Jamen det kender jeg kun alt for godt.
Og hvor dog din sidste linje
rammer nerven så rent og flot.

Super fint digt :)

Jo mere jeg læser det, jo bedre kan jeg lide det. Som om jeg lige skal vende mig til en totempæl lavet af sne.

Jeg forstår det som en slags opvågning fra Samsara. Fortælleren bryder cirklen af masker og fordomme, ved pludselig at forstå sig selv med et gisp.

Jeg kunne godt tænke mig, at du med opvågningen og rimen der tør, fik sneget foråret ind i i digtet. Så vil vinter billedet give lidt mere mening synes jeg.

Godt og dybt digt.

Tak skal du ha' for så fin en fortælling. Udviklingen og strukturen fungerer rigtig godt. Og helt personligt var det bekræftende at høre, at man med sikkerhed ikke er alene i sin usikkerhed.

Ah, jeg elsker at dykke med koralerne. Nyd også solstrålerne, der skærer sig ned igennem vandet. Det er et dejligt digt at gå i seng på. Glæden flyder fra det. Ha' en fantastisk tur :)

Genialt. Titlen trak mig ind. Ohm Namo Shivaya. Tænkte jeg ville finde en kliché, men det gjorde jeg ikke.

Jeg mærker virkelig dit klarsyn og pludselige samhørighed med universet, og hvordan dine masker falder og du finder frem til et mere autentisk og bevidst selv.

De første to linjer fik mig til at spekulere på, om transformationen bogstaveligt talt startede med yoga...

I stedet for "står", må jeg forslå "slår"...

Jeg finder de to næstsidste linjer for direkte. De introducerer et nyt aspekt - forpligtigelserne - og da det bliver serveret så direkte, bryder de lidt det flow, som digtet ellers bygger op til der. Jeg vil foreslå at ændre slutningen, så at få forpligtigelserne flettet ind i digtet med billedsprog og analogier. Ligesom du så fint gør med 'trygheden' og 'det spændende ukendte'.

Men jeg synes også, det er et godt aspekt med forpligtigelserne, da det netop kaster lys på dilemmaet mellem trygheden og det ukendte.

Jeg har svært ved at opfatte dette som et digt. Det virker som et afsnit taget ud af noget større. Det er velskrevet som det er, men jeg finder ikke rigtig nogen poetiske teknikker, udover sætningerne er opdelt af linebrud og ingen punkturering.

Ang. indholdet, så er det mig en velkendt følelse din protagonist oplever. Personligt har jeg erfaret, at hvis man bliver såret over, ikke at få lov til at være 'sød og rar', så er det mest af alt fordi, man ikke for opfyldt sit eget behov om at blive accepteret. Man føler sig forladt. Den naturlige forsvarsmekanisme er så at bebrejde dem, som ikke accepterer vores 'venlighed', hvor det faktisk i høj grad handler om vores egne behov.

Så jeg er ligeledes nysgerrig på hvad hendes perspektiv er. Fordi der må da være en årsag til, at hun afviser hans venlighed. Projekterer hun noget ud på ham, eller har han faktisk et skjult motiv.

Generelt er det lidt mærkeligt at have en så præcis beskrivelse, men alligevel så kortfattet. Jeg tror hvis du omskriver det til digtform, kunne det ramme bedre den følelse af at blive forsmået, som jeg personligt kender rigtig godt, og som jeg synes at opleve, at det handler om.

Et helt andet digt, eller et tredje vers :)

Men joh, det relaterer også bare til min personlige smag, at fange forvandlingen og bevægelsen. Du gør hvad du satte ud for rigtig godt.

Fedt med din åbenhed og ærlighed. Og dit indhold er bare helt reelt og lige på. Jeg genkender det. Var der selv for halvdelen af mit liv siden. Faktisk virkelig lige der! Bare fantastisk at du allerede kan dele det med verden på så fed en måde. Tog mig selv mange flere år før jeg tog ordentlig fat på den kanal...

Indholdet taget i betragtning fungerer det perfekt uden store bogstaver og punkturering. Ellers har jeg bare nogle virkelig små ændringsforslag, hvis du skulle ha' lyst til at pudse det lidt.

I stedet for "forældre" kunne det evt. bare være "mor", så passer det med "stolt" (ellers mangler der et 'e' til sidst, som ikke er godt for rytmen).

"gennemsnit" kunne bare være "snit" synes jeg.

Stryg "musikken i" for en bedre rytme.

Skift "kokain" ud med "coke", også for bedre rytme.

Og så skal der lige et 'e' på til sidst på "enlig" - enlige.

Digtet efterlader mig druknende. Som om tårerne bare gjorde det hele meget værre. Det er meget trist, når det er sådan. Hvis de har ventet længe på at komme ud, var der så ingen forløsning?

Det er stærkt i dets kortfattethed, som du selv siger. Godt skrevet, og er helt med på den stil.

Det er måske en meget lille detalje, men jeg blev lidt distraheret af at billedesproget skifter fra hav til flod. Det nedskalerer det for mig, at starte med havet og så komme til floden. Vand er det gennemgående element, men tårer er jo i forvejen salte, så kunne man få hele billedsproget ind under flod-kategorien måske?

Sikke et ærligt perspektiv, og det rører mig personligt. Jeg ønsker dig modet til at elske og stole på kærligheden igen. Selvom det er svært, er livet for kort til ikke at prøve. Taler også til mig selv her..!

Og selvom man så ender tilbage på en velkendt sti, så fører den jo stadig nye steder hen.

Der hvor du skriver "fortrænger næsten", ville det give mere mening for mig, hvis "næsten" skiftes ud med "lidt". I forhold til næste vers læser jeg, at du jo netop er på vej tilbage...

Rytmen og rimene læser rigtig godt.

Det får mig til at mindes dengang jeg stadig læste avis, og kunne blive arrig og ked af det, og føle mig uduelig og hjælpeløs overfor de mange ugerninger man hørte om.

Så hvor det for mig fanger en følelse rigtig godt, så står det også meget abstrakt, og jeg ved ikke rigtig, hvad det egentlig handler om!