Tak for kommentaren, og feedback.
Jeg var selv i tvivl om gentagelsen bliver for meget, måske jeg vil ændre det til, at sætningen kun gentages i sidste linje pr afsnit.
For eksempel, sådan her?

Jeg undervurderede hvad jeg kunne
Jeg følte jeg var i vejen, for mig selv
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg gemte mig og blev til en skygge
Jeg begravede min vilje og mit mod
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg stillede spørgsmål om mit værd
Jeg dukkede mig fra lyset i et mørke
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg ville så inderligt bare passe ind
Jeg var klar til at give op på det hele
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg lagde mit sind i dæmon hænder
Jeg troede jeg kun havde dette valg
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg vidste ikke hvordan glæde føltes
Jeg kendte kun til smerte og frygten
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Jeg levede på selvbedrag og løgne
Jeg mistede mig selv, hvem jeg var
Indtil jeg tog en kniv og skar livet op

Tak for kommentaren.
Ja, det er sgu ufatteligt.! tænk det kunne ske, igen...

Hej Ulla
Mange tak.!
Det er nemlig en kærlighedserklæring, til min Niece.
Jeg var langt nede, selvmordsforsøg osv.
Så kom hun, og hun tændte et lys i mig.

Mange tak for din kommentar.!
Og tak for din tolkning af digtet, det kan tolkes på flere måder, som du også beskriver.
For mig er det skrevet ud fra angsten for at se min smerte i øjnene og turde lade glæden komme til mig.
Og for at kunne det, en bøn om en hånd, til at give mig mod og støtten til det.

Hej Ansu
Åh mange tak for rosen. Jeg bliver helt "genert".
At blotte mine følelser og dele af mit liv ved at ligge digte op, har krævet kæmpe mod.! Hver gang jeg lægger et op, er det nervepirrende. Men den konstruktive kritik og kommentarer jeg får, gør det nemmere næste gang.

Det at have mistet min mor, og så, så tidligt, føles uretfærdigt og uforståeligt.! og den vrede vil jeg nok altid have i mig. Men må forsøge at acceptere at fakta er, hun er her ikke mere. Uanset hvor ondt det gør, så kan jeg ikke få hende tilbage.
Og den smerte og sorg, tænder op under selvbebrejdelser osv. når jeg tillader mig selv at være glad... det er vildt hårdt at være i sorgen.

Jeg tror også at mange føler at vrede, er en forkert følelse. Men den er faktisk vigtig... da jeg startede ved min psykolog for to år siden, var noget af det første hun gjorde, var at "provokere" mig med vilje (selvfølgelig på en omsorgsfuld måde). Hun ville have mig til at komme i kontakt med al den vrede jeg har bygget op og som åd mig indefra. Mobning, fysisk sygdom, og så at miste min mor. Hun hjalp mig med at føle vrede, styre den og lære mig selv, at det var okay.
For vrede er lige så normalt som glæde, ked af det osv.
Jeg øver mig stadig en del på at lade vreden være der, for det er en ukendt følelse for mig, og den gør mig angst af og til, fordi jeg er bange for at eksplodere.

(teksten skrev jeg den anden aften, så er der desværre stadig. Skyld følelsen er værst, i de perioder jeg savner hende mest).

Jeg ser slet ikke din kommentar som kritik. Tvært imod. Vil så gerne udgive flere digte, brede budskabet og bryde tabuer. Det er vigtigt vi snakker om følelser osv. for ellers bliver vi aldrig mere tilpas i os selv og blandt andre.
Igen, mange tak for din kommentar, den gav mig noget godt, og følelsen af at jeg ikke er alene i det.
Vh Camilla

Hej D
Det er virkelig en sød kommentar.
Sætter jeg pris på.
Selvbebrejdelse er hårdt, men noget jeg arbejder på.

Der er nemlig mange måder at sørge.
Skylden kommer i perioder, hvor sorgen er tungest

Tak for kommentaren.
Ja, vi er nok mange, der savner en simplere tid og sind.

Det er lige netop det ham har, og fortjener.
Men det er hårdt at se en anden ved hans side.
Har mødt hende et par gange nu, og hun er sød og god ved min far. Hun respekterer mor er en del af samtaler osv.

Indsigtsrig skolelærer du havde... tror hun havde fat i noget der. Som barn ser man op til de voksne, men når man selv bliver ældre, finder man ud af, at man ikke føler sig helt voksen selv.

Som barn blev jeg "tvunget" til at blive -voksen- alt for tidligt, oplevede ting børn ikke burde. Nu hvor jeg er voksen, mærker jeg barnet i mig, der aldrig fik lov at være barn.

Ved ikke om du overså min forfatter kommentar, eller blot ignorerede den, men her er den: Dette digt er hverken en kritisering af hvad andre tror på, ej heller en opfordring til at overbevise mig om noget. Men blot min egen filosofisk afmagt.
Skrev det netop fordi jeg ikke tror på gud, og dermed ville undgå kommentarer om "ham".
Men er da glad på dine vegne over at du har noget at tro på.

Hvor smukt skrevet.!
Det er netop det... intet mor tabte kampen mod kræften, sagde hun, at når vi så månen, så var det hende der sagde Hej og viser hun stadig er der.

Hej Ulla
Stor og varm tak for dine ord.!
Jeg har været heldig at have en kærlig og fantastisk mor.