Her er jeg og det er mig,
ingen andre er som,
det menneske jeg er,
her sidder jeg og tænker.

Så ung og stærk,
dog fuld af drømme,
men alligevel svag inden i,
som en tikkende bombe.

Der kan spænges når,
som helst inden i,
det blot tid det handler om,
så kan jeg/ ville ikke mere.

Det her er mig som,
jeg har det nu inden i,
et liv fuld af kaos,
ingen tro på det gode liv.

Hvorfor ville intet mig,
det godt i min verden,
jeg længes efter min,
store frihed til luft.

Hvor jeg kan trænge vejret frit,
kunne leve mit liv uden frygt,
ja fuldt ud på min egn måde,
den føles må snart være fortjent.

Det at jeg ikke giver slip,
skyldes at jeg ved,
der er mennesker,
som elsker mig.

For den jeg er,
jeg ved jeg har et sted jeg høre til,
mine varme forældre,
som giver mig kærlighed.

De giver tryghed jeg har brug for,
alle ugens dage,
Men der er en ny dag i morgen,
verden venter på mig.

Venter blot på at jeg skal,
tage i mod den og bruge den,
fordi den er fuld af varme,
tænksomme menneske som.

Bekymere sig om den pige,
der er ved at give op inden i,
det er bare at tage mod,
be om hjælpen så man,
kan komme på det lige spor igen.

Følsen af livet gør ondt,
bliver ikke mindre,
livet er svært,
det gøre så ondt.

Jeg kan mærke det,
dybt inden i mig,
den sider og æder mig op,
mere og mere inden i.

Til sidst er den så skrøbelig,
at den ikke kan mere,
og må give op.
give slip på smerten.

Nu er der kun en vej,
vejen frem til at tro på,
at de mennesker der skal,
lytte til mine ord.

Forstår, støtter, hjælper,
så jeg igen kan klare,
livet som det menneske,
der skal ud at se verden.

Med mine egne øjne,
at den ville mig det lige,
så godt for mig som alle,
andre dejlige mennesker på jorden.