Endnu et interessant og overrumplende digt fra din hånd. Alliterationerne er jeg dog ikke fan af og er det næsten aldrig, så det er en smagssag. Men jeg elsker den groteske telttur du iscenesætter i digtet. Alene de to første vers: "Jeg hælder sur mælk i kaffen / jeg hælder kaffe med sur mælk i søen". Jeg kan ikke forklare det, men de to vers holder. Du lister fint en understrøm af sorg ind i billedet, og der er noget smukt og vittigt over verset "Det skal altid regne når man græder".

Spændende digt, måske fordi jeg selv trækker meget på stranden som billede i mine egne digte. Første vers er en fantastisk introduktion: "I mange liv i træk" og så sat op mod den abrupte nye tilværelse, som digterjeget har valgt. Der er noget komisk over at have levet i en evighed i den fred og så skiftet den ud med noget helt nyt. Man undres over, hvorfor mon dette valg er truffet, og om det overhovedet er et valg. Fint at du trækker hele havet med ind til byen og civilisationen med mågerne og saltvandet. Det giver en rød tråd. Rigtigt godt skrevet og sublim eksekveret i formen.

Wow, der er mange gode ting at sige om dette digt. Hele strofe to rammer virkelig noget, især linjerne "jeg rækker ud efter mindernes ridser / jeg ser ansigter, steder, en udslidt drøm". Der er en fin rytme især det sidste vers i den strofe. Det lyder godt, når man læser det højt. Andre fine ting: Udtrykket "bølger ind" overraskede mig. Jeg kendte ikke ordet "rejsefeber", men her bruger du det interessant ved nærmest at gøre det til en fysisk feber. Der er nogle steder, hvor jeg ikke kan gennemskue rytmen. Jeg er ikke en ørn til jamber, men det virker som om, at der godt kunne strammes op. Ellers meget fint; det bedste digt jeg indtil videre har læst her på siden.

Nu har jeg ikke set dokumentaren, men kun hørt om den i medierne. Som selvstændigt digt er der noget interessant i dit fokus på, hvordan kroppen 'plastificeres'/gøres kunstig. En enkelt bemærkning: Det virker som om, at digtet slutter lidt for brat. Man skal selvfølgelig passe på med at binde en kæmpe sløjfe på digte, men her kunne der dog godt være bare en lille én. Man får billedet af kroppen, men ikke nogen større sammenhæng - synes jeg :)

Fint og enkelt billede du fremmaner. En hverdagssituation hvor noget pludseligt går op for én. Jeg er lidt i tvivl om de to sidste vers er lidt for 'corny' eller passer meget fint. Det kommer vel an på ens temperament :)

Overordnet et flot digt. Selve den visuelle opbygning er for det meste god især ift. de fem sidste vers. Det giver en god effekt ift. idéen bag digtet. "Det er som om at folk er et andet sted end jeg" er nok min yndlingslinje i digtet. Én (lille) ting: pas på gentagelser. Jeg er klar over, at det kan være effektfuldt, men tag fx. første strofe: "Min urolighed driver mig til vanvid - min krop er i voldsom uro". Det virker på mig lidt rodet. Det samme i anden strofe. Der bruger du venter/vente fem gange. Jeg føler godt, at digtet kunne forbedres ved en opstramning af disse ting.

Jeg kan godt lide den visuelle opbygning af digtet, og din afrunding på digtet er også rigtig god. Det er en fint digt om at komme i gang med livet igen ud fra et meget ensomt udgangspunkt. Der er digterjeget og verden. "Ensomme strande" synes jeg er smukt, og det får især tyngde, fordi der ikke er andet visuelt at forholde sig til i selve ordene. Det er i hvert fald min læsning af digtet. En lille bemærkning: Titlen, er den også første linje i digtet? Det giver i hvert fald bedst mening for mig sådan.

Et flot digt. Du har en fin variation i dit sprog, og afslutningen på digtet rammer godt. Dog synes jeg ikke, at anden strofe holder lige så godt som de to andre. "Bløde tårer" og "regnen trommer sagte" kunne godt afløses af noget mere originalt. Det er ærgerligt for digtet, at anden strofe er så banal, når resten er overraskende. Tårer og regn er ikke originale bud på savn, men at den føles, når "blæsten aer mine ben" og "når månen skinner svagt" er mere interessant.