Jeg sidder med tårer i øjnene.

Utrolig godt skrevet.

Jeg vælger at tolke historien sådan, at hun ikke døde, men at hendes mand gjorde. Jeg kan nu engang bedst lide gode slutninger.

Jeg er en utaknemmelig læser og går lige til biddet. Du skal blot vide, at jeg kun har skrevet kritikken, fordi jeg grundlæggende synes, at du kan skrive, ellers havde jeg ikke ulejliget dig.
1. Du bruger alt for meget dobbeltkonfekt. Hvis du vil beskrive noget, så nøjes med det bedste udtryk, ellers skal der være en progression eller forandring i beskrivelsen. F.eks. "Alt virkede mat og svagt herude, nærmest med en blåtonet atmosfære, alt virkede stille." Du kan skære "alt virkede stile" væk. Det er sagt med det første. Desuden er den første beskrivelse god, den afsluttende tam, dermed fjerner du kraften fra billedet. Desuden kan du også fjerne "virkede". Det er distancering der igen tager kraften ud af billedet - den kan diskuteres. En andet eksempel på det samme er følgende "Husenes vinduer glimtede svagt som stjerner på nattehimlen. Det var ved at blive mørkt." Her har du dog en lille addition med "ved", men at det er blevet mørkt er sagt med det første. Eksempel 3 og her kan der uden tvivl undlades "Glidende af gelænderet og med al hast, sprang jeg utallige trin over." Når man glider af gelænderet har du netop beskrevet en 'hastende' bevægelse, altså behøver du ikke skrive "i al hast". Desuden er det meget mere lækkert, at du giver fornemmelsen, i stedet for den lette løsning - at sige hvordan noget gøres. Jeg vil fornemme det, ikke have det at vide. Eksempel 4: "Til min grufulde opdagelse, havde han indhentet mig; han var uhyggeligt tæt på, hans dybe åndedræt lød højere nu end før." Det er ikke for at hamre syvtømmersøm i dig, at jeg gentager mig selv, men fordi eksemplerne adskiller sig. Her siger du det samme, på forskellig vis, tre gange. Vælg en af dem ud, måske to, hvis du mener det er nødvendigt at hjælpe læseren lidt på vej.
De enkelte eksempler er selvfølgelig til diskussion, har "dobbeltkonfekten" sin berettigelse... Min pointe er dog mere overordnet - det er en tendens i måden du skriver på, som du skal være opmærksom på. Jeg synes personligt, at du skal skære mere til. Det overflødig skal væk.

Der er en disharmoni mellem en psykologisk skildring af en egentlig flugt, og hovedpersonens utroligt og poetisk gribende omfavnelse af det. Jeg forstår selvfølgelig godt, at en forfatter giver krydderi, men panik og overskudsagtig sansemættede beskrivelser med poetisk twist er disharmonisk. Jeg er selv fan af en tilnærmelse til "oplevetheden" af noget. Eksempel: "Den kølige asfalt hamrede bedragerisk mod mine fødder, men adrenalinen fik mig hurtigt til at glemme smerten - tankerne om overlevelse hvirvlede. Hvor kan jeg gemme mig?" Den mest sande sætning i forhold til flugten er den sidste "Hvor kan jeg gemme mig?" Derfor synes jeg også det er den mest interessante. Det er en smagssag. (Poetisk er ikke ment negativt, jeg synes du er en god beskriver). Du redder den selvfølgelig hjem på "datid". Der er man jo så tilpas distanceret, at man mere nøgternt og beskrivende kan adde til. Hvad du i den grad gør.

Tag en slapper. Eks. "Hivende, gispende". Du skriver godt, så bare ton det lidt ned. Vi behøver ikke hele tiden sættes på kanten. Det kommer meget lettere, hvis du måske var lidt mere "kold" i dine beskrivelser, hellere lidt for lidt end for meget.
Eksempel 2 " Den skæve lygtepæl stod og lyste med en ensom glød. Da jeg nærmede mig den, virkede dens skær imødekommende og venlig. Jeg lod mig, med dyb udmattelse, slynge armene rundt om den hårde, kolde jernpæl, der med kølige kærtegn dulmede smerten der så insisterende hang på mit ansigt." Mit forslag til en slapper "Den skæve lygtepæl lyste med én glød. Skæret var imødekommende - jeg nærmede mig, slyngede armene omkring den kolde jernpæl. Det dulmede". Sådan blev det lidt blodfattigt, men et sted i mellem kunne tjene. Pt. overmætter du mig som læser. Du skruer hele tiden op, op, men der skal også være passager, hvor det hele ikke føle-føles, så virker følepassagerne også stærkere.

Bare giv læseren plads, det er mere interessant. Eksempel. "Det er lidt sjovt at tænke på hvordan en farve påvirker vores forståelse for omverdenen. Til et bryllup hvor bruden har den rene hvide farve på sig, som et lysglimt i kirken og til fødselsdage hvor Dannebrog er hejst med det hvide kors på sig, omgivet af rødt. Normalt ville den røde farve stå for kærlighed, men lige nu virkede kærligheden fremmed og abstrakt for mig." Slet efter "omgivet af rødt..." Det giver læseren masser af plads til at svælge i et ufortalt rum - meget federe, end når forfatteren giver forklaringen. Du ordner det for os. Igen kan du jo støtte dig op af datidsformen - der har været tid til refleksion, men hellere uvished, brud osv.

Du har en god sans for det følelses- og sansemættede billede. Det vil jeg ikke tage fra dig, men jeg håber, at min kritik kan skærpe din egen sans i forhold til at vælge ud, hvornår der skal fyres op, hvornår der skal tones ned osv. Man kan aldrig tage en sådan kritik direkte til indtægt, men de råd jeg har givet dig er nogen, som jeg ligeledes har lært på den hårde måde, og kun langsomt assimileret - utroligt langsomt - og selvfølgelig stadigvæk forbryder mig imod.
God skrivelyst!

Jeg er vild med den. Er fuldstændig draget :-)

Du skriver så gribende og intenst at det kryber langt ind under huden og sitrer i marv og ben - gennem hele fortællingen og længe efter ! Formidabelt :) Tak fordi jeg måtte læse med :)

Så giver din novelle fint mening.... jeg var ikke lige opmærksom på det twist.....fin afslutning.
Jeg er vist ret konkret tænkende. :)

Jeg synes du har skrevet en glimrende tekst omkring jagten imellem mand og kvinde og de tanker og følelser der udspiller under jagten.

Jeg synes du beskriver angrebet godt..tankerne og igen de følelser der er i spil.

Som du skriver udspilles teksten i en mørk efterårsskov og der hvor du mister mig lidt som læser er der hvor en pige på max 8 år pludselig dukker op med en tennisbold i mørket... ingen lader deres 8 årige lege i en mørk skov...selvfølgelig kan hun være stukket af...det virker dog heller ikke særligt realistisk
Alt det andet synes jeg var super...

Mvh René