Forholdet mellem far og datter er rigtigt godt beskrevet, synes jeg. Man faar fornemmelsen af, at de er taet paa hinaden, og det har jo ogsaa relavans senere, da man finder ud af, at det er andet end bare blod som binder dem sammen. Kendras natarbejde er realistisk skildret, og man kan 'se' tingene for sig. Det goer det let at leve sig ind i historien. Dog er der nok spor lagt til at vise, at alt ikke er helt almindeligt.

Der var et par ting i scenen i parken som jeg studsede over. Rytteren taler med en mandsstemme, men senere beskrives han som en dreng. Det goer det svaert at 'se' ham. Mand eller dreng? En anden ting: Kendra kan ikke se rytteren saa godt i moerket, men hesten har en flammende man og hale som vel lyser lidt op - gaar ud fra, at forklaringen er, at han er moerket selv, men det kunne maaske naevnes, at der er noget specielt ved dette moerke som omgiver ham.

Apollo siger, at ingen vidste, at Arlyn havde en datter. Hvorfor ikke? Det virker som om Kendra har haft et almindeligt liv, uden at vaere blevet holdt skjult.

Jeg synes den indledende del fungerer rigtigt godt. Kendra har saa langt haft et helt almindeligt liv, som saa pludselig bliver aendret. Oejeblikket med vandflasken er godt: Man ved at der er sket noget med faren, men ogsaa at der er en eller anden forbindelse med vand. Det er antydet, uden at vaere udpenslet. Kendras sorg er ogsaa skildret godt. Forloebet i Apollos hus kunne maaske traenge til en gennemarbejdelse. Her synes jeg det var lidt svaerere at 'se' situationen for sig.

Venlig hilsen Karen

Hej Andrea

Jeg har kommenteret løbende mens jeg har læst din novelle.

Hvor er det en sød tradition at far og datter taler sammen når det regner!

Jeg føler totalt med hende da faderen ikke tager telefonen, men er den reaktion ikke lige voldsom nok? Jeg mener. Jeg kan godt sætte mig ind i at blive bekymret, men ligefrem at skrige. Nå ja, det kan også bare være det er mig

Så kommer hun hjem og man finder ud af at faderen er død. Hvor er det bare sørgeligt. Men det er vildt svært at følge med i Kendra og moderens dialog, men det er måske meningen?

Så stikker hun af hjemmefra, hvilket er forståeligt nok, men hmm – måske er det fordi jeg er træt, men det er ret svært at følge med i hele den der aktion passage

"Men... jeg har aldrig hørt om dig, jeg har aldrig hørt noget om nogen vogtere!" sagde Kendra, der igen mærkede vreden over at være blevet holdt ude af hendes fars liv.” en rigtig træls hans og sin fejl – det hedder ”sin fars liv”. Ellers er der tale om en andens. Men det er faktisk den eneste af den slags fejl jeg har fundet! Så godt klaret.

Men – er Apollo en vogter? Jeg troede vogterne havde vendt sig mod hendes far..? nu er jeg totalt forvirret.. what... hvem er Eunomia ? For mange navne, for mange spring for mange ting man ikke kan følge med i!

Så afsløres Apollo. Fint nok, det havde jeg faktisk ikke gennemskuet. Og fed detalje at hun ikke kan nærme sig ild!

Sej slutning ”af en enkelt stor bølge!” fedt

Okay.. nu er jeg færdig. Og jeg tror jeg i store træk forstod historiens plot, men hold da fast hvor skete der bare meget, på rigtig rigtig lidt plads. Din historie ville virkelig have godt af at fylde dobbelt så meget! Derudover ville den have godt af at blive gennemlæst en ekstra gang. Der er enkelte småfejl som virker ret forstyrrende på helhedsindtrykket!

Men virkelig god idé med de der modsætninger! Man kan mærke at du har gjort dig nogen gode tanker!

- Kristina

Hej Andrea.

Sikke et spændende univers du her fremviser. Det rent gramatiske vil jeg lige lade andre om at kommentere, eftersom det ikke er min stærke side. ;-)

Så jeg lægger vægten på selve historien, og her syntes jeg du klare det flot.

I starten får du præsenteret Kendra ganske godt, selvom jeg gerne ville have kendt hendes navn fra første afsnit. Du fører læseren (mig) hurtigt afsted og beskriver ganske godt hendes nervøsitet over at faren ikke svarer, og bagefter hendes sorg over den tragiske ulykke. Hendes reaktioner virker for mig realistiske.

Herefter sker der en masse, og der dukker en del personer op, samtidig med at der er en del forklaringer. Du formår dog at fortælle det, så det ikke bliver uoverskueligt, men at i hvert fald at jeg kunne følge med i det.

Det univers du skaber, virker stort og til tider lidt defust. Jeg lærer aldrig helt om hvad vogterne entlig går og laver, ud over at holde verden i balance. Jeg formoder at det er ordgrænsens skyld, og på trods af den får du alligevel lavet en god historie, hvor personernes reaktioner virker troværdige.

Den lægger op til noget større syntes jeg. For hvad sker der nu for Kendra og de andre vogtere? Men fin historie med gode tvist og hvor vand er godt reprecenteret.

Hej Andrea.

Underholdende novelle, du her har skrevet, og der er jo rigeligt af både fantasy og vand. Du er god til at holde kortene tæt på kroppen, så læseren ikke ved mere end Kendra, og det fungerer derfor rigtig fint, at hendes sympati for de forskellige vakler for hver ny påstand, indtil hun til sidst selv tager stilling.
Jeg kunne også rigtig godt lide dilemmaet omkring Vogternes evner, og hvad de måtte bruges til, men her undrer jeg mig lidt over Apollos fremlægning:

Hvis Apollo ønsker at narre hende over på sin side, er det sært at han giver de andre skylden for sin egen forbrydelse. For han FREMSTILLER jo netop sin egen holdning som en forbrydelse, i stedet for at forsøge at overbevise hende om at han har ret, og at de andre tager fejl. Hvis han eksempelvis havde brugt ordet ´ansvar´ istedet for ´magt´, havde han jo hurtigt kunnet få det til at lyde fornuftigt:
´Menneskerne har svært ved at løse deres selvskabte problemer, og de andre Vogtere vil ikke leve op til deres ansvar og vejlede ordentligt.´ c",)

Som sagt synes jeg, at din historie er underholdende, men hvis jeg skal være rigtig kritisk, synes jeg at du måske forvalter dine ord lidt skævt. Du bruger RET meget tid på indledningen hvor du fortæller meget detaljeret om at hun står op, går i bad, cykler på arbejde osv, og det betyder at du i sidste ende ikke har ord nok til at beskrive hele klimakset i historien: Det endelige opgør mellem Vogterne. Her henviser du læseren til en rigtig dårlig plads i kælderen, i stedet for at Kendra (hvis du havde haft flere ord) kunne have sneget sig op og fulgt kampen i skjul af døren. Den ville jeg hellere have hørt om end hendes cykellygter.

Rent sprogligt/teknisk:

Jeg kunne godt ønske mig nogle flere tvungne linjeskift hist og pist. Bemærkede det især ved hendes møde med mantricoren, men du har en del store tekstblokke. Andre steder bruger du så blank linje (der egentlig indikerer et spring i tid, sted eller synsvinkel) hvor et tvungent linjeskift kunne have gjort det.

De 3 prikker:
Hvis en sætning afbrydes, skal der være mellemrum mellem det sidste ord og de 3 prikker (Eks: Hvad mener ...). Hvis det er et ord der afbrydes (eks: Hvad men...) skal der IKKE være mellemrum.

Du har problemer med synes/syntes. Sjovt nok især i starten. Til sidst har du det rigtigt. Men ´synes´ er nutid, og ´synTes´ er datid.

Tegnsætning ved replikker: En replik bør altid ende med en eller anden form for tegnsætning. Nogle steder udelader du det hvor der egentlig burde være et punktum. Hvis replikken efterfølges af en inkvit /sagde/spurgte/svarede/osv) markeres punktummet ved et komma i replikken og derefter punktum efter inkvit. Hvis der IKKE er inkvit, sætter man bare punktummet i replikken.

af/ad
Her plejer jeg at indsætte erstatningsord for at afgøre, om det skal være det ene eller andet. Af = fra og Ad = via.

Og endelig har du også et par smuttere undervejs med hendes/sin. Netop den regel er jeg desværre ikke i stand til at forklare dig, men jeg mener, at der ligger et indlæg om det under Pennens Skrivetips.

Lidt ris og ros i kronologisk rækkefølge:

en lille flakse vand
Bør være: flaske

lager hus
Skal trækkes sammen.

hen af eftermiddagen
Er ikke helt sikker, da min af/ad-huskeregel ikke rigtigt virker på abstrakte begreber, men jeg TROR, at det skal være ´hen aD eftermiddagen´.

mens hun fandt sin mobil frem. Kort efter havde hun fundet sin mobil frem og ringet op til sin far.
Du giver stort set samme oplysning to gange, og endda med de samme ord. Ser nærmest ud som om du glemte, at du allerede havde givet oplysningen. Foreslår, at du sletter den første.

Kan rigtig godt lide sekvensen hvor hendes far ikke tager telefonen. Den er ildevarslende, og du laver en perfekt show-don´t-tell ved at vise hendes følelser gennem stemningsskiftet i omgivelserne (de ubehageligt, tomme haller).

da hun satte sig ned for at holde pause
´ned´ er overflødigt, da det er den forventede retning for at sætte sig. Sætter man sig OP på et eller andet, bør det til gengæld nævnes. Lige i dette tilfælde er hele sætte-forklaringen dog overflødig. Det vigtige er, at hun holder pause.

hvad hendes far lavede. mens hun tog sin medpakke
Et punktum på afveje, og medpakken bør være en madpakke. c",)

Hun havde taget proppen af og drak lidt fraværende af den, mens hun tænkte på sin far.
Her ryger show-don´t-tell til gengæld. Du har lige fortalt, at hun undrer sig over hvad han laver, så læseren kan godt selv regne ud hvorfor hun er fraværende. Og så har du fået hende til at drikke af proppen. ´den´ henviser til sidste navneord af samme køn, og det er i dette tilfælde proppen, ikke flasken. Endelig (går lige i selvsving) virker det i første omgang lidt overforklarende, at hun har taget proppen af. Læseren kan jo godt regne ud, at hun ikke drikker af en lukket flaske. Gætter derfor på at det får betydning om lidt, men kunne godt ønske, at det var LIDT mindre åbenlyst. Eks: ´Proppen lå på bordet ved siden af hende, og hun drak lidt fraværende af flasken´. Det er ikke mindre åbenlyst, at det har betydning, men du får flyttet fokus over på proppen, i stedet for flasken, og det er egentlig nok til at give overraskelsen når det får betydning.

da en følelse af frygt og smerte pludselig ramte hende som et slag
Personlig aversion: Sammenlignende billeddannelse: ´som et slag´. Når jeg føler pludselig frygt eller (psykisk) smerte, kommer det som regel indefra. Et slag er noget der rammer udefra. Kunne det måske bare ramme hende?

tog sig til hoved
Bør være: hovedET. Til gengæld kan jeg jo så se, at du åbenbart MENER en fysisk smerte. Det er ikke den opfattelse din sammenlignende billeddannelse giver (jeg læste den som en kliché), så måske skal du understrege det fysiske? ´ramte hende som et fysisk slag´.

i stedet for at falde ned på gulvet
´ned´ er overflødigt, da gulve som hovedregel befinder sig nede.

men det var ingen spor
Bær være: deR var ingen

Udenfor var det stadig mørkt, men hun havde cyklet turen mange gange før og hendes mor havde sørget for, at hun fik ordentlige lygter.
En ret overflødig oplysning, da hun når hjem uden at opleve noget hvor lygterne (eller for den sags skyld; mørket) har betydning.

Vandet virkede uroligt, men selvfølgelig var det ikke det. Vand kan ikke være uroligt når det er i flasker, de havde jo stået stille hele natten.
Fin, mystisk tanke at smide ind. Til gengæld har du et umotiveret tidsspring til nutid.

Kendra satte sig hurtigt ordentligt op
´ordentligt´ er overflødigt (og forvirrende)

tænke sammenhængende igen. Hendes pude var våd af tårer og hun havde ikke lyst til at rejse sig igen
2 x igen. Det sidste kan undværes. BØR faktisk undværes, da hun slet ikke rejste sig første gang, og hun derfor ikke kan gøre det ´igen´.

men det lød som om moderen ikke ville overhøres. Det undrede Kendra, hvorfor skulle hendes mor snakke med nogen om noget hun ikke skulle blandes ind i?
Lidt forvirring mht ´overhøres´. Jeg læste det som om moderen taler meget højt for at trumfe sin vilje igennem over for vedkommende i den anden ende. Næste sætning viste så, at det faktisk var det præcis modsatte som var meningen. Foreslår, at du finder et andet ord.

Kendra kunne ikke høre svaret, kun en lav mumlen. Det lød som en mand.
Denne ville jeg udelade hvis jeg var dig. Det virker utroværdigt, at Kendra overhovedet kan høre ´den anden ende´ fra et andet rum, og du oplyser vel senere hvem det var moderen talte med.

Kom og sæt sig skat
Bør være: sæt Dig

med skoene på og en jakke over
Bør være: over sig.

da en gren pludselig fangede hendes fod og hun faldt forover
´forover´ er overflødigt.

Hun var sikker på, at ingen hest hun nogensinde havde set kunne løbe så hurtigt.
Denne er jeg ikke vild med. Hun HAR jo netop set denne hest, og den løber så hurtigt. Ville have foreslået ´en almindelig hest´, men beskrivelsen af denne hest falder liiidt uden for det almindelige, så det svarer til at sammenligne æbler og pærer. Foreslår noget i stil med: Hun ville have forsvoret, at en hest kunne løbe så hurtigt.

der stadig var på vej hen mod dem i høj fart.
´hen mod dem´ er overflødigt.

nåede derfor ikke at gribe fat i rytteren foran hende
Bør være ´foran SIG´ (men faktisk er de to ord overflødige, da vi kun har hørt om DEN rytter)

en mand bøjede sig ned over hende
´ned´ er overflødigt, da man ikke kan bøje sig op.

spurgte Kendra undrende.
Hendes undren fremgår af replikken, så det er ikke nødvendigt at fortælle det igen.

"Hvor er drengen
Drengen? Du har ikke nævnt nogen dreng, kun en mandsstemme, så her lader du Kendra vide noget som du ikke har fortalt læseren. Det forvirrer.

Spændende både med mantricoren (syntes nok, at beskrivelsen lød bekendt, men kunne ikke placere den), maren (har så en anden betydning her end jeg er vant til) og især redningsmanden som åbenbart ikke ville hende det godt alligevel.

Hendes øjne var slørede af tåre
Bør være: tåreR

Manden nikkede stille
Det ville have overrasket mig hvis han nikkede larmende, og iøvrigt brugte du ´stille´ kun et par linjer tidligere, så her bør du enten udelade tillægsordet eller forklare hans sindsstemning på en anden måde.

Apollo havde sagt at hun måtte se på det hele og besøge alle rummene, bortset fra kælderen, som var låst.
En klassiker. Det forbudte sted er som oftest det første sted, personen styrter hen.

Hendes far havde været en af dem og alligevel havde de forrådt ham og dræbt ham, fordi han ville forhindre dem i at bruge deres evner til at skaffe sig magt.
Læseren var til stede, da Kendra fik forklaringen, så her er den bare en gentagelse. Foreslår derfor, at du sletter fordi-delen.

Kendra stoppede brast op
Bør være: stoppede brat (og ´op´ er overflødigt)

nede fra bunden
´nede´ er overflødigt.

en mandestemme
Bør være: en mandSstemme

igen det ubehagelige smil
Bør være: igen MED det ...
Kan iøvrigt godt lide, at du understreger, at hun kan HØRE smilet. Normalt ville man nok sige, at ansigtsmimik er lydløs, men af en eller anden grund KAN man - efter min mening - faktisk høre et smil.

Måske fordi det også havde været mørkt sidst hun så ham.
Flot og troværdig konklusion, og læseren ved med det samme hvem der er tale om.

en finger op for munden
´op´ er overflødigt.

smertes udbrud
Trækkes sammen.

Første gang du nævner Cerberus, staver du ham Ceberus. Det er ikke forstyrrende (man kan jo sagtens gætte, at det er den samme), så jeg nævner det kun for at du kan få det rettet i din egen version.

de andre burer
Bør være: bure

Efter hendes 'sygdom' ændrede hendes måde at arbejde sig.
Bør være: ændredeS (passivt, da det ikke er arbejdet selv der tager beslutningen om at ændre sig)

Nogen nætter
Bør være: Nogle.

Elsker de sidste linjer. Dejligt med lidt humor at slutte med. c",)

Mvh
Eddie

Hej Andrea,


Jeg vil ikke kommentere din grammatik/komma osv. Det er der andre der har gjort og gjort meget bedre end jeg kan. Der er nogle steder hvor du burde klippe sætninger væk. En engelsk literær agent fortalte mig en gang at hvis et afsnit ikke bidrager til at fremme plottet burde det sakses. Uanset hvor godt det er skreven. Og han har ret. Hvis du har i sinde at omskrive denne historie (det burde du da den afgjort har potentiale) bør du læse hver afsnit og så spørge dig selv "fremmer jeg plottet? eller er det "fyld"?

God fiktion (og fantasy) skabes ved at HP er i konflikt. Enten fysisk eller psykisk. Så et andet kriterium er: Skaber denne afsnit konflikt? Eller forløser den konflikt? (tænk på det som "cliffhanger")

Jeg tror at hvis du giver historien en "strammer" vil du se at den hurtigt bliver mere læseligt og mere spændende. Så spændende at du sikkert godt kunne skrive en fortsættelse (evt. en førsættelse)

Hej Andrea.

En rigtig god ide til en historie og et godt twist. Vogterne der passer på grænsen mellem magi og mennesker. Det er godt :-)

Din skildring af Kendra, da hendes far ikke ringer er rigtig god, og jeg syntes også det var fint, da hun ikke kunne hjælpe ilden.

Held og lykke i konkurrencen.

Vh Jan K

Jeg synes din historie indledes troværdigt og interessant med den unge kvinde, Kendra og hendes gode og nære forhold til faderen. Vand er allerede inde i billedet og det lyder jo interessant med alle de små flasker, faderen tager med hjem fra rejser. Kan de virkelig holde sig? Nå, billedet er godt.

Du øger spændingen meget, da Kendra på sit natjob (hun er da ikke bange af sig) ikke kan få kontakt med sin far. Jeg holder meget af den kulisse du lægger ind med den nattetomme lagerhal.

Jeg savner indimellem at du stramme teksten lidt op. Der er nogle fyldord, jeg synes teksten kunne undvære. Jeg faldt lige over det her afsnit og har nedenunder forsøgt at give et bud på, hvad jeg mener. Det er jo ikke sikkert du er enig:

Citat:
”Kendra undrede sig stille over, hvad hendes far lavede. mens hun tog sin medpakke frem og gik i gang med et æble, mere for at lave noget end fordi hun havde lyst til det. Hun var næsten færdig og manglede kun at feje i de store gange, så hun tillod sig at sidde lidt og stirre på sin vandflaske. Hun havde taget proppen af og drak lidt fraværende af den, mens hun tænkte på sin far.”

Strammet til:

”Kendra undrede sig over, hvad hendes far lavede. Hun tog madpakken frem og gik i gang med et æble, mere for at lave noget, end fordi hun havde lyst. Hun manglede kun at feje i de store gange, så hun tillod sig at sidde lidt og stirre på sin vandflaske. Hun drak fraværende af den, mens hun tænkte på sin far.”


Hendes reaktion da faderens telefonnummer ikke længere er tilgængelig, finder jeg besynderligt. Det lyder mere som en teknisk fejl. At hun så besvimer og det med vandet, undrer mig og jeg forstår det ikke, men læser videre.

Jeg forstår heller ikke Kendras tanker, da hun cykler hjem. Det er som om der mangler nogle oplysninger om hvad der konkret skete, da faderens telefonnummer blev oplyst utilgængelig.


Jeg forstår ikke, hvor Kendra ikke vækker sin mor, da hun kommer hjem?

Glimrende: Kendra overhører sin mors telefonsamtale med en ukendt. Du oparbejder fin spænding i scenen, hvor Kendra opdager at moderen lyver. Det er godt.

"Men... hvorfor sagde han så...? Hvad lavede han så?" spurgte hun, såret over at hendes far, som hun havde delt alt med, havde holdt så stor en del af sit liv hemmelig for hende.”

- Pas på disse meget forklarende forfatterkommentarer. Det er netop ikke ’show don’t tell’.

Absolut brat og voldsomt ændres det forholdsvis nøgterne dagligdags hverdag til glødende fantasy med uhyrer og flammeomspændte flyvende heste med redningsmand på ryggen. Det uhyre hun først er oppe mod, virker drømmeagtigt og jeg forventer hvert øjeblik at hun skal vågne og opdage at det er en drøm. Jeg synes det virker for diffust til at fungere som fantastisk realisme.

Det er til gengæld vældig godt, da Kendra omsider opdager, hvad hendes far i virkeligheden lavede, når alle andre troede at han bare gik på arbejde. Der er en del i teksten, der ville have godt af opstramning, men point for pigen med den seje far.

Interessant at Kendra pludselig har fået en mission. Synes det bringer historien godt derudad. Der er i det hele tage et godt flow i historien.

Jeg synes måske Kendra er en anelse naiv ikke at tjekke Apollons historie ud. Hun tager straks hans ord for gode varer og tager i det hele taget det hele i lidt for stiv arm. Jeg tror da nok, jeg selv ville have et par spørgsmål i ærmet, hvis det var mig, der arvede sådan et embede. Hun stiller ingen spørgsmål om hvor de er eller hvad der foregår. Burde det ikke strejfe hende, at hun sandsynligvis selv er i fare?

Du laver et meget bombastisk spring i tid, da Kendra møder Eunomia. Fra hun præsenterer sig og til Kendra pludselig overhører Euromia og Apollos samtale i kælderen, taber du mig. Der mangler en eller anden form for overgang.

Interessant, så var min mistanke altså korrekt, at ham Apollo ikke havde rent mel i posen. Fin scene, hvor hun lytter ude på gangen, til hånden over munden.

Nyder din fantasi og gode billeder, fra Kendra i kælderen med de otte mennesker i burene og forklaringen på at modsætningerne skader hinanden. Dine billeder er meget tydelige her og teksten spændende.

Opsummering:
Jeg tror historien kan foldes endnu mere ud og sandsynligvis ikke standser her. Man må sige at slutningen indleder en ny samling fortællinger om Kendra i sin nye mission.
Jeg ynes du har skrevet en god fantasynovelle og vand har bestemt en vigtig rolle. Held & lykke i konkurrencen!

Mikala

En interessant idé, og jeg kan godt lide, hvordan magien er bygget op med vogterne osv. Måske lige lovlig cliché, det med at der er en morale, de skal kæmpe for. "Åh nej, vi må ikke misbruge vores evner". Eventuelt kunne de jo bare have brugt evnerne til at få folk til at forstå, hvad der foregik, og hvad de gjorde galt, og så senere blive korrupte, når det mislykkedes. Jeg kan nemlig godt forstå deres frustration.
Det gik måske lige lovlig hurtigt, men alt i alt er det fint.

Flot historie. Vand og fantasy kravene er fint opfyldt.

Du starter flot med en rigtig god beskrivelse af Kendra og hendes forhold til faderen. Derefter åbner du op for mystikken og jeg lader mig nemt drage ind i historien om de mystiske forbindelser mellem vandet og faderens død.

Det var en brat introduktion på fantasy elementet at der pludselig står en mantricore (manticore?), men det fungerer godt i sammenspil med rytteren på marehesten. Så ved vi at der er noget helt specielt i gære.

Jeg bliver lidt forvirret over nogle faktuelle problemer da Apollo fortæller Kendra om hendes far og de 12 vogtere. Hvis faderen var en af de 12 vogtere, så kan det vel ikke være de 12 andre som har myrdet ham. Og slet ikke hvis Apollo også er en af de gode (lader han som om), så er det vel kun de 10 andre der har myrdet ham.
Og hende Eunomia forstår jeg ikke helt. Er hun én af de 12 vogtere eller er hun vogternes vogter? Hun virker lidt ligegyldig for historien. Måske kunne du godt have undværet hende. Hendes eneste funktion er tilsyneladende at snakke med Apollo i kælderen. I stedet kunne Apollo bare have snakket/forhørt en af fangerne.

I det store hele er jeg glad for din historie. Du runder den fint af selvom der er så meget mere at fortælle, så man føler ikke at det bare er en forhistorie, som det ellers nemt kan komme til.

En spændende historie at dykke ned i. Der er både vand og rigeligt med fantasy.

I første den første del af historien kommer du meget ind på Kendras særlige forhold til vand via hendes fars gaver, men jeg savner lidt omverdens reaktion på Kendra. Hun snakker aldrig om venner, eller andre fra sine omgivelser (udover sin mor og far) Måske kunne det flettes lidt ind, så man får et rundere billede af hendes som person?

Af og til overforklarer du tingene lidt:
...Hun skyndte sig i arbejdstøjet og fik tændt lyset i den store bygning, mens hun fandt sin mobil frem. Kort efter havde hun fundet sin mobil frem og ringet op til sin far...

Det ikke nødvendigt læseren får fortalt hun har fundet mobilen frem, der er egentlig nok bare at skrive (Og det er kun et forslag):
...Hun skyndte sig i arbejdstøjet og fik tændt lyset i den store bygning, mens hun fandt mobilen frem og ringede op til sin far...

Et sted til hvor du også overforklarer,
...Kendra blev bragt tilbage til virkeligheden, da hun hørte sin mors stemme fra stuen. Hun talte i telefon. Kendra kunne høre hendes stemme, men det lød som om moderen ikke ville overhøres...
Her er det måske bedre at skrive; moren hviskede eller talte meget lavt? At moren ikke vil overhøres kan læseren nok selv hitte ud af.

Lige efter lader du Kendra stille sig selv en masse spørgsmål:
...Hvad var det for en samtale? Havde det noget med hendes fars død at gøre? Og hvad var det, hun ikke vidste?...

De bliver lidt overflødige, eftersom Kendra lige efter går ud i køkkenet og konfrontere sin mor med telefonsamtalen. Måske kunne de undlades?

Der går lidt lang tid før der skrues op for handlingen i historien, men derefter holder du faktisk dramaet meget godt oppe. Desværre er Kendra ikke rigtig med i den store slutscene, og det ærgerligt efter min mening. Jeg kan godt se pladsen var lidt trangt til sidst med hensyn til ord, men jeg synes aldrig rigtig Kendra får lov at udfolde sine nye kræfter.

Du skriver godt og får flettet informationerne om vogterne fint ind i historien, så det hele ikke ligger som en tung blok midt i fortællingen.Og jeg er vild med det sidste afsnit, hvor man får en hint om at Kendra har fundet sig tilrette med sine nye kræfter.=:)

Hej Andrea, det var så en historie, som jeg røg hurtigt igennem - et godt tegn, den fangede. Den starter i en realistisk hverdag, hvor der så pigen får at vide, at hendes far er død. Du skildrer hendes følelser virkelig godt, da han ikke tager telefonen og hun bliver urolig, og så hendes sorg da hun hører det - og vreden da hun opdager, at hun ikke kender sandheden. Han havde et liv hun ikke kendte - det er lige ved at ligne oplægget til en spionhistorie, men når der nu står fantasy, så ved man jo som læser, at det går i den retning.
Så indrulleres hun pludselig i Vogterne, og jeg kan godt lide, at du lader det være uvist et stykke tid, hvem af dem der er de onde. Det kunne have været dyrket lidt mere, men vi har jo begrænset plads. De gode vinder så, omend man så lige sidder og er i tvivl et øjeblik her.
Flere af Vogterne har navne fra den græske mytologi. Er det bevidst? Det distraherede lidt, fordi jeg sad og tænkte de mytologiske fortællinger ind i det. Ikke så meget at det ødelagde noget, og dit sprog er stort set også godt og flydende. Der var lige lidt småfejl i starten, men det var ikke mange. Alt i alt en spændende historie.

VH Mons

Hej :) Jeg kan godt lide din tekst! Jeg synes du har en god måde at beskrive på. En skarphed og evne til at fortælle det vigtigste, som gør det nemt at være læser. Jeg savner desværre skarpheden i action-passagerne, hvor jeg synes, det bliver meget "så skete der det.. og så skete der det"-agtigt. Jeg tror godt du kan gøre det bedre, hvis du giver dig tiden til det - for det er rigtige gode beskrivelser ellers!

Det er et godt univers, du har bygget op, og ja som en anden skriver; du springer lidt hurtigt rundt; men det er nu engang nødvendigt, når der er 5000 ord i alt som maksimum.
Sjovt at du lader "de lyse/gode" være de onde!
Jeg faldt over et par småting undervejs, som jeg lige vil kommentere:

"Selvom tiden gik, ringede hendes far ikke tilbage. Hun tjekkede sin telefon, da hun satte sig ned for at holde pause, men der var masser af signal og hun havde fået en besked fra sin mor om, at de ville få gæster i weekenden."
Skriver moren beskeder om natten? Det lyder sådan?

"Din far... var ikke som alle andre... han... var en del af noget større, noget vigtigt. Han... beskyttede verden..." sagde hendes mor tøvende, som om hun havde svært ved at finde de rigtige ord. "Det var bedre, at du intet vidste, mere sikkert. Hvis du havde vidst noget, hvis nogen havde vidst noget om dig, ville du have været i fare. Det var derfor, vi holdt det hemmeligt."
Det virker mere naturligt at Kendra er uforstående efter første sætning, farer op som hun gør senere, og at moren så siger resten af sætningen, om at det var sikkert, at Kendra intet vidste.

Hej Andrea :)

Fin novelle. Det var meget sjovt at læse en 'superhelte' historie blandt alle de mere sagaprægede noveller. Interessant ide, men den ville nok have været bedre hvis der havde været tid til at bygge noget spænding op - der er masser af action, men ikke rigtig noget suspense. Fin detalje med de gode og de onde og besværet med at vide hvem, der er hvem. Held og lykke i konkurrencen.

Mvh Angelie.