Jeg tror aldrig, at jeg lærer at tælle mine velsignelser,
Jeg vælger i stedet, at dvæle i mine katastrofer,
Jeg går gennem græsset, duften så frisk efter en stille byge,
Gennem græs, så højt og frodigt,
Det er på en eller anden måde alligevel svært at slippe mine smerter,
Jeg synker ned i dette felt. Og det samler regn, som en på en tung efterårsdag,
Vil jeg altid have det sådan?
Så tomt, så fremmed?
Af disse skarpe solnedgange hvor smerten mærkes bag øjnene når man iagttager den,
Disse kolde og fugtige morgener,
Jeg er blevet træt,
Sjælen mærkes tydeligere end før hen, hvor man kun var, og ikke sku'
Jeg talte disse ord højt,
Ville ingen hører mig?
Regnen siler stadig ned, læg din bluse over stolen,
For mig, lyder det som om det bifalder os,
Det må være den stille kærlighed vi har skabt,
Vil det altid være sådan,
Så tomt, så fremmed?
Jeg ser mine dæmoner i øjnene, så klart
Blot et spejlbillede kan vise de øjne, der kigger på selv samme smerte,
Var der i virkeligheden noget der sagde, "gør dit bedste for at ødelægge dig?"
Se jeg har været i helvede og tilbage så mange gange, at jeg må indrømme at det efterhånden keder mig lidt,
Der er mange ting der kan dræbe en mand,
Der er mange måder at dø på,
Ja... og nogle gjorde det allerede ved at gå vedsiden af mig,
Der er mange ting jeg ikke forstår,
Men så mange mennesker fordømmer,
Det er den ondt jeg skjuler, der brænder sjælen inde i mig,
Vil jeg altid have det sådan?
Så tomt, så fremmed...