Lidt nyt fra konen i det lille røde hus i marsken. Jeg har lige vinket farvel til mand og datter, der tager en sejltur til Fanø i denne weekend. De skal bl.a. besøge Annes faster og onkel, der bor på øen. Anne skulle have haft en veninde med, men hun måtte sende afbud.

Vi kom hjem i går middags fra en fascinerende, imponerende, ubeskrivelig og vidunderlig sejlads med havblik, solopgang, drillende og nysgerrige sæler, duft af nylavet kaffe tilsat en strejf af dieselduft fra motoren. At opleve sådan atmosfære gør mig glad og jeg føler mig som en lille ydmygende brik i denne store uendelighed af naturen. Inden vi fik set os om, var vi i havn igen og jeg skyndte mig i land med Sille. der viste umådelig interesse for en politibil, der holdt på parkeringspladsen. Vi snakkede lidt med betjentene, der blot var ude og strække benene og nyde udsigten over Vadehavet.
På vores sejlads hjem sejlede to både foran os, men det var svært at se, hvem det var. Det var både fra Fanø og de havde ligeså mange gæt, som os på, hvem ”hinanden” var. Vi faldt i snak på land – de ville fortsætte op ad åen og holde ferie i Ribe i nogle dage. De fik lov at låne min nøgle til klubhuset, så de kunne lave mad og få deres madvarer på køl. Toilet og bad er der adgang til uden nøgle. Jeg skulle alligevel ind og handle, så jeg kørte vejen forbi deres tomme båd og smed nøglen ned. Heldigvis ramte jeg plet, for båden lå ret langt fra molen og jeg havde ingen chance for at nå over i den. Jeg trak lidt i fortøjningen, så båden kom lidt tættere på, smed nøglen og den landede elegant oveni et par sandaler, der stod på et ret synligt sted. Nøglen lå og blinkede i solen og ALLE kunne bare se den. Jeg trøstede mig med, at der ikke kom ret mange mennesker der, hvor båden lå og ingen vidste jo, hvad det var for en nøgle. Vi havde aftalt, at når de sejler hjem på søndag, skal de smide nøglen i en fryser, så vi kan få den igen.

Dybfryser – vi har heldigvis to, for den ene var gået i strejke, da vi kom hjem i går. Den ene står i baggangen og den anden er i kælderen, så i skarp pendulfart lykkedes det at få frostvarerne på rette køl igen. Hvor er det træls – på den anden side – vi kan godt nøjes med en´ fryser – især nu, hvor vi snart kun er to i den daglige husholdning. I stedet vil jeg gerne have et køkkenbord med vask i baggangen, hvor vi kan ordne grøntsager og hvor jeg kan indrette et lille blomsterbindingsværksted. Angående blomster kan jeg se, at regnfang allerede er i blomst og rønnebærrene er røde – så det klør i fingrene efter at komme i gang.

Nu vil jeg have min kaffe i ro og fred, inden jeg skal til at pakke til turen til Mandø. En hel weekend skal tilbringes der i et nyrenoveret sommerhus og vi skal trave ture rundt på øen. Jeg skal hente min Fyldepenne veninde ved toget klokken 13 og så kører vi ellers over havbunden til den lille perle i Vadehavet – langt borte fra civiliseret liv og med tiden skruet 30 – 40 år tilbage.