Hej Lene,
Der har været et par stykker, som mener dette burde hører under dagbogsgenren, hvilket jeg vil tilslutte mig. Men det skal ikke ses som en dårlig ting - genren er før blevet set negativt på, som pigetanker, der bliver nedskrevet og ikke har større betydning. Men i nyere tid er man begyndt, at inddrage dagbogsformen og det selvbiografiske i værker.

Det er en utrolig ærlig tekst, digtgenren er kendt for sin subjektivitet og det lyriske jeg. Men her bliver det mere en refleksion over tilværelsen - en form for selvterapi. Jeg synes der mangler en konkretiseringen, at der kommer eksempler på svigtene m.m.
I digtets førstelinje sætter det fokus på sig selv som digt og man forventer som læser at blive introduceret for disse hændelser og hvad årsagen er til dette råb om hjælp. Men jeg det bliver en smule overfladisk, vi kommer ikke helt ind til kernen (det kan sagtens være at det er dit litterære greb, at du overlader det læseren at resonere sig frem til en konklusion) Men personligt ville jeg gerne været blevet præsenteret mere for dette svigt og smerte.
Man mærker jegets splittelse at det på den ene side vil fortælle om dette svigt, men samtidig har samvittigheds kvaler, fordi det ikke er sikkert, at dette valg er til barnets bedste.

Forsat god skrivelyst

Kh Isabel