Tak, hvor er den fin. Melankolsk og alligevel opmuntrende. Jeg er fan.

En del af mig finder den ret så fin og fortrøstningsfuld, og en del af mig har udfordringer med at det kvindelige subjekt finder håbet i noget mandligt eksternt.

Tak, det satte tanker igang.

Tak for dette digt. Det rører mig personligt. Erkendelsen af at man har lagt sin kærlighed på for få steder - og at man som konsekvens af det, er blevet unødvendigt sårbar for smerte. Erkendelsen af, at der er styrke i at dele sin kærlighed flere steder, på flere måder. Og lærdommen i sine smertelige erfaringer.

Der er noget ved dit digt der tiltrækker mig. Alligevel studser jeg over det fysiologisk modsætningsfyldte i sætningerne "med den lille puls" og "store bange øjne". Normalt når man er bange, sættes pulsen op. Når det ikke er tilfældet og jeg ser 'natten er kold', 'dine sår så nøgne', 'tryghed og varme - forsvinder nu' og ordet 'dør', tænker jeg at situationen er den, at der er givet tabt. Det rører og rammer mig. Tak.

Dit digt rammer og rører mig. Jeg har netop selv lavet et skriv om at ære Livet. Tak for at dele.

Jeg tolker dit digt på flere måder, hvilket dog dels afhænger af om 'egne sandheder' er dine sandheder, eller andres.
Hvis jeg antager at det er dine sandheder, tolker jeg umiddelbart på én af to måder:
1) at du med dine sandheder, satte dig over resten af verden = resten af verden og dens realiteter var ligegyldige/underordnede.
2) at dine sandheder, oplyste verden.

Jeg fornemmer samtidigt en melankoli i dit digt.

Tak - jeg har nydt at læse dit digt, flere gange.

Meget symbolsk og spændende hvordan dit digt kan tolkes forskelligt, for hver gang jeg læser det.