I rest my case. Dette digt siger, hvad jeg står for.
Hvis fordybelse og skrivning er min sikkerhedszone, så bare kald mig tryghedsnarkoman - hellere fordybet end manisk.

Herligt digt, som beskriver det, vi skrivende mennesker genkender.

Har selv kun digte at ryste ud, når jeg er i absolut overskud. Meget skrivearbejde handler nok om timing og ubevidst arbejde i det indre. Som en Picasso sagde til bjergarbejderen, der bemærkede, at Picasso hvilede og intet lavede - Nej, jeg arbejder nu. Da bjergarbejderen på vej hjem passerede en malende Picasso om aftenen, bemærkede han, at nu arbejdede Picasso. Picasso - Nej, nu hviler jeg.

Du er dejlig, når du er forslået, synes jeg. De første store, blodige oplevelser (incl. sex). Det er så stort.

Og den søde udsigt til dit indre land, den må være et privilegium at få adgang til.

Den pige, der får udsigt til dit indre land, tager hun dig med ned fra 1.-salen i dine minegange og sprænger dynamit og finder guld og diamanter ? Hvis hun gør det, så er "støvet" virkelig ved at blive kompakt - og mere selvbevidst måske ?? Det ikke-sete støvs oplevelseseksplosioner, som ikke var til at lukke af for, er totalt udelukket fra minegangenes indre, selvfokuserede, selvopdagende kærlighedseksplosioner.

Her vil jeg hellere illustrere min oplevelse ved at stille spørgsmål, idet jeg ser en banal udløsning for mig.

Mærker man sig selv rigtig godt, når man mærker sin krop ?
Er det en kilde til at udskille sit eget "jeg" og klassificere det som noget andet end resten af verden, noget andet end den ting, der står lige derhenne på bordet - f.eks. en blomst i en vase ?
Befrugter oplevelseseksplosionen støvet, så det udvikler sig ?
Og er en ejakulation måske en metafor for en udvælgende afvisning af omgivelserne, udspyning af de oplevelser man må si fra til fordel for dem man har valgt at beholde og bygge videre på ?
Jeg skyder med spredehagl her for af nære fantasien.

Du leger med tidsfornemmelsen, og jeg er straks igang med at forestile mig de udslukte og ikke eksisterende stjerner, man alligevel kan kigge på. Spekulerer over det faktum, at det tager lyset så lang tid at rejse med billedet af stjernen gennem rummet hele vejen til jorden, til mit øje, at stjernen er udslukt, når jeg fanger lysets billede af den, og tror at den endnu eksisterer.

På samme måde har jeg det med besættelsen og krigen - udslukte og alligevel så virkelige, når jeg observerer mindesmærker og i det hele taget vores allesammens menneskelige reaktioner, der altid til enhver tid kan tippe over.

Jeg elsker virkelig håret og den brudte mur - se det er en dejlig omskrivning af at høre græsset gro. Du skriver det ud med fokus på forundringen - fedt. Det er de der almindelige ting, der vælter læsset, og så bliver man straks mere forundret.

Jonathan, jeg var på din alder og gik i gymnasiet, da muren blev væltet, og relativiteten stirrede os alle lige ind i øjnene. Vi var vantro, som du i dette digt. (så kan jeg lige anbefale Herbert Grönemeiers : Flugzeuge im Bauch som tidstapet, tror du vil kunne lide den, den findes på nettet).

Kan du følge mig, hvis jeg snakker om, at "støvet" har fået skæg ? At personligheden er ved at antage karakter ? Det er ved at udvikle en tidsfornemmelse måske ? Som et barn der er ved at få orden på sine uartikulerede oplevelseleksplosioner...

Du leger med din identitet, hvis du er en sky, der regner, de prostitiuerede i vinduerne, pigen der tager billeder af dig og f.eks et øjenæble, så ser ingen dig, for så er du alt omkring dig og ikke dig selv - en meget kødelig og dog alligevel indirekte måde at være usynlig og ikke sig selv på.

Hold fast i dine intetioner ! Hvis det kan inspirere, så brug det. Hvis jeg er for pågående, så giv mig en skideballe - det er helt ok.

Så er jeg her igen.

Hvad nu, hvis pigerne i vinduerne kravler ud gennem deres øjne, indtil vrangen vender udad...

...og deres indre slangehår forvandler dig til en marmorstatue i en film uden kamera, som optages af en forbipasserende pige...???

Brug det som inspiration til at skrive din egen pågående, frække syrrealisme med Amsterdamsk kødelighed. Du har oplevet en hel masse, som Bukdahl hellere end gerne vil høre om.

Mit yndlingsvers her er det allersidste. Et grinende vindue er en meget direkte måde at beskrive en forvrænget eller syret verden på.

Det valg, du har her, er bare at skrive et syretrip direkte, eller at indikere det med ordet syretrip.

Jeg kan lidt sidste vers, fordi du bruger noget så almindeligt som et vindue. De almindelige dagligdags ting vi har glemt, fordi vi næppe lægger mærke til dem, kan være mere syrede end den mest psykedeliske sommerfugl.

3.-sidste strofe kunne også være : Og folk spørger, hvem jeg er, når jeg er, hvis jeg er, for de antager, at jeg er. Men det er ikke for at rette, det er for at demonstrere, hvad man kan med almindelige ord. Hvordan man kan udviske følelsen af eksistens og virkelighed. Hvordan det bliver mere syret med almindelige ord.

Jeg kan godt lide, at du knytter ankomst sammen med en følelse af mærkværdighed og uvidenhed.

Jeg sidder med Bukdahl og dit spørgsmål i baghovedet. Så jeg vil forsøge at være konkret.

Elsker eksplosionsstøvet på banegården. Det er pludselig blevet observerende. Fortæl mig i dette digt, hvad støvet oplever, så bliver Bukdahl nok nysgerrig.

Du går fra en arketypisk eksplosion i Det til støvets stilhed i Men. Eskplosionen kan bevares ved at beskrive støvets oplevelser og observationer, der kan synes som en sanseeksplosion.

Jonathan, hvilke lyde hører støvet, hvilke farver, lugte og berøringer ? Tænk baby. Et spædbarn, der får det hele i masken uden at forstå en bønne.

Du arbejder her med manglende identitet, der først er ved at udvikles, men dog udfyldes ekstremt af sine omgivelser. Det er jo dejligt modsætningsfyldt : hvornår har man identitet ? Når man er udfyldt af sine omgivelser, eller når man kan mærke sig selv ? Intet af det er nødvendigvis forkert, men skriv dig bag øret, at du har valgt den, der udfyldes - så udfyld !

Du er super sensitiv her, og det er din styrke !!!

Det er en god titel. Har du nogensinde læst Inger Christensen ? Hun har nærmest taget patent på den titel, må jeg desværre fortælle dig. Men det er et godt og forståeligt valg. Noget neutralt og intetkønnet, som endnu kun er ved begyndelsen. Her kunne du ære Ingers minde ved en ny fortsættelse i hendes ånd og bruge et ord som IT i stedet. Det er jo noger intetkønnet (og evt. endnu ikke udviklet)på engelsk, der samtidig kan stå for noget rasende udviklet.

Jeg kan godt lide nogle detaljer, som andre måske er ligeglade med.

"Til" og "inden" er for mig som flyvende let aske imellem de mere fastformede partikler. Det er den spæde, omend kraftfulde, start.

Jeg oplever afstanden mellem stroferne og de to ovennævnte, enkeltstående vers som en støtte til digtets betydning af eksplotionsregn og udvikling.

De sidste tre strofer er for mig en leg med ensomhed og fællesskab : man kan møde nye venner, når man rejser langt væk, så ja, det befordrer ikke nødvendigvis ensomhed. Man kan derimod ganske snildt blive fremmed for andre, når man går ind i sig selv og udvikler sig - eller bare lukker af måske ? Begge dele befordrer ensomhed.

Og nu funderer jeg over det nødvendige valg af midlertidig ensomhed, for at kunne møde andre mennesker igen. Det synes jeg, du indkapsler i sidste strofe.

Begrebernes verden er ofte problematisk, hvis man prøver at give dem deres eget liv.
Guder i enhver afskygning er ofte hypostasering/ophøjelse af såre menneskelige egenskaber, eller af mennesket selv, og det kan være pædagogisk brugbart til forklaring af mange menneskelige situationer, men jeg er enig med dig i, at det nemt går galt.

Jeg vil forsøge at vende tilbage med en brugbar kommentar til den linie om skaberen, du har kørende gennem alle budene.

Så er vi tilbage ved Fadervor.

Du skriver her om begær og misundelse, og jeg tænker lidt over sidste vers. Jeg kan se det ironisk for mig - at man skal tage ansvar/"æren" for sin egen misundelse.

Hvis nu man var satanist, så var det nok en ære at anerkende sin misundelse, sit begær og sin livslyst, og det kan jeg også læse ind i sidste vers - at du tager ansvaret for det og sætter en ære i at kunne gøre det, men samtidig også mærker det som noget, der ikke nødvendigvis er fy og forbudte følelser. Stærkt. Ugudeligt stærkt.

Her er endnu er barsk kommentar til problematikken om skyld og tilgivelse. Du tager endnu et forældreopgør. Det er ung, stærkt og harmdirrende.

Forældre/børn-problematikken slås måske allerede an i den linie, du har valgt fra trosbekendelsen ?
Hvis den gør det, så ser jeg flaskehalsen pege på Gud helligånd med sin trang til at invadere og befrugte alt. Og det er jo lidt forfriskende at se flaskehalsen pege derhen i stedet for på Adam og Eva. Men det er også lidt sådan, jeg ser på budene her.

Du bliver lidt endnu ved trosbekendelsen, ser jeg.

Jeg ser ret groft modsætningen mellem det gode, Gud har skabt, og det mindre gode, for nu at sige det pænt.

Der ligger dog en dyb nuance i, at du til illustration af det gode, Gud har skabt, netop bruger symbolet på noget af det allermest givende, Jesus, der gav sig liv. En modsætning til kleptomanien, der lader ane en vældig uovervindelig kløft.

Gud er fuld af modsætninger, fordi han insisterer på at være den eneste.

Her kommer teologen op i mig.

Du er smuttet fra Fadervor til trosbekendelsen, og det kan jeg ikke undgå at bemærke.

Forsagelsen er altid svær, og jeg fornemmer, at du ser det psykologisk ubrugelige i at bruge den som udgangspunkt.

Jeg er helt enig. Hvis man forsager noget, så gør man det bedst ved at tilvælge noget andet, så man ikke fokuserer på selve forsagelsen. Det er en meget brugbar ting i jagten på kærligheden, og nu sidder jeg og synger for mig selv : Man binder os for mund og hånd...
P.H havde et for sin tid upassende frisind, hvad angår kærligheden.

Anyway, er det nu muligt at udelukke den ene halvdel af helheden ? Tænker på dit "uskyldige" spørgsmål i 1. bud. Hvis Gud har skabt det hele, har han jo også skabt Lucifer.

Den her er lidt mere nuanceret. Du kan godt se dilemmaet her, og jeg ser så til gengæld en skæbne i den elektriske stol for mig. Der er rigtig meget stof til eftertanke i 6. bud - måske fordi, du nu er videre en det traditionelle forældreopgør.

Jeg bemærker dine overgange mellem

1.ungdommelig vrede, harme og energi.

2.det mere nuancerede fokus på dilemmaet og bevidstheden om, at man bare kvajer sig lige meget hvad.

3.det lille vise/djævelske barn fra 1. bud

Du har forskelligt spændende kørende i samlingen her.

Den her er skarp, og her hører jeg en ung mands vrede. Opstillingen af 5. bud om at ære sine forældre er i skarp kontrast til Fadervors tilgivelse, fordi du putter de sidste 3 vers på.
Man mærker, hvor svær tilgivelsen er - og nu driller jeg lidt, Jonathan, vil du være satanist ? Nul tilgivelse er, hvad satanisme står for, man sætter scoren straight i stedet, og så kan man altid diskutere hvordan, man gør det, men man gør det.
Frisk vrede og temperament !

Den her er også en af mine yndlinge. Den sidste er et slag i ansigtet i disse tider med mangel på sygehuspersonale.

Sådan en hellig ko, der er så hellig, at den får lov at ligge der på vejen og "forstoppe" det hele, er hvad jeg ser for mig.

Jeg mener heller ikke selv, at man kan blande Gud ind i alting og skabe teokrati (gudsstyre).

Kommentaren kommer atter udefra, som i 1. bud, og du er stadig kristendommen ilde stemt, men den her synes mig en kende mere subtil.
De der "rygter" om straf og tilgivelse er de virkelig såre menneskelige ? Man snubler i samme sekund over den meget nærliggende tanke om rygtet om Gud - nej, jeg tænkte vel ikke, at det kun er et rygte, at Gud eksisterer, ups !

Her er den sidste linie en tør, selvironisk kommentar fra Gud selv. Jeg kan kun fundere over, om han har lært noget af det "uskyldige" spørgsmål i nr. 1. Så jeg læser videre i budene.
Jeg læser videre for at, se, om der kommer flere forsonende træk.

Den her er en af mine yndlinge i denne her digtsamling - Det er den sidste linie, der gør udslaget. Spørgsmålet forekommer mig hamrende ironisk i al sin uskyldighed.

Du er lige begyndt på hele værket og med de 1. bud, og man ser scenen fra kejserens nye klæder for sig - med den der lille møgunge, der tør sige det usagte.

Synes, du punkterer Gud her på tilsvarende måde, og det kan jeg godt lide.

Den her falder jeg muligvis i vandet på, men så lærer vi nok begge to en hel masse.

Sommetider kan man få åbnet et digt ved at starte et tilfældigt sted, som man selv naturligt har bidt sig fast i, omend det ikke er første vers i første strofe.

Amsterdam fanger mig, så det bliver udgangspunktet for min oplevelse af 2. strofe. Amsterdam er jo kendt for sit RED LIGHT DISTRICT, og det husker jeg, når jeg møder døre og porte til kødet. Porte til kødet : jeg forestiller mig faktisk også en masse blottede kvindelige kønsdele. Halvmørket og kroppen som ild oplever jeg også som noget erotisk.

Ved godt, at det er leddeløst omvendeslev, men jeg faktisk godt lide at vade rundt i et godt digt som dette.

Det sidste vers i denne strofe morer jeg mig ekstra ved, omend det kan forekomme noget galgenhumoristisk. Jeg ser jo mere på det sproglige, sammensætningen af billeder oglignende virkemidler, før jeg ser de prostitueredes fortvivlelse. Og her tænker jeg på Holland som et land af store malere, som er gået ind i historien : Van Gogh, Rembrandt, Vermehren m.m.

Så Strofe 2 giver mig en oplevelse af Holland, prostituerede og hollandske malere.

Strofe 1, hm det første møde med Holland : ord, accent, fremmed stykker musik, nuanceret kommunikation. Men der er jo stadigvæk den erotiske undertone, den ordløse kommunikation - som faktisk befordres udmærket i det mere konkrete møde med en fremmed kultur, man er nødsaget til at kommunikere anderledes med.

Men mit yndlingsvers er og bliver : Rammer. Abstrakte bure. Hold da helt k... hvor du rammer en sammenskrivning af en hel masse der!

1.Hollandske malere (lidt søgt, da du måske ikke er helt bevidt om de, men det er et åbenlyst potentiale at benytte sig af i det her digt).

2.Den gængse vinduesramme i RED LIGHT DISTRICT, hvor de prostituerede udstiller sig, som dyr i bure (som malerier i bedste Van Gogh-stil - kan ikke helt slippe de hollandske malere)

3.De abstrakte bure er jo også nærværende, sprogligt set, når man er på ferie i et fremmed land, hvis sprog, man ikke lige mestrer, og så må man ty til andre mere fysiske virkemidler, som kropssprog - bred forstået.

Jonathan, i 1. strofes sidste vers : Accent. Nuanceret kommunikiation, da tænker jeg, at mangel på ord kræver en meget anderledes kommunikation (det ved jeg som døvbleven !), som igen kræver et nuanceret blik på tilværelsen i alle dens afskygninger. Det gælder også prostituerede.

Du kan netop rumme nuancerne og integrere, hvis du kan sammenskrive noget prosaisk som Amsterdams prostituerede med noget finkulturelt som hollandske malere.

Hvis du ikke allerede har været på nettet og hente hollandske malerier, så kan jeg kun anbefale det til inspiration. Hm, må selv lige tjekke, om der findes "abstrakte malere" af hollandsk herkomst. Er ikke helt stiv i emnet.

Atter et dejligt digt at vade rundt i !

Digtet forekommer mig meget enkelt, så jeg prøver lige at støvsuge det - strofe for strofe.

Første strofe er for mig en dejlig omskrivning af den prosaiske kendsgerning, at lyset i teatersalen slukkes. Men - jeg prøver jo at skærpe min opmærksomhed på dine digte, for det er de djævelsk gode til, så jeg bemærker i sammenhæng med første strofe, at titlen er Teatret.

Teatret er den der bygning af intetkøn, og det er salen, der slukker solene og fylder sæderne. Bygningen/teatret/salen - og måske historiefortællingen ? - er her gjort til det handlene og levende subjekt. Menneskene er reduceret til silhuetter.
Jeg oplever, at du indirekte spørger, hvad vi mennesker er, uden den fortalte historie - før historien fortælles, og dermed fortæller os.

Strofe 2 er jo en alvorlig sag, men den får mig alligevel til at grine - den grønne lampefeber, før man fortæller og selv bliver fortalt. Det nødvendige i at sætte det hele i gang.

Da jeg var barn, fandtes der en børnebog om en dyreunge, der lærte at tælle. Kan ikke huske, hvilken slags dyreunge. Men den lærte jo at tælle ved at tælle alt og alle, og alt og alle blev så død fornærmede ved at blive talt. En af replikkerne hedder - Mor, mor han talte mig !

3. strofe og så skal vi jo til det - ligesom Jonas og hvalen i Bibelen, lige ind i gabet og her står så en kvinde/pige alene midt i det hele, badet i lys.
Jonathan, jeg havde næsten glemt, at jeg ledte efter et stykke at Samuel Beckett - han skriver absurd teater og har en åbningescene, hvor mennesket står alene i det brændende lys, hvor Gud vist nok lige har sat ham. Den scene er mere vrangvillig end din scene i teatret, men minder meget om den.

Du skulle vel aldrig have læst ham ? Han er en oplevelse værd, det lover jeg. Hvis jeg finder stykket - har nemlig glemt, hvad det hedder - så henviser jeg dig lige til nævnte scene.

I 4. strofe kan jeg godt lide ordene : lurer sig. Og jeg kan blot hjælpe med at melde om min oplevelse, så du selv kan vurdere, om du rammer derind, hvor du sigter. Det er mig som en blanding af at lure på og lurepasse. Men "lurepasningen" giver åbenbart en win-win situation for både skuespiller og kulisse i 5. strofe.

Noget større tager over i 5. strofe, og det oplever jeg ret bredt som historiefortælling, menneskelig erfaring, og energi, der fylder os ud.
Kulisserne/publikum i salen tømmes for at kunne modtage historiefortællingen, erfaringen og energien - i kontrast til scenen, der før var tom og gabende og skuespilleren, der før var mere som et forsvarsløst offer, men nu har fundet DET og lader det løbe gennem sig og over sig.

En PERSON er faktisk den maske, de græske skuespillere havde på i antikken, og det er gennem den, at stemmen går ud til publikum - gennem maskens mund! Sone er det græske ord for stemme, som du nok genkender fra ord som supersonic, stereosonic,(såmænd) Sonofon og Sony. Her er altså også tale om en eller anden form for energi, der går igennem os.

Det er min ballast, når jeg læser digtet. Jeg oplever, at du leger med historiefortælling (her i teaterform)og spekulerer på, hvad det gør ved os mennesker og vores identitet.

Hvor meget opbygger den vores identitet ?
Hvor meget må vi tømme os, for at tage imod historien ?
Hvem har kontrollen ? Skuespilleren med lampefeber ? Publikum, der tømmer sig og tager imod oplevelsen i bedste herskerstil ?

Jeg vil forsøge at kommentere på mindst et mere af dine digte i weekenden her, og ellers i weekenderne fremover.

Bliv ved at skrive !

Så er jeg på banen.

Du får rigtigt hevet månen og stjernerne ned på jorden. Og jeg ser, at du forbinder natten med nogle negative ting såsom livet i overhalingsbanen.
Jeg kan lide billedet af de tilfældige stjerner, der kommer anstigende. Og hvordan du forbinder selve deres ankomst og stofmisbrug i et og samme billede.
Du har opbygget en fin dobbeltverden med kroppens egne blodbyer og den tilsvarende nattens verden, du beskriver udenom. Det giver et massivt billede. Jeg oplever pludselig det maniske misbrug og det hurtige liv som noget klaustrofobisk, og det er en spændende modsætningsfuld oplevelse for mig. Det er mit yndlingsbillede.
Billedet af panteren er meget seksualiseret og kraftfuldt, og i lyset af starten af digtet kommer det til af rumme spændinger af styrke og skønhed på den ene side og seksualitet, der piller det lidt ned på jorden på den anden side med tisgule søer osv. Meget råt.
Jeg får oplevelsen af, at spændingen opstår på baggrund af en indirekte fascination af nattelivet, og det gør digtet spændende.

Det var lidt for nu, men jeg vil skrive igen i weekenden.

Har du nogensinde sendt nogle af dine digte ind til hvedekorn ? Hvis ikke, så prøv at gå ind på hvedekorn.dk og snus lidt rundt - og send endelig dine digt af sted (per snail mail!), for det er værd at forsøge sig med.

Held og lykke
Camilla