En langsom fredag. Forude venter weekenden. Mit hoved ræser afsted, men jeg føler mig bundet på hænder og fødder. Har skrevet en lille smule, men bliver ved med at gå i stå. Æv, æv, æv. I stedet sidder jeg på Fyldepennen og lytter til nogle nye sange som jeg har downloadet. Det er af genren enka (en japansk musikgenre, en form for traditionel serenade), men sunget af den Afroamerikanske Jero (han er halvt japaner, på sin mors side). Han har en dejligt beroligende stemme og et eller andet sted, er det vidunderligt ikke at kunne forstå ordene. Tvinger mig til at koble fra i hovedet og bare nyde stemningerne og lyden. Men hvor ville jeg ønske at det ikke var sådan en kamp at skrive. Jeg hader at kæmpe med ordene. Tja, jeg må vel gå lidt til og fra. Måske nok uhøfligt, men det er vist den eneste måde. VIL skrive. Jeg vil, jeg vil, jeg vil!