Meta Andersen

Tillad mig, mine damer og herrer, at slå et slag for vanviddet, omvejene, de mislykkede planer.
Jeg spørger ikke om lov til at spilde Deres tid, jeg gør det som det mest naturlige i verden, fra en anden tid, med en anden hastighed.
Som støvet der hvirvler om jeres transportmidler, som duggen der fortættes på jeres dirrende øjenlåg, som et kort glimt af et dyr mellem skovens stammer.
Jeg taler ikke til jer med lethed, jeg spilder jeres tid med besvær. Det flygtiges kunst beherskes kun med omsorg og ihærdighed.
Min stemme er ikke behagelig, den er knapt hørlig, som vindens hvisken i stilheden ef [...]