Så snart ordne direkte omhandler om en selv snirkler de sig altid uden om mig. De danner aldrig de billeder jeg forestillede mig, vi pleger nu at være uadskillige. Ordne og jeg. Som om vi ikke rigtig kan slippe hianden. Dog kan vi aldrig helt beskrive hianden.
Men, vi rejser tit. Vi vandrer ud i andre ord, besøger andre mennesker. Læser grundigt, måske lidt for meget. Vi ser verdenen på hovedet, skriver den ofte ned.
Jeg tror ikke du kan komme tættere på mig, end dette. At læse hvad jeg tænker. Læse mine minder, dele dine egne med min læselyst.
Melodien dør aldrig. Den spilder i hver og en af os herinde. Syntes du ikke?
Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Puls: 0,0