Spændende tekst, som sætter tanker i gang. Du starter med at sætte spørgsmålstegn ved idéen om at mennesket skulle være skabt i guds billede, ligesom der står i bibelen, og så vende det om til et spørgsmål om, hvorvidt gud er skabt i billedet af mennesket. Det er ret spøjst at tænke på. Der findes jo religioner, hvis guder ligner andre dyr end mennesket, f.eks. hinduisme og buddhisme. Og så er der de gamle egyptiske religioner, hvor man tilbeder solen som en gud. Måske er idéen om en menneskelignende gud i virkeligheden lidt antropocentrisk, altså sådan at menneskene skulle være hævet over alle andre arter og derfor tættere på gud end resten af naturen.
Og der findes jo også religioner, hvor guderne er mere menneskelige og laver fejl, som f.eks. asetroen. Nu er jeg næsten i gang med min egen tekst, undskyld for det, men tak for at vække interesse og sætte tanker i gang!

Mit førstehåndsindtryk er, at dit digt er svært at forstå. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men måske kan du gøre noget for at "tage læseren i hånden" lidt, sådan at man ikke giver op på at forstå dig. Jeg synes samtidig, at det er meget smukt skrevet, og det er helt vildt, at du har gjort det på 10-15 minutter.

Her kommer lige min umiddelbare forståelse af digtet: Uopslidelige minder må være minder, som gentager sig i sindet, og som står lige klart for det indre blik hver gang. Jeg tænker, at der implicit ligger et ønske fra hovedpersonen om, at minderne vil blive opslidelige og dermed gå væk med tiden.
Tankerne er flygtige i det uendelige. Jeg tænker, at tankerne handler om dårlige oplevelser i fortiden (de uopslidelige minder) som vedkommende ikke kan komme fri for. Kærligheden sker der intet med, for den ligger for anker ligesom et skib gør, når man ikke vil lade det rykke sig.
Men hvad handler de vandrende universer om? Og supernovaerne? Måske noget med en verden, som hele tiden ændrer sig? Jeg ved det ikke helt.

Du har skrevet et digt, som er virkelig spændende at læse! Det gør mig meget nysgerrig, men jeg ville ønske, at der var flere ledetråde i selve digtet (det er der måske også, men jeg kan bare ikke få øje på dem)

Jeg får helt ondt af digterjeget, for jeg kender udmærket følelsen af at være irriterende og overflødig, som du så fint sætter ord på med forskellige metaforer. Jeg synes, det fungerer virkelig godt, at du starter hver sætning med "jeg er.." og at hver strofe er opdelt i to sætninger med et komma i mellem - det gør, at der er en stram struktur, også selvom digtet ikke rimer. Du skriver, at det er sjældent, du skriver digte uden rim, men jeg synes, det er meget vellykket her. Det er virkelig et godt digt :)

Jeg kan lide sammenligningen mellem vand og tid. Vand er svært at holde i hånden fordi det løber ud mellem fingrene, ligesom tiden, der er forsvundet før man opdager det.
Jeg tror allesammen vi har undret os over tiden, så derfor tror jeg dit digt er relevant for næsten alle.

Dit digt får mig til at tænke på situationen i Ukraine, hvor tusindvis af mennesker enten kæmper eller er på flugt. "Tidens frygt" læser jeg som den frygt for krig og sygdom, som er så aktuel lige nu. Flammerne kunne være udtryk for ødelæggelse eller en regerings tyranni. Jeg synes, at der er noget håbefuldt over dit digt - modet som marcherer frem, flammerne som til sidst vil slukkes, og den nye virkelighed som gror op ad asken. Det er dejligt med håb.

Meget interessant og samtidsrelevant tekst, som jeg måtte læse et par gange. Du skriver godt. Du har valgt at bruge nogle store ord (ingen rettigheder, udstødt, samfundets bund osv.) frem for f.eks. at give eksempler herpå og lade læseren om at tolke. Jeg ville selv have gjort det modsatte - altså skrevet om nogle oplevelser eller begivenheder uden nødvendigvis at inkludere en personlig tolkning, lidt a la "show don't tell"-princippet.

Uden eksempler kan teksten godt komme til at virke som en mængde holdninger uden underbyggelse, hvilket er lidt synd, for det gør det svært for mig at relatere til og forstå hovedpersonen. Jeg er nysgerrig - hvad er det for rettigheder, vedkommende er blevet frataget? Hvorfor føler digterjeget sig udstødt? Det kan selvfølgelig forståes i sammenhæng med hele den debat som kører i medierne og på diverse facebookgrupper, men jeg gad godt høre om oplevelserne som har ført til rettighedstab og udstødelse. Tak for god og tankevækkende læsning.

Jeg er helt vildt begejstret over din tekst, som har så mange geniale udtryk, så meget humor og en klar kritik af det arbejdssamfund, vi lever i. Jeg elsker den sammenligning du laver, hvor hovedpersonen føler sig fastlåst bag plastikskærmen, som sikkert er et symbol på den fremmedgjorthed hun føler, og den manglende kontakt med kunderne, som bare tingsliggør de ansatte. Hun er både afskærmet helt bogstaveligt, men hun er også afskærmet fra oprigtig kontakt. Der er nogle stavefejl et par steder, som irriterer min meget grammar-nazi-agtige hjerne. Øre i flertal er f.eks. ører, og "at spirer" skal rettes til "at spire". Men det er detaljer. Jeg grinede over udtrykket "det er strengt forbudt at fodre de ansatte," som henleder tanken på en zoologiske have, hvilket nok også er hensigten.

Hvor er det fedt, at du bruger så mange konkrete steder i din novelle - linje 40, Valby, Glostrup, Albertslund og Ankers Tivoli. Du fortæller på en meget realistisk måde uden alle mulige metaforer og sammenligninger, hvilket er rart, for det er slet ikke nødvendigt i denne fortælling. Du skifter mellem nutid og datid mange steder, og det gør, at læsningen ikke er helt så behagelig, som den kunne have været. Jeg ville tage en beslutning om enten at skrive i nutid eller datid, og så gå novellen igennem.

Jeg synes især den tredje strofe er rørende. Sorg kan sætte mange tænker igang om liv og død, og du beskriver den fortvivlelse som alle disse ubesvarede spørgsmål sætter i gang.

Meget humoristisk tekst, som jeg nød at læse. Humoristisk, fordi flere af de ord du nævner som 'danske' kommer fra andre sprog - satan kommer fra hebraisk, sikel kommer fra engelsk og Schnellbahn er selvfølgelig tysk. Måske er det en ironisk kommentar til alle dem, som frygter at indflydelse fra andre sprog og kulturer vil ødelægge danskheden?

Din tekst minder mig meget om et digt af Benny Andersen med titlen: "Verdensborger i Danmark." Den har samme pointe, som jeg tror du har med din virkelig sjove og vedkommende tekst.

Du er god til de korte, meget komprimerede digte. Stilen minder lidt om et dagbogsindlæg, men dog i et vers. Hvis ikke du havde skrevet, at det handler om en kollega, ville jeg have forestillet mig, at det handlede om et afbrudt kæresteforhold - måske fordi jeg er vant til, at digte om forhold som "visner, forlægges" handler om kærester. Men det er fedt, at du vælger at skrive om en kollega. Jeg ville dog ønske, at det kunne læses af digtet i sig selv, og ikke i forfatterbemærkningen, da jeg synes, at det er denne detalje, som gør at dit korte skriv adskiller sig fra andre digte om et afbrudt forhold til en anden person.

Jeg kan godt lide, at digtet er simpelt. Du skaber en stemning, som man let kan forstå og relatere til. Udtrykket "forsigtige vingeslag" kan jeg virkelig godt lide og rent fonetisk og rytmisk har det et eller andet over sig, som er enormt dejligt.

Du har skrevet et spændende digt, som gør mig enormt nysgerrig. Først tænkte jeg, at de små grønne væsner måske var mos, siden de voksede op ad flisernes revner og imellem gamle murbrokker - men så fortæller du, at de vækkes af råb og skrig, glæde og stilhed, hvilket fik mig til at tænke, at det måske ikke var så konkret. Måske er det en fortælling om det, som alting er lavet af, eller en forestilling om, hvad der gør alting levende - en fortælling om naturen som en levende klynge af væsner? Jeg ved det ikke, og måske forstår jeg slet ikke dit digt, men jeg kan egentlig godt lide, at det er lidt tvetydigt og svært (for mig) at forstå, for du fortæller på en virkelig dragende måde.