Jeg er vild med titlen på digtet og det er tankevækkende at overveje hvilken del af en selv som er den første der siver ind, når man vågner på en ny dag.

Jeg er især fan af de tre sidste linjer; for mig rummer de en vemodighed og måske et savn til en specifik person.

Jeg er meget tiltrukket af linjerne "stemplet som generationen der ikke prøver" og "vi er ikke egnet til at drømme"!

Jeg kan relatere mig til at ens tavshed ofte er den måde en person giver andre opmærksomhed på. Det er også meget interessant at du inddrager et spørgsmål fra Buddha som er yderst tankevækkende. Fin rød tråd i teksten

Jeg kan godt lide din ide om at stormvejret udenfor reflektere en af de nævnte personer i digtet, men at de begge er i en så dyb og afhængig symbiose med hinanden, at jeg-et i digtet er blevet i tvivl om hvem stormvejret reflekterer. Det giver stof til eftertanke - også omkring det faktum at ens sår bliver kvalt; så er det så op til den enkle læser om det er et givende eller måske mere et nedbrydende forhold jeg-et befinder sig i