Hej Astrid

Jeg synes, det er en fin tekst, hvor du mest af alt præsterer rigtig godt i at beskrive miljøet. Det giver din historie en god baggrundsfarve, som dog ikke stjæler opmærksomheden fra dine hovedpersoner, der jo er de vigtige.

Det er en fin beskrivelse af savn. En flytning river i allerhøjeste grad rødderne op for børnene, der jo som oftest er vokset op det sted, som de flytter fra - dette virker ofte som et underspillet tema i andre tilfælde. Man hører måske i andre sammenhænge om, at en sådan flytning er hård i starten, men der er altid noget i handlingen, som hurtigt bagatelliserer den eller ligefrem vender den til noget godt. Det kan man jo ikke beklage sig om, da dette jo oftest er virkeligheden - og heldigt for det - men selve det at have flytningen i fokus er jo en idé i sig selv, og jeg synes det er en god idé.

Dette er på trods af, at det i denne tekst jo ikke er pigen, som flytter, hvis kvaler vi hører om. Savnet er plantet i hendes ven, og det er dermed hende, og ikke så meget stedet (Sct. Annagade) som bliver genstand for savnet. Det er jo interessant, når man tager din titel i betragtning. Det kan dog måske bunde i, at du netop vil have miljøet til at fylde så meget, at selve historiens handling skal undertones en smule.

Jeg synes, du skal have ros for dine meget fine beskrivelser af både handlingsforløbet og miljøet. Det er en fortællerstemme, som gør historien lettere mat; og vi ser denne mathed i kontrast med de legende børn i skolegården. Dette giver i sin enkelthed historien en anelse håb, for selvom tiden er hård nu, så læger tiden som regel disse savn. Alligevel er jeg glad for, at du ikke er gået videre med historien til at omhandle den heling, for det ville sætte temaet om savn og dennes smerte under en skæppe.

Din afslutning er rigtig god. Den giver historien en skrøbelighed, der klæder den godt, og du skal have ros for ikke at konkludere noget, men blot vise det, du ser (eller gerne vil have læseren til at se) og lader slutningen stå åben.

Drengen glemmer ikke Anna, han husker den gang, Anna sagde, de skulle se, hvem der kom sidst hjem.

Det er en virkelighed, hvor det at have meget tid ikke nødvendigvis er lig med kedsomhed, men i dette tilfælde tjener det formål at tage sig tid til hinanden. Alligevel er det dog smertefuldt, for man forventer ligeledes en tid, som forsøges at trækkes ud - at udfaldet er forudbestemt, det er uundgåeligt, og selvom der ikke er noget, man kan gøre ved det, prøver man alligevel at udskyde det bare en lille smule. Det får mig til at tænke på, hvor mange gange dette ikke er sket for en i løbet af livet, og ligeledes får det mig til at tænke på døden - det er til dels også et udfald, som er forudbestemt, men når vi nu har med børn at gøre i dette tilfælde er jeg ikke sikker på, at jeg vil lade mine tanker når nærmere ad den sti. Men det er god for evigt aktuelt.

Du skal have ros for din komposition; gode, velovervejede afsnit. Dit sprog er dejligt og flydende - tag det ikke som en kritik, når jeg siger, jeg er overrasket over, at lix-tallet er 29, for det føltes lavere, imens jeg læste. Jeg synes måske godt, at du kunne have præsenteret flere billeder af handlingen, når du samtidig har brugt så mange linjer på at beskrive miljøet. For mig bør det lidt stemme overens, og som jeg sagde her, kommer dit miljø måske lidt for meget i fokus. Du beskriver det flot, men jeg synes måske aldrig, at miljøet bør overskygge handlingen, og det gør det lidt her. Dog kommer du godt igennem med dit budskab, så katastrofalt er det absolut ikke.

Tak for en god læseoplevelse. Den satte nogle tanker igang.

De bedste hilsner og fortsat god skrivelyst,

Rasmus