Det er en interessant tanke. Men jeg må desværre erklære mig uenig:
Djævelen er, som du siger, en åndesøn, som blev skabt af Guds kærlighed og i hans navn, og derfor, ligesom Adam og Eva, fik en fri vilje til at handle som han nu engang ønsker. Og det gjorde han.
Jo, selvfølgelig ønsker Gud at blive tilbedt, at hans engel skal vende hjem igen, men her har vi konflikten: Efter hvad litteratur har givet os, har Lucifer aldrig ønsket at komme hjem igen:
''Better to reign in Hell than serve in Heaven'' (Paradise Lost). Så ulig Adam og Eva tog han altså valget om ikke at bekende sin synd, men svælge i sin egen lille andedam af ondskab, enevælde (i form af Helvede) og begær, fordi det er det valg, han traf.
Noget du også skal passe på er, at Djævelen er ikke menneskelig. Han er (som du også har skrevet) den rendyrkede ondskab, og burde derfor ikke kende til higen efter kærlighed, mindst af alt Herrens. Deraf kan vi heller ej klassificere ham som værende på ligefod med ''en vantro'': Han *har* været hos Herren, og han skred. Eller rettere; blev smit ud, men stadig af egen fri vilje.
Jeg tror ikke han er afmægtig. Tværtimod: Hvis jeg skulle sætte ham i en så menneskelig bås som mulig, ville jeg sige at han var ekstrem-narcissist, magtsyg og sikkert også autoseksuel (men det kan være en historie for sig), og derfor så langt fra en bevidst afmagt som man overhovedet kan komme. En stakkels gammel djævel er han sikkert, men det går nok aldrig op for ham.

-Når dette er sagt (skrevet, that is), er der vist kun tilbage at sige, at jeg nød din filosofi :)

Arouet