning. Det indtryk har måske med at gøre, at du har valgt at skrive i nutid (... og hvorfor er det lige, du har gjort det?). Måske har det også med at gøre, at du ikke vælger obligatorisk linjeskift ved replikskifte. Jeg ved det ikke. Men det er, som om hele novellen af den grund kommer til at mangle en nerve eller en mere synlig pointe.
Rent sprogligt må jeg også indrømme, at jeg blev noget irriteret under læsningen. Der er SÅ mange fejl i teksten, at en korrekturlæser ville have plastret teksten til med røde streger. Det gælder både stavning og grammatik (intet nævnt, intet glemt!). Jeg er ikke sikker på, jeg har læst noget af dig før, så jeg kender ikke dit normale niveau, men det her må du kunne gøre bedre (ikke mindst, ifald jeg har forstået det rigtigt, hvis du allerede står foran en "rigtig" udgivelse; tillykke med det i øvrigt!).
Jacob

Hej Bo. Du beskriver en verden, som for nogle af os er ukendt og forbundet med fordomme, men som vi alle, ikke desto mindre, kan risikere at blive en del af. Som f.eks. den unge Ib, der læste på universitetet, men droppede ud p.g.a. en række hændelser, man ikke selv er herre over. Og så må vi jo ikke glemme, at i disse tider med finanskrise, arbejdsløshed, forkortet dagpengeperiode m.m. risikerer stadig flere at ryge på kontanthjælp, veluddannnede, såvel som uudannede.

Og hvorfor er det lige, at Oscar ikke vil med til klassefest? Nej, han er jo bange for at falde ud i forhold til bl.a. Sally, der er advokat. Og måske kan det føles lidt pinligt, hvis det ikke er gået en selv så godt, som man enten havde forventet, eller i forhold til klassekammeraterne.

Din novelle er et godt eksempel på, at livet ikke altid er sort/hvidt, eller lige ud ad landevejen. Der er nogle kurver på livets vej.

Hej Bo

Grundlæggende en fin ide med denne lidt skæve fortælling om en mand, der bliver opsagt og nu forsøger at fylde den tomhed, der efterlader i hans hverdag og hans indre. Der er bare lidt for mange trummerum-detaljer, som egentlig ikke synes at give historien ret meget andet end netop fyld. Realisme og jordnære dialoger er glimrende, men kan også gå hen og blive lige en tand for banalt, især hvis der er for meget af det. Tænk "less is more"; vi behøver ikke at få det alt sammen med hver gang, men kan nøjes med det væsentligste.

Denne passage illustrerer, at du godt kan og faktisk har fat i noget:

"Ring til hende", siger Jonas og og slår til bolden, der kommer retur fra væggen.
"Måske", siger Svend.
"Ring", siger Jonas, slår ud efter bolden men rammer ikke.

Den kan jeg lide. Her har jeg dog flyttet replikkerne ned på sine egne linjer. Det skal de. Ofte står de hulter til bulter, og det gør dialogerne svære at følge med i, foruden at de rodes sammen med de omgivende afsnit.

Generelt ville en god omgang korrektur have hjulpet. Stavefejl m.v. generer læsningen og bryder fokus. Det er for ærgerligt.

Kom stærkt igen :-)


Vh. Nicolas

Hej Boster.
Hvor er det en fin novelle.
Fyringer er ikke altid dårlige. - Svend får styr på, ikke bare sin lejlighed, men sit liv.
Finder ud af at han egentlig bare har ventet på sparket, til at komme videre. og et spark til at finde kærligheden. -
Du er god til at skrive så man ser det hele for sig. Super :)