Jeg synes, alt det der der kommer lige ud af følelsen er virkelig godt. Men måske skyldes det, at jeg har være der selv(?), eller med andre ord ved jeg ikke om det kan være uforståeligt, for den der ikke har mærket smerten selv. Teksten er i det hele taget ægte, man kan tage den for pålydende, fx detaljen med "Af jord du ej kom...", ja, det er sådanne underlige ting, der former sig i ens sind.

Jeg synes ikke der er helt styr på "stranden" især i starten. Senere bliver det et selvmordsbillede, men i begyndelsen - hvad skal stranden der? Den skal ikke væk, men lige nu er den ikke rigtigt passet ind. Til sidst ville jeg ønske, der var mere styr på stavningen, for det virker distraherende, når den ikke er i orden.

Jeg er enig med Chano, men udover det kan jeg godt lide, at du prøver kræfter med at overskride det materielle og det åndelige. Det tænker jeg også på nogle gange, men det er svært at give sig i kast med, men rigtig godt at du gør det. Du behandler sammenhængen og modsætningen mellem det kærlighed og ondskab, sandhed og løgn, hvor er det godt at du placerer det lige ned i den snavsede virkelighed.